At rulle sin kajak – når grønlændervendingerne bliver nørderi

Hvorfor skal man lære at rulle sin kajak?
Det skal man heller ikke – grundlæggende kan man bruge sin kajak lige som man vil.
Når det så er sagt, så er der mange havkajakroere der får lyst til at lære at komme hurtigt op af vandet hvis det sker de kom ned i det. Efterhånden som man finder sig tilrette i kajakken og bliver bedre til at håndtere den, er grønlændervendingerne en naturlig ting at blive interesseret i.
Kajakrul er desuden en god hjælp når man træner andre ting i kajakken. Det hele bliver meget nemmere hvis man ikke skal ud af kajakken hver gang man bliver lidt for kry og ryger i baljen, eller hvis man uforvarende kæntrer på en tur ude på havet.

Splinten på ishavet

En del af os kajakroere føler sig dog draget af kajakrullet i sig selv, hvilket er meget naturligt. Jeg hørte for nylig en podcast med Dubside hvor han påpegede at havkajakken er det eneste fartøj der fra starten er konstrueret så man kan kæntre og umiddelbart komme på ret køl igen kun ved egen kraft.
Denne lille splint af et fartøj langt ude på ishavet. Ikke lavet til at kæmpe mod elementerne, men til smidigt at bevæge sig rundt i bølgerne, mellem isskosserne og fangstdyrene, og bringe mad hjem til igloen
Hvordan inuitternes kajakker er opstået, og hvordan nogen har fundet på at rulle sin kajak, fortaber sig i tidens tåger. Selv i myterne er der ikke meget at hente, men noget tyder på at kajakkerne er udviklet ved at overdække åbne skinbåde. Hvis du er interesseret så læs mere her.

Rul kajakken først

Kajakker i dag er ikke længere et af polarhavets fangstredskaber, men et dejligt lystfartøj. Når så éns hyggekajak vælter, og man pludselig ligger med bunden i vejret og hovedet nedad, er det meget naturligt at ville skynde sig at komme fri af kajakken og få hovedet op af vandet – det er en god ting at kunne trække vejret.
Første gang jeg ufrivilligt lå der med hovedet nede i vandet, var på en af mine første ture i en havkajak. Vi padlede under en lav bro hvor det lykkedes mig at banke pagajen op i undersiden af broen, miste balancen og ydmyget vælte i vandet. Jeg prøvede at rulle kajakken op, men jeg gjorde det ved at bruge pagajen til at hive hovedet og overkroppen fri af det våde, og det endte med jeg måtte kravle ud.
Instruktøren kunne så meget bekvemt benytte lejligheden til at lade en af de andre kursister øve en makkerredning.
Jeg har senere lært at det gælder om at vende kajakken først!

At rulle sin kajak – koldt, dog ikke i ishavet

Her i år gik jeg i gang med rulletræningen så snart isen brød op i Københavns havn i slutningen af februar. Vandet var koldt mellem 2 og 4 grader. Til gengæld var det vidunderligt klart.
Det kræver lidt selv-overtalelse at få lavet de første par rul, også selv om jeg er klædt godt på og ved jeg kan holde varmen: tørdragt med uld og fleece under og en rigtig god neoprenhætte. Det er især panden der, på trods af at den stort set er helt dækket af hætten, er udsat. Det kræver fire til fem ture ned i vandet inden den isnende smerte bag øjenbrynene og lige over næsen fortager sig.
Så er det til gengæld også fantastisk. Vandet er krystalklart tidligt om foråret, sæsonen for udlejningsbåde og -kajakker er ikke startet endnu, og der er stort set ikke andre både på vandet. Alt ånder fred og ro.

Forårsrul

Lidt senere på foråret – stadig inden det store mylder begynder – titter det første grønne frem i træer, buske og siv på den fjerne side af Erdkehlgraven og der er fyldt med blishøns og både lille og rødstrubede lappedykkere. Ænder og svaner kommer forbi sammen med andre fugle, det første fiskeyngel stimer rundt nær bolværket – der er et mylder af liv i havnen. Der er endda en lille gruppe lystfiskere der regelmæssigt dukker op og fanger torsk i graven tæt ved klubben.
Jeg skifter mellem perioder med rul og små roture for at få varmen igen, stort set alene på vandet, især hvis jeg kommer lidt tidligt på dagen.
Selv om jeg er træt og kold når jeg er færdig, føler jeg mig alligevel oplivet – glad og fredfyldt.

Sommerplaner for 2021

Nu er vi nået hen i august, og Danmarksmesterskabet i grønlændervendinger (DM i rul) nærmer sig.
De foregående år har min planer for sommeren altid været at komme på tur, et par uger eller gerne endnu mere. I år fik usikkerheden omkring pandemien mig til at tænke i andre baner.
Sidste år lykkedes det mod alle odds at komme på en dejlig tur til Helgelandskysten, men jeg syntes det virkede lidt at omsonst at begynde at planlægge noget der måske ville blive aflyst i sidste øjeblik. Kajakrullene havde allerede grebet mig, så det lå lige for at dykke ned i det aspekt af livet i en havkajak.
Niels Kyhn har velvilligt hjulpet mig med min træning – Mange tak!

At rulle sin kajak til DM

Da jeg begyndte at rulletræne i foråret, besluttede jeg mig for at hvis jeg kunne lave håndrul og stormrul ville jeg stille i 50+ klassen. Jeg er kommet lidt videre end det og har tilmeldt mig.
At stille op i konkurrencen er en naturlig del af den proces der startede da jeg for alvor blev grebet af at lære de mange forskellige kajakrul. Det falder lige for at lade konkurrence være en del af processen.
Og det vil selvfølgelig være dejligt at stå øverst på skamlen, men det vigtigste for mig er at lave alle de rul jeg har planlagt i god stil. Det vil være det perfekte trin i forløbet, og en medalje vil være kronen på værket.
I år kommer det til at foregå ved Halskov vandsportscenter i Korsør.

Vandets magi

Hvorfor drages jeg i den grad til vand? Ud til kysten, ud på havet, langs en lille, klukkende bæk, en strid fjeldfos, en stor å der slynger sig gennem landskabet og ned i vandet. Havet i al dets vælde. Vand i det hele taget. Kort fortalt, jeg bliver glad når jeg er nær vand (måske undtagen på cykel i hård regn og modvind).
Når jeg kommer hjem fra en tur i kajakken, fra en strandtur, fra en tur langs kysten eller en vandretur langs en elv eller rundt om en sø, er jeg i en ny tilstand, som regel glad, måske ikke jublende, dansende hen ad gaden, men mere i en stille, tilfreds fornemmelse af at være et mere helt væsen. En tilstand der bringer en rolig, indre glæde.
Ok, det kommer nemt til at lyde lidt højstemt, men det er svært at beskrive anderledes.
At rulle sin kajak giver fred.

Vandet er min ven

Jeg har været på havet på forskellige måder siden jeg var dreng, og jeg har selvfølgelig haft oplevelser der var ubehagelige, udmattende eller skræmmende. Jeg har været i livsfare og tæt på at drukne, men altid ender det – når alt er overstået – med fred, med at være hjemme i mig selv.
Når jeg er ude på havet i min kajak, eller når jeg ruller, er jeg tæt på vandet og havet på en måde der virker naturlig for mig.
Kajakken er et fartøj der gør det muligt at være sammen med havet, være i og på vandet, uden at det er en kamp. Som Dubside siger i en af episoderne i The Dubcast: »The water is my friend.«

»Jeg kan altså ikke komme. Jeg har en aftale.«
»Hvad er dog det der er så vigtigt at alt skal aflyses?«
»Det er en aftale med havet.«