Det er let at tro, at der er en rytme i havet. Man ser bølgerne, der kommer rullende fra den samme retning, næste lige høje og med nærmeste samme afstand. Man oplever det som en gentagelse. Men sådan er det ikke. Disse gentagelser er kun tilsyneladende, ingen bølge er lig en anden. Der er ikke noget mønster – der er ikke nogen syvende bølge. Selv når man sidder i en båd, på et skib eller i en kajak og mærker bølgerne, der kommer rullende ind fra agter, løfter én bagfra og forsvinder frem under fartøjet med en følelse af, det er det samme der sker igen og igen, er der altid en forskel.
At se havet fra oven
Jeg sad i toget til Malmö en dag og kiggede ned på vandet, mens vi kørte over broen. Det blæste friskt fra sydvest, 10 til 12 sekundmeter, og der var rigeligt med skumtoppe og -striber på vandet. Der var gråvejr og dunkelt, og vandet var mørkegråt og fik skummet til at træde tydeligere frem, hvilket igen fik bevægelserne i vandet til at være meget tydelige.
Det gik op for mig – først var det ikke en tanke, men blot en fornemmelse, en følelse – at jeg kendte disse bevægelser i havet rigtigt godt. På trods af, eller netop fordi, at der ikke var nogen rytme, nogen gentagelse, kunne jeg mærke den evige bevægelse som en tilstand i sindet, en tilstand jeg følte mig hjemme i.
Fordi jeg sad i toget på broen, hævet over Øresund, og kiggede ned, var det nemt at se, at der ikke var en rytme. Samtidigt var det stadigt muligt, at se detaljerne i de enkelte bølger. Jeg kunne både se og næsten mærke suget og løftet og det frådende på toppene.
Havet har været med mig altid
Erkendelsen af den tilstand, min oplevelse af bølgerne satte mig, gav mig en anden erkendelse: en erkendelse af at jeg kender havet godt.
Siden jeg var en lille dreng har jeg sejlet meget. I små jolle, større joller, sejlbåde og robåde og store sejlskibe. Ikke bare i de hjemlige farvande, men også rundt på Nordsøen, Østersøen, Middelhavet og Atlanten.
Jeg husker min første tur i en lille sejljolle – en piratjolle. Jeg var ikke gammel, før skolealderen. Fornemmelsen af jollen der krængede, da vinden første gang tog i sejlet, fik mig til at spænde og stemme imod rælingen. Den store dreng, Bo, der førte båden smilede og sagde at alt var i orden, og jeg fandt ud af, at jeg godt kunne slappe af, følge med bevægelserne og nyde hvordan vinden drev os frem gennem vandet.
Ud på havet igen
Der har været mange oplevelser på havet siden, store og små, i godt vejr og i storm, og i mange forskellige fartøjer. Nu drager jeg ud igen i det element, hvor det gentagen kun er tilsyneladende, ud i det element, hvor det er kaos-matematikken der råder. Ud på en del af havet, hvor sagtens kan være vildt, men hvor det sikkert mest bliver sommer – på godt og ondt.
