Helgelandskysten i havkajak [masser af billeder]

Om morgenen, når jeg ligger og lytter til regnen der knitrer mod teltdugen og skal tisse rigtigt meget, er jeg på et tidspunkt nødt til at træffe en beslutning. Skal jeg enten hoppe ud i regnen og få det overstået, eller skal jeg vente til jeg ikke længere kan høre dråbernes slag mod nylonstoffet?
Hvis jeg bliver liggende, får jeg sikkert ikke sovet længere – blæren er ved at sprænges. Hvis jeg smutter ud i regnen, bliver jeg våd og kold… Det er svære beslutninger man konfronteres med på kajaktur på Helgelandskysten.

Dønna

Den morgen vi teltede neden for fjeldet, Dønnmanden på øen Dønna, blev jeg dog ikke konfronteret med det svære valg. Jeg vågnede stort set samtidigt med at regnen holdt op.
Senere, da skyerne havde spredt sig, og jeg sad i morgensolen med min kaffe, kunne jeg i ro og mag se op på nordsiden af fjeldet. Morgenlyset glitrede i de våde granitflader, og mellem Dønnmanden og det lille fjeld ved siden af faldt en fos ned i dalen. Her blev den til en lille elv der løb ud i havet et par hundrede meter fra teltet.

Fjeldet er på denne side råt og ubarmhjertigt. Det er ikke et sted for mennesker, men et rige for havørne og mytologiske væsner, hvor fjeldvæggene rejser sig i en rytme af klipper og grønt. Sydsiden er lidt blidere, men ikke meget, der går dog en vandrerute op til toppen. Senere, på vandet i havblik og strålende sol, så vi flere små grupper af vandrere på vej derop. Når jeg tænker på hvor flot her er, når jeg sidder i kajakken på havoverfladen, må der være en fantastisk udsigt over Helgelandskysten deroppe fra toppen af fjeldet.

De syv søstre

I de stunder hvor jeg sad og kiggede på kort over Helgelandskysten, blev jeg hurtigt fascineret af hvor mange øer og skær der er – man kunne sagtens kalde det De tusinde øers hav. Stor og små, flest små, ligger de spredt langt ud i Norskehavet. Men når vi sad på vandet var det fjeldene der dominerede landskabet.
Mest prominent og som et landmærke, eller måske snarere varemærke, står De syv søstre over Sandnessjøen. Søstrene er en række at toppe (syv) der stikker højt op fra en fjeldryg bag byen. Rå granit med sne der ligger tilbage i sprækker og hulninger. Der er intet grønt deroppe bare klippe, sne og vand der løber ned. Længere nede på skråningerne under toppene dukker de første planter op og meget længere nede også små forpjuskede træer.

Klædt i skyer

I vores første lejr spejdede vi forgæves efter toppene, men de havde gemt sig i skyerne, kun nu og da kiggede et par af dem frem. Det fortsatte sådan, og det var først på vores sidste dag på vandet, vi så Søstrene i al deres vælde.
De fulgte os alle dage skyer eller ej, og det var kun da vi var i Dønnmandens skygge vi ikke så dem. I deres kappe af skyer var de nærmest et vartegn for vores kajaktur her på Helgelandskysten. Vi så dem klædt i skyer på et utal af måder, og en enkelt gang endda smykket med et par regnbuer.

Den lange rejse til Helgelandskysten

Det var en lang rejse nordpå til Helgelandskysten. Vi var af sted ti dage i det hele, men var bare seks dage på vandet – en lang tur, først med færgen til Oslo, så i bil på langs af Norge. Hjem igen i bil også på langs af Norge, og sydpå langs den svenske vestkyst.
Vi havde planlagt at være tre dage mere på vandet, men som jeg skrev i det forrige indlæg, blev vi enige om at tage hjem lidt tidligere. Det var svært at blive klog på vejrudsigten, men det lignede et par dage med op til 15 s/m i middelvinden og regn – ikke noget behageligt vejr til hverken at padle eller sidde i teltet i.

Var det rejsen værd?

Ja bestemt, og jeg vil gerne tilbage til Helgelandskysten en anden gang. Dog skal det være en tur med mere tid – tid til at ligge vejrfast ind i mellem. Vejret i Norge skifter meget: det kan være rigtigt dårligt og det kan være helt fantastisk, og når jeg skal af sted næste gang til et af alle de spændende steder der langt mod nord, skal der være plads i planerne til at tage højde for vejrets luner.
Det var vi selvfølgelig klar over, men med en gruppetur er der mange forskellige planer der skal passe sammen. Og som sagt: det var en god tur.

Kurs mod syd og nord – det norske vejr

Selv om jeg startede med at skrive om regnvejr, var vejret ikke så galt endda. Vi havde typisk norsk vejr: Hele tiden skiftende med regn, sol, blæst og havblik – en god del af det hele. Regnen vi oplevede var både i form af byger der vekslede med sol og mere vedvarende regnvejr.
Vejret gjorde også at vi kom i en lidt anden retning end vi først havde tænkt. En af dagene blæste det hårdt fra nord, og vi valgte, smart nok syntes vi selv, at ro sydpå den dag. Vores oprindelige idé havde ellers været at komme nordpå fra Sandnessjøen, byen vi startede fra.
Det var nu ikke den store ulykke, der var også flot og spændende sydpå. Da så vinden gik i syd, roede vi mod nord. Alt i alt kom vi godt rundt i landskabet med den tid vi havde til rådighed.

Lokalsamfundet på Helgelandskysten

Der var et vindfang og en entré hvor vi kunne hænge det våde ro-tøj, og inde i den hyggelige stue og køkkenet var der lunt og god plads ved bordet. Vi var kommet til Tjøtta for at fylde op med vand og havde set et skilt hvor der stod at den lokale bådforenings servicehus var åbent. Efter at have snuset lidt rundt fandt vi ud af at huset skiltet sad på var det omtalte servicehus. Frit for alle at benytte, kun hvis man ville bruge brusebad og vaskemaskine/tørretumbler skulle man lægge et symbolsk beløb. Intet opsyn, kun et høfligt skilt om at rydde op efter sig.

På mange måder en meget anderledes verden end det københavnske forbehold, og servicehusene var i de fleste af de små havne. Vi brugte dog kun det i Tjøtta, og brusebadet i bådforeningens hus i Sandnessjøen, da vi sluttede turen – bare så vi kunne holde os selv ud på den lange tur hjem i bilerne.
De fleste af de lidt større øer er pænt befolket, og der er småbyer mange steder. Mange af øerne er bundet sammen af broer elle små færger der futter rundt over det hele. Det virkede som et driftigt samfund med meget industri – en god del centreret om fiskeri, vandet vrimler med fisk.

De få turister

Turister så vi ikke mange af, slet ikke på vandet (udover os selv). Tit var vi helt alene på vandet kun i selskab med lidt småvrede terner der skældte ud. De både og skibe vi mødte var lokale i det ene eller det andet ærinde. Kun den søndag hvor solen skinnede hele dagen var der en del fritidsbåde på vandet – typisk på vej til en hytte eller liggende på et af skærene.
Corona har skabt dette turisttomrum, og de få turister vi mødte var nordmænd, for det meste i autocampere inde på fastlandet. Ellers mødte vi kun andre rejsende den dag da vi slog lejr neden for Dønnmanden. Det var på en stor plads med en fin strand og masser af plads til telte. Her var der en del andre i telt og nogle med kajakker på biltagene. Vi var dog de eneste der kom padlende dertil.

Vi så mange kajakker, men mest på land og på biler, og de lokale vi snakkede med var meget klar over at de havde et utroligt fint kajakvand lige uden for døren.
Det var få havkajakker vi så på vandet, Bortset fra den dag vi startede fra Sandnessjøen. Her mødte vi en kvinde der satte sin Nordkapp i vandet det samme sted som os. Hendes plan var en treugers tur alene rundt her ved Helgelandskysten.

Det klare vand

Det er en forunderlig oplevelse at kigge ned i klart vand. Se mange meter ned. Se det liv der udspiller sig langt under overfladen. Havet omkring Helglandskysten er fyldt med liv.
Man tænker normalt ikke på Norskehavet som et koralhav, men der er koraller her langt mod nord, vi så dem ind imellem på bunden, og et par af de strande vi gik i land på var rent koralsand. Der er ikke tale om store, vildtvoksende koralrev som i troperne, blot små klynger mellem stenene, muslingerne og søpindsvinene på bunden.
Vi så store kelpskove der bølgede i strømmen med de allestedsnærværende søpindsvin hængende som frugter på de brede, lange blade. I det lave vand ved strandene løb massevis ar eremitkrebs rundt blandt alle mulige slags muslingeskaller, konkylier og sneglehuse. Det lave vand var også var fyldt med fiskeyngel som ternerne mæskede sig i.
Hvis man er dykker må der være nogle fantastiske undervandslandskaber at udforske.
Vandet var meget klart at kigge ned i for os der mest er vant til det grønne, danske sommervand.

Helgelandskysten – dens historie

Ind imellem forundres jeg over hvor lidt jeg ved om andre landes historie. Generelt interesserer jeg mig for historie og arkæologi og dykker gerne ned i bøger, og finder fortidslevn og kigger på dem hvor jeg kommer frem.
Jeg vidste ikke at der tilbage i jernalderen og den tidlige vikingetid var et stort, selvstændigt kongerige i Nordnorge med handelsforbindelser så langt væk som Grækenland og Romerriget.
Da jeg først så navnet Helgeland, tænkte jeg at det betød det hellige land, men betydningen, der er lidt uklar, er helt anderledes: Ordet Helgeland kommer fra Hálogaland. Uden at gå i detaljer med etymologien, så kan det måske betyde Nordlysets land. Háloga kan også være en fortolkning af en tidligere konges navn. Eller det kan betyde “De i strid svoren”.
Området var, før Olav Tryggvason med bål, økse og en masse halshugninger kristnede Norge, et selvstændigt kongerige. Den største kendte vikingehal er da også fundet på Lofoten der den gang var en del af Helgeland. Hallen er helt tilbage fra 500-tallet og med fund af sager fra hele den dengang kendte verden.

Tilbage igen til Helgelandskysten

Mindet om blånende fjelde der lokker i horisonten giver mig stor lyst til igen at rejse så langt mod nord. Men som beskrevet er det en lang rejse og der også det norske vejr at tage i betragtning. Derfor tænker jeg at det vil være en god idé at planlægge den næste tur over flere uger.
Hver enten man tager der op i bil, eller rejser med fly og lejer kajakker, er der meget transport. Det er også nødvendigt at være indstillet på at have nogle overliggerdage når vejret er dårligt. Mere tid vil også give god mulighed for at komme videre omkring (især hvis vejret viser sig fra sin gode side). Det er et meget afvekslende landskab med potentiale for mange gode ture.
Jeg har lidt af Helgelandskysten med hjem – der ligger stadig lidt sand på gulvet der hvor jeg pakkede ud.