På et af værelserne på vores kursuscenter i Småland hænger der et lille billede af en kajakroer – et billede fra en fjern kajakkultur. Billedet er et træsnit – eller måske et linoleumssnit, men det ligner nu mest et træsnit. Det er cirka 15-16 centimeter højt og omkring 25 centimeter bredt.
På billedet strider en mand i kajak sig mod bølgerne. Manden er inuit, man kan se fangstblæren på bagdækket og stativet til harpunlinen på fordækket. Han sidder med hovedet let bøjet mod vejret.
Bølgerne kommer rullende mod ham, brydende og ikke så høje selvom de skyller hen over fordækket af kajakken. Bølgerne er uregelmæssige, og han ror en lille smule skråt mod dem.
Måske er det en sæl, men det kan også være en fugl, man kan skimte imellem bølgerne øverst i billedet.
Et lille billede der fint illustrerer oplevelsen af at være alene på havet i en kajak.
Kajakkultur
Kajakkultur er en rest af en forsvindende kultur. En kultur der har sat et meget direkte aftryk i den moderne verden.
Billedet er blot en lille prik på væggen i kursuscenteret, men kulturaftrykket er den umådelige popularitet kajakroning har i vores kultur. Over alt i den vestlige verden, og hvor vi fra den vestlige verden kommer, bliver der roet i kajak. Der er alle mulige kajakker alle vegne i verden: Havkajakker, turkajakker, kapkajakker, surfski, surfkajakker, polokajakker, whitewaterkajakker og sikkert mange flere varianter. Der er selvbyggede kajakker i alle mulige former, lavet med meget forskelligt håndelag. Der masseproducerede kajakker – nogle lavet med stor omhu i både kvalitet og design, andre kun lavet med tanke på hurtig profit.
Der er konkurrencer: I mange år har folk padlet for at se hvem der er hurtigst, både på baner og på åbent hav, der er konkurrencer i at padle på rivende fosser, i surf, i kajakpolo og så videre, og efter at havkajakker er blevet så populære, er der også konkurrencer i alt det man kan med en havkajak, alle de forskellige tekniske øvelser og alle de forskellige måder en kajak kan rulles på – de forskellige grønlændervendinger.
Kajakkultur som den lever og dør
Kajakroning er også en udbredt social aktivitet: rigtig mange kajakroere nyder at tage på tur sammen. Det kan være alt fra små korte ture i solnedgangen en stille dag, til lange, lange ekspeditioner til fjerne egne.
Der er mange måder kajakroere mødes på, i klubberne til mange slags arrangementer, til konkurrencer, til træf, små lokale eller store internationale, til symposier, de mødes for at lære og bliver bedre, eller for at møde andre og finde ny kajakvenner.
Eller en gruppe venner synes det kunne være sjovt at prøve kajakroning og lejer kajakker for at tage en tur en dag det er godt vejr.
Kajakroning er blevet en levende del af vores kultur, en del der er sivet ud til os fra de hensygnende kulturer i Arktis, mest fra Grønland, men også fra de andre inuit-kulturer langs polarhavet.
I vores kultur har det at bruge en kajak ændret sig fra at være noget man gør for at overleve rent fysisk, at få mad, varme og klæder, til at blive noget vi gør for at ‘overleve’ rent mentalt.
Det er er de færreste der har kajakroning som deres erhverv, de fleste af os gør det fordi vi synes det er sjovt, og fordi det giver os oplevelser der beriger vores hverdag.
Mangfoldigheden og kajakkultur
På en måde er det er en slags kulturtyveri. Vi har taget noget som er en væsentlig del af en ældgammel kultur, løsrevet det og gjort det til vores eget, for det meste uden referencer, og uden tanker om hvordan kolonialismen, som stadig er i gang, påvirker en ældgamle, unik kultur.
Jeg vil ikke skælde kajakroning ud for at være kulturimperialisme – det er ikke det der har ændret inuit-kulturerne.
Og jeg hører bestemt ikke til dem der mener at indflydelser fra andre verdener truer vores egen kultur – tværtimod.
Kultur er ikke noget statisk. Det er naturligt når vi møder nye mennesker og de kulturer de kommer fra, at vi smitter af på hinanden, lærer nye ting og får nye opfattelser og ny forståelse af verden omkring os – vi får udvidet vores horisonter, for at udtrykke det med en kliché.
Kulturbevarelse er ikke et spørgsmål om at bevare alting som det altid har været, men det er at forstå og kende rødderne til den kultur man lever i. Rødderne, både til det der vandrer op til os gennem tiden, og det der vandrer ind til os udefra.
Kajakroning er en gribende aktivitet. Den har udviklet sig fra at være et fangstredskab i ishavet til at være en verdensomspændende og utrolig alsidig sports- og fritidsaktivitet, der indeholder alt muligt lige fra at være en olympisk sportsgren, til at vise samfundssind ved at plaske rundt i Københavns havn og samle affald. Dette er en diversitet der viser hvilket kreativt potentiale kajakkulturen indeholder.
Junglefloden, OL og polarhavet
Jeg så for nylig en film med et par glade mennesker der i deres whitewater-kajakker strøg ned ad en fantastisk flod i Nicaragua. Det var en flot film, og det var tydeligt de havde en fantastisk oplevelse.
De skænkede næppe inuit-kulturen mange tanker dér på det glitrende, blå vand dybt i den mellemamerikanske jungle.
På samme måde er det nok heller ikke lige det Emma Jørgensen sidder og tænker på når hun vinder medaljer ved VM og Ol.
Da jeg for nylig var på en dejlig tur til Helgelandskysten i Norge, skænkede jeg ikke livet i polarhavet mange tanker. Heller ikke selv om jeg rent geografisk var meget tættere på end jeg plejer at være.
Skal man tænke på ishavet, sælfangst, igloer og trommedans hver gang man er ude i sin kajak? Nej da, men jeg mener det er en god ting at have en bevidsthed om rødderne til de ting vi gør i livet – også kajakroning.
Kajakrul og kajakkultur
Grønlændervending hedder det, det at rulle sin kajak rundt langs længdeakslen, og det er nok her i den moderne kajakkultur at venerationen for inuit-kulturen kommer tydeligst til udtryk. De af os der har det som en væsentlig del af vores kajakliv kan ikke undgå at tænke på hvorfor vi gør som vi gør med vores kajakker.
Desuden er grønlandspagajer populære, og ikke kun til at rulle kajakken med – rigtigt mange elsker at ro med dem.
I Københavns Kajakklub har vi lige afholdt DM i rul. Det var et godt arrangement på en herlig sommerdag med mange tilskuere både på land og på vand.
Niveauet var rigtigt højt blandt deltagerne, og det var godt at se hvor dygtige juniorerne er, og hvor stor bredden er både blandt kvinderne og mændene. Det eneste man kunne ønske var at lidt flere af alle de dygtige rullere der er i landet ville stille op – men måske næste år.
Og jeg bliver selvfølgelig lige nødt til at nævne at dameklassen blev vundet suverænt af Ida Nielsen fra Københavns Kajakklub.
Mogens Hansen tog en masse dejlige billeder. Du kan se dem på hans Facebook-side. Det er levende kajakkultur.
Ro din kajak som du vil
En aften på vores tur her i sommer, sad vi og snakkede om hvorfor og hvordan vi var blevet medlem af Københavns Kajakklub. Ingela, der har roet kajak nærmest evigt, sagde at hun havde meldt sig ind fordi der ikke var ret mange regler.
Klubben er en ung klub der har en stor vækst, og der er lidt flere regler nu end da hun blev medlem, men ikke mange. Kun det der er er nødvendigt for sikkerheden, og så at grejet ikke bliver ødelagt. Det er en klub der bliver drevet af en masse aktive frivillige, en klub hvor kajakkultur trives.
Ingela har en god pointe: En kajakklub skal ikke være så restriktiv at den begrænser. Den skal tværtimod opfordre til at komme ud at padle, og padle på en måde som netop du synes er bedst – padle ud og opleve friheden på havet.
Friheden på havet
Inuitten på billedet er alene på havet, og der er frihed i den oplevelse.
Tit når talen falder på frihed, er det det at være fri for de bånd et samfund og en kultur lægger på os. De bånd kan være meget stramme, men på trods af det er frihed mest af alt en indre tilstand.
Ude på havet, alene i en kajak, hvor der kun er bølgerne, vinden, himlen og vandet, er alle båndene væk, der er kun dig og naturen – og den indre tumult.
Efterhånden blæses tankerne bort, og der er blot dig – alene på havet.
»Havet er det eneste jeg føler som noget helligt. Og hver dag takker jeg for at det er der. Hvor meget det end stormer og raser så takker jeg det. For det giver fred. Ikke tryghed men fred. For at det er hårdt og grumt og skånselsløst og dog giver fred.«
Pär Lagerkvist, Pilgrim på havet.
Læs et større citat her ->
