Alting bevæger sig i et kredsløb. Lad os bare tage fat i Klichéen: årstiderne, nat og dag, månen og tidevandet og så videre, men selv om det er en kliché, er det også sandt, og det gælder for mange andre end de nævnte ting også. Små og store ting, livet igennem, går op og ned. Det er en naturlig proces, og det sker selvfølgelig også for min kajakmotivation.
Kajakmotivation i nedgang
Kajakmotivationens nedgang sker oftest i en periode om vinteren. Ikke at jeg har noget i mod at ro om vinteren – en stille vinteraften med stjerneklart og Københavns lys tindrende i kanalernes vand er en fantastisk oplevelser. Dog er de store ture, de mange kilometer i kajakken og den mest intense træning, noget der sker i det sene forår, om sommeren og hen på efteråret.
På et tidspunkt er jeg simpelthen mæt, og trangen til at komme ud på havet svinder hen.
Dårlig samvittighed
Tidligere fik jeg ind imellem lidt dårlig samvittighed i de perioder hvor jeg ikke roede meget eller slet ikke. Jeg burde jo holde min form ved lige, blive ved med at træne roteknik, styretag, redninger og andre sikkerhedssituationer, og ikke mindst burde jeg holde kajakrullet vedlige og blive ved at forfine det. Efterhånden jeg er dog kommet over ens med mig selv og ser det som en naturlig cyklus at min motivation går op og ned.
Når det lysner for min kajakmotivation
Det giver næsten sig selv: man skal ikke have trisset rundt mange kolde og sure vinterdage i København før man får trang til at komme ud på havet igen, mærke den friske luft i ansigtet og få det ekstra lys, det at være på vandet giver. Så kajakmotivationen stiger stille igen.
Og når det seneste nummer af ‘Havkajak’ dumper ind af postkassen eller ‘Oceanpaddler’s nye nummer dukker op på iPadden, kan det begynder at gå stærkt. Når lyset så samtidigt tager til med forventningen om de kommende, klare forårsdage, bliver det svært at blive på land, og jeg hopper i tørdragten så snart jeg kan.
Pauser der styrker motivationen
Jeg er sågar begyndt at overveje en pause om sommeren: I slutningen af august var jeg, efter intens træning, sommertræf og en herlig tur til Sognefjorden, på et intensivt fjortendages yogakursus langt ude i de smålandske skove, noget vi jævnligt gør som yogalærere på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole.
Intet vand, intet hav, ingen pagajer og ingen kajakker i to uger, men en perfekt tid med fordybelser og mere viden både om yoga og om at undervise i det.
Da jeg var tilbage igen betød det to ting i forhold til mit kajakliv: jeg var fysisk totalt restitueret oven på sommeren, og min motivation til at ro og lege i kajakken var helt i top og har holdt længere hen på efteråret end den ellers plejer at gøre – alle tiders!
Havets healende kraft
Min kajakmotivations ebbe og flod er nu blevet naturlig for mig, ikke et tegn på at det går den forkerte vej – hverken fysiskt eller mentalt.
Vinteren er, ud over de ture der dog altid er og de få træningsture i svømmehallen, en tid for planlægning og drømme: hvor skal de næste ture gå, hvor lange skal de være, hvordan skal træningen tilrettelægges og hvad vil jeg gerne lære, hvad kan give mig endnu et løft i mine oplevelser på havet?
Når jeg så, efter en uge eller to (eller måske tre!), sætter pagajen i vandet igen og skyder væk fra kajen, broen eller stranden og enten glider over det stille vand eller strider mig mod vinden og gennem bølgerne og mærker havets healende kraft, fyldes jeg igen med ro og glæde.
At være pilgrim på havet er ikke noget der for mig stopper foreløbigt.
»Ja havet kan lærer dig meget. Det kan gøre dig viis, hvis du da selv vil være det. Det kan lærer dig at leve.«
Pär Lagerkvist, Pilgrim på havet.
