Mælkekassen

Mælkekassen

Han satte sig på mælkekassen. Den lå med bunden i vejret, og han kunne mærke plastikgitterets diagonalmønster lave aftryk i ballerne. Det havde regnet tidligere på morgenen, og gittermønsteret var mere indbydende end den våde trappesten ved siden af. Kassen var sikkert blevet tabt, da der var blevet leveret til caféen lidt længere henne. Der var en lugt af mælk ved den, og et par dråber løb væk over flisen. Solen skinnede gennem gaden og glitrede i vinduerne og alt det våde. Den unge servitrice åbnede foldedørene ind til caféen, og han kunne høre den hvæsende lyd af kaffebryggeren der blev sat i gang af baristaen. Han rejste sig og sikrede sig der ikke var mælk på buksebagen inden han trissede ind for at få morgenkaffen.

Den lå i midt i den visne flade af gammelt, rådden tang – havde nok ligget der et stykker tid. Bølger og brænding måtte have smidt rundt med den mange gange inden den var havnet her, for kassen var revnet og slået i stykker flere steder, og det grønne plastik var skrammet og slidt næsten hvidt på de fleste af fladerne. Nu lå den i et stille hjørne af stranden. Strøm og vind havde skyllet den ind mellem tang, drivtømmer, en mumificeret edderfugl og et par Netto-poser. Stien, der ellers fulgte stranden, gik i en bue op på engen og undveg den svampede, ildelugtende sammenskylning. Det var som om den havde svært ved at acceptere, at den slags eksisterede her i naturreservatet.

Scenen var enkelt lavet. Halvtomme-brædder med not og fjer var sømmet sammen, og ni mælkekasser var skruet fast under dem. Musikerne kom på den måde højt nok op til at alle tilhørerne kunne se dem ordentligt. Scenen var lavet i tre sektioner så den let kunne skilles, sættes væk og var hurtigt sat op igen næste gang der var brug for den. Den var blevet dækket med et par nydelige tæpper, og ingen tænkte på mælkekassernes støtte da musikken tryllede tilhørerne bort i eventyrlige, mentale landskaber.

Hvordan mælkekassen var havnet der var et godt spørgsmål. De tre kajakroere stod og kikkede på den, som den lå der halvt begravet i sandet på den lille strand. Bag dem rejste der sig en urskov af graner – høj, mørk og uigennemtrængelig. Ingen mennesker havde sat fod her i lang tid, og det eneste spor i sandet udover deres egne, var et flere dage gammelt bjørnespor, halvt udvisket af vind og regn. Ude mellem de små klippeskær foran stranden blev Stillehavets dønninger brudt og skyllede igen og igen op på sandet, næsten op til mælkekassen. Grøn og spottende lå den der – Arla stod der på siden.

Knallerten sank lidt sammen, da manden satte sig på den. Ikke underligt. Han var stor og tyk, og sadlen forsvandt næsten op i bukserne under røvrevnens tit over linningen. Sadlen var næsten gemt bag mælkekassen, der var spændt permanent fast på bagagebæreren. Der lå tre guldøl, et par dåser med skinke og en pose toastbrød i kassen. Manden tændte en smøg inden han satte knallerten i gang og lod den protesterende trille hen ad gaden. Det misbilligende blik fra mælkemanden, der med en sækkevogn kørte kasser med det rette indhold ind i butikken, lod ikke til at være relevant.

Lugten var det første der vakte deres opmærksomhed, og lidt længere henne fik de øje på den. Hvordan det var lykkedes svanen at få hovedet og halsen ind gennem et af hullerne i diagonalgitteret og ud igen af et andet, var ikke til at vide, men den havde åbenlyst ikke magtet at komme fri igen. Fjerene var faldet af flere steder, og det maddikefyldte kød lå blottet, mørkt og stinkende. Kassen lå med bunden i vejret, svanens hoved var drejet lidt ud til højre, kroppen hang over kassens kant hen imod dem i den retning de kom fra, og vingerne var spredt ud til siderne – de blev enige om at holde frokostpause et andet sted.

Ild

Der var mange mælkekasser, måske et par hundrede, og de lå filtret sammen i en stor rodet bunke. Kvinden tog en dunk med spildolie og lavede en pøl under kasserne i den ene side. Imens havde han krøllet en avis sammen til en fakkel og prøvede at få ild i den, mens han skabte læ med sin krop og jakke. Det blæste en del omkring hjørnet af lagerbygningen, men efter et par forsøg lykkedes det, og da ilden havde godt fat, smed han avisen ned i oliepytten. Først skete der ikke så meget, men efterhånden som olien blev varm fik ilden fat, og flammerne slikkede op af de nærmeste kasser. Der gik ikke længe, inden plastikken også begyndte at brænde. Først den nærmeste kasse, så den næste, og derefter gik det hurtigt. Snart var der ild i det meste af bunken. Gule flammer slog højt op, og sort, sodet røg bølgede op over tagene omkring baggården. Varmen fik dem til at træde lidt tilbage. Ilden blev hurtigt kraftigere, og til sidst stod de helt op ad muren til lagerbygningen. Mange af kasserne begyndte at smelte, og små lava-agtige strømme af brændende plastik, løb ud over den gamle, forvitrede asfalt. Den løb ned i de mange revner og huller hvor den blandede sig med gruset og løb også hen over de steder hvor der var lappet med cement. En af de brændende plastikstrømme nåede over til skraldecontainerne, løb ind under en stak gamle grøntsagskasser der stod mellem dem, og snart havde ilden også fat her.
I løbet af ingen tid var det hele et inferno af gul varme og noget sort kvælende.
Flygt!

Inden i skoven fandt han et par nedfaldne birkegrene. De virkede nogenlunde tørre, og han slæbte dem tilbage til stranden. Han pillede en god del af barken af og lagde den i en bunke for sig selv. De mindste kviste blev lagt ved siden af, så de fingertykke grene i anden bunke, og til sidste brækkede han de tykkere dele af grenene i passende stykker. Han byggede raskt et lille bål op, gnisten fra ildstålet fængede let i lidt trøske, og et øjeblik efter flammede ilden lystigt. Han lagde lidt mere brænde på, og gav sig til at ordne resten af lejren.
Da han senere på aftenen sad i tusmørket mæt og varm, lagde han et par grene mere på ilden og satte kedlen i kanten af bålet. Her, langt mod nord, havde tusmørket været længe undervejs, men det var efterhånden blevet så mørkt, at de første stjerner dukkede op. Da vandet kogte, hældte han de groftmalede kaffebønner i og lod dem koge mens han rørte rundt til det ikke skummede længere. Han tog kedlen af ilden, bumpede den et par gange mod jorden og lod den så stå og bundfælde. Senere, da det var blevet næsten mørkt, og han sad og nippede til kaffen, lød der sælsomme skrig fra skoven bag ham. Hvilket dyr, eller måske var det en fugl, der skreg kunne han ikke afgøre. Andre lyde fra natteskoven blandede sig snart med den evige lyd af bølgerne mod stranden. Den dybe nat lagde sig, måske ikke med tryghed, men med fred.