Strømmen førte os – seks i havkajakker – ud fra Esbjerg og ud nord for Fanø til der, hvor brændingen kommer rullende ind over sandbankerne syd for Skallingen. Det er en vidunderlig fornemmelse, når en bølge griber kajakken, og man farer frem over vandet og til sidst drejer ud til siden. Man skynder sig ud igen for at få en tur mere.
Havkajak i brændingen
Jeg havde fået at vide, at det er bedst at lave et lavt støttetag ind i bølgen, når kajakken skærer ud til siden i surf’en. Det virkede også fint, men min nysgerrighed gjorde, at jeg ville prøve med et højt støttetag på den næste tur ind gennem brændingen. Da kajakken så svingede ud til siden, stak jeg pagajen ind i toppen af bølgen i den helt rigtige position. Det første halvandet sekund virkede det fint, men den skummende bølgetop forsvandt hurtigt under kajakken og så var der ikke længere noget pagajen havde fat i, og jeg lå og rodede rundt med bunden i vejret.
I stedet for at rulle op med det samme, kravlede jeg ud af kajakken med den tanke, at jeg kunne træne en cowboy-redningen i de her forhold. Det var ikke så nemt som det lyder, og efter et par forsøg var Martin henne ved mig og lavede en makkerredning, jeg ikke havde prøvet før, og som virkede hurtig og smidig.
En ny makkerredning i havkajak
Kort fortalt, holder dén, der røget i vandet, fast i spidsen af sin kajak, den reddende ror hen og tager fat i kajakspidsen, mens dén i vandet tager fat i dækslinen lige bag cockpittet på redderens kajak. Den bordfyldte kajak bliver nu tømt på sædvanligvis, hvorefter redderen trækker den ind mellem sig egen kajak og personen der ligger i vandet, og som så, når kajakken er på plads, kravler op på bagdækket, stikker benene ned i kajakken, drejer sig op at sidde som man plejer.
Det virkede nemt, hurtigt og i bølgerne.
Træning i havkajak
Efter turen fik det mig til at tænke på flere ting. Først og fremmest at der hele tiden er noget nyt at lære – en af de ting der gør havkajak så spændende. Denne gang var det en ahaoplevelse om makkerredning i havkajak. Det fik mig også til at tænke på, hvor nyttesløs en dogmatisk og ortodoks holdning, til hvordan man håndtere sig selv og sine r kammerater på vandet, er.
Tit bliver jeg en smule træt af hele tiden at træne forskellige kajak-tekniker. Det jeg synes er mest trælst er nok, når vi slæber rundt med hinanden i vores træktov. Jeg gør det jo alligevel, netop for det overskud træningen giver, giver plads til den kreativitet, der er nødvendig for at vælge den rigtige løsningen på vandet – hvad enten det er fladt, eller der er store buler på det.
