Havet er det formløses form. Og hvordan kan en kajakpilgrim finde vej og nå sit mål gennem dette formløse?
Søkort og landkort hjælper os, udtrykker landskabet som symboler på papiret, og dette indlæg handler først og fremmest om kortene vi finder vej efter. Kortene der leder vej over havet og gennem landskabet, så vi ikke farer vild.
Der har været én gang hvor jeg for alvor fór vild – og så måske én mere, men lad mig vende tilbage til det senere. Først lad mig genfortælle en lille historie, der for mig viser essensen af at finde vej.
Engang, da jeg var en ung mand på et stort sejlskib, læste jeg i et af de ‘National Geographic’-magasiner, vi have en stabel af om bord, en beretning fra de oceanfarende folk der beboer Polynesien. De foretog lange rejser i deres udrigger- eller dobbeltkanoer tværs over Stillehavet fra den ene lille, bitte ø til den anden. Historien, jeg læste, handlede om hvordan kongen fra et af ørigerne, på en tur for at besøge en anden konge langt væk, spurgte den gamle, blinde lods om han vidste hvor de var. De unge, der ellers stod for navigation, var usikre på deres position. Den gamle stak hånden i vandet, og kunne straks sige, at de var i Fiji-øernes vande. Han kunne ud fra havets temperatur og bølgernes bevægelse bestemme hvilken havstrøm de befandt sig i, og på den baggrund også angive deres nye kurs. De kom rettidigt frem, og kongen tabte ikke ansigt.
Historien fascinerede mig, og det gør den stadigt – at en blind mands kendskab til havet kan lede vej over tusindvis af sømil, så de i tide når frem til et lille sandskorn af en ø midt i verdenshavet.
For mig er det det navigation er: at man ud fra de indtryk man får fra omgivelserne opnår en viden om hvor man befinder sig, og hvilken vej man så skal tage, for at komme derhen man gerne vil.
Hvor i verdenen?
Med mindre man har evner som en gammel polynesisk lods, bliver man nødt til at ty til andre midler, når det gælder om at finder vej på havet – i dette formløse, der kun med meget subtile antydninger fortæller om hvor en stakkels kajakroer befinder sig.
Himmellegemerne, og deres bevægelse gennem rummet omkring os, har siden tidernes morgen skabt holdepunkter for hvor vi mennesker befinder os, både i tid og rum. Solen står op i øst, går ned i vest og står højest på himlen mod syd midt på dagen. Om natten viser Polarstjernen altid nord. Helt grundlæggende giver solen og stjernerne en sikker fornemmelse for hvor verdenshjørnerne er, og samtidigt tæller de tiden og lader os holde styr på år og dage. Måne, der har en lidt forskudte cyklus, skaber vores tidevand og giver en anelse mere form til havet.
Kort, enten søkort eller landkort, udtrykker i symbolsk form omgivelserne, og de lader os via disse symboler forstå, hvor vi er, giver os muligheden for at kommunikerer det til andre, huske hvor vi var og planlægge hvor vi vil hen.
At læse et kort
Engang, på en vandretur i Finnmarken, stod vi tre mand og kiggede på kortet, for at beslutte hvilken vej vi ville tage for at nå frem til aftenens lejrplads. Jeg holdt kortet, og en af de andre sagde, at jeg skulle lægge kortet i nord – vende det rigtigt i forhold til landskabet. Det undrede mig temmelig meget.
For mig har et kort altid været en abstraktion af landet, og på den måde er det uden betydning hvad vej kortet vender. Jeg kan sagtens relatere symbolerne på papiret til formerne i landskabet uden at sammenligne dem direkte. Det er forresten en hjælp når man bruger søkort i kajakken og det ligger på fordækket – kajakken ligger ikke altid med stævnen mod nord. På samme måde har jeg har heller ikke problemer med at læse kortet på hovedet.
Om det er mig, der naturligt finder det let at læse kort, eller om det min tid som spejder i drengeårene, der har lært mig det, ved jeg ikke. Heller ikke om stedsans er noget der kan trænes. Men at finde vej, enten ved hjælp af himmellegemerne, former i by og land eller med kort og kompas, er helt sikkert noget man kan træne.
GPS
Nu om dage er det med kort og kompas, og andre lidt bedagede måde at orienterer sig, på ikke helt så nødvendige længere. GPS er nu noget alle har. Det sidder i næsten alle biler, i enhver telefon og i alle de sportsure mange bruger. Dog, når man står og kikker på det nydelige display på sin smartphone, skal man måske stadig vende kortet – altså telefonen – mod nord. For nylig blev jeg stoppe midt i København og spurgt om vej af en flok unge pige. Jeg forklarede, men spurgte så hvorfor de ikke bare brugte Google-maps på den telefon de hver især havde i hånden. Forklaringen var, at de ikke kunne finde ud af hvor de var i forhold til hvad de så på skærmen
Som alle andre ting her i livet er det at orientere sig noget der kan læres. Vi har selvfølgelig forskellige evner og talenter, men ingen er håbløst fortabt. Nøglen er ikke at give op, og gøre en indsats for at lære de redskaber der til rådighed at kende. For eksempel, hvis man går en tur i byen eller i skoven eller ror en tur i kajakken, så give sig selv den opgave hele tiden at vide hvor nord er. Eller på lignende måde give sig selv små opgaver. Det giver ikke mening at gå og tænke på nord hele tiden, men ind imellem kan man lige vende tilbage til at finde ud af hvor verdenshjørnerne er. Og hvis vi tænker specifikt på at være på tur i kajakken, så, selv om der er en god turleder der viser vej, alligevel følge med på søkortet, holde styr på hvad man kigger på inde på land og have i baghovedet hvor nord er henne, måske også uden at kigge så meget på kompasset. Ikke at jeg er en eller anden slags purist, der mener at den slags er fy-fy, tværtimod, brug alle de midler der er til rådighed, men hvis der arbejdes på at træne stedsansen, så kig dig først omkring inden du kigger på kort og kompas. Hvis det virkeligt gælder om at finde vej, så tag ingen chancer.
Søkort og topografiske kort
Jeg elsker at kigge på kort. På en måde er det ligesom at læse en bog. Jeg ser landskabet for mig, og drømmer mig bort til de ture, til fods eller i kajak, der kan gøres i de skove, bjerge og ved de kyster, som kortet viser. Eller på skærmen: Google-maps eller -Earth er en god inspirationskilde, og jeg kan sidde i timevis og lede efter potentielle lejrpladser og spændende ruter og spændende steder at udforske.
Jeg tænker nogen gange på, hvilken slags kort, der er bedst at have med på kajakturen. Søkort falder lige for – det er jo havet vi plasker rundt på, men det giver også mening at have topografiske kort med. De viser landjorden med mange flere detaljer end søkortet, og kan tit gøre det lettere at se, hvor man er netop i forhold til landet, og de viser mulige lejrpladser tydeligere. På en overliggerdag, hvor man vil en tur i fjeldet, er de søkort totalt overlegne.
Kort er lavet af papir. Papir har det ikke så godt med vand. Søkort er også både store og dyre. Kortet kan gøres holdbart ved at laminere det, og hvis man starter med at kopier de aktuelle områder i A3, så passer kort pænt på kajakfordækket, og man kan nemt og billigt udstyre en hel gruppe. Hvis man efter lamineringen sliber kortet let med sandpapir i korn 600, er det let at tegne kurs og lave noter på det med en blyant. Selve slibning er usynlig, kort er stadig helt klart, og streger og kruseduller kan viskes ud.
En anden mulighed er søsportskort. De er lavet i A3-størrelse, og papiret er behandlet med plastik, så det kan blive drivvådt uden at gå i stykker. Målestoksforholdet er mindre end de store søkort, men stadig detaljeret nok til det ikke er et problem. En god løsning for en kajakroer.
Faret vild i Jylland
Som nævnt tidligere er der én gang, hvor jeg for alvor har været faret vild. Jeg har altid haft let ved at finde ud af hvor jeg er, og jeg har næsten altid en god fornemmelse for hvor verdenshjørnerne er. Brugen af kort og kompas har også altid faldet mig nemt. Da jeg var spejder, var vores patrulje rigtigt god til orienteringsløb og kom tit først.
Men engang i en plantage i Vestjylland gik det helt galt. Det var nat, overskyet med regnvejr og bælravende mørkt. Jeg var på tur med min efterskole, og vi var delt i to hold. En konkurrence var en del af turen. Jeg husker ikke detaljerne, men vi var tre der blev sendt ud i natten for at spionere på det andet hold. Vi havde blot en vag angivelse af det område de andre befandt sig i, men vi begav os fortrøstningsfuldt på vej. Det var ikke til at se noget som helst, og det varede ikke længe, inden vi mistet enhver idé om hvor vi var. Tanken om at finde det andet hold var ikke aktuel længere – det gjaldt blot om at finde tilbage til varmen i den lade, hvor de andre sikkert lå og puttede sig i soveposerne.
Det våde stykke papir, der skulle forestille et kort, gav os ikke mange oplysninger i det svage skær af den Nefa-lygte, der var vores eneste lyskilde.
Vi fandt til sidst en korsvej. To skovveje krydsede hinanden, men hvilken af de fire retninger, der lovede tørt tøj og venlige ansigter, havde vi ingen anelse om. Pludselig slog det mig, at selv om vi ikke havde kompas og ikke kunne se himlen, var der alligevel en måde af finde nord på. På nordsiden af træstammerne – der hvor solen aldrig når – gror mosset. Det står i alle spejdermanualer, men jeg havde ikke forestille mig, at jeg nogen sinde ville få brug for den viden. Vi famlede rundt på de nærmeste stammer. Det er meget mørkt om natten langt ude i skoven i Vestjylland i regnvejr, men vores fingre fandt hurtigt det våde mos, der rigtigt nok kun sad på den ene side af træerne.
Vi vidste hvor nord var, kunne igen bruge kortet og var forbavsende hurtigt tilbage og kunne aflyse den eftersøgningsgruppe, de andre skulle til at sende ud efter os.
– og i Valby
Den anden gang jeg fór vild, var det GPS-en der reddede mig. Jeg skulle låne en bil, der stod parkeret ved Valby Station. Bilen stod hvor den skulle, og jeg var hurtigt af sted. Et øjeblik efter drejede jeg forkert et sted ved Vigerslev Allé, efter en række febrilske forsøg på at finde tilbage, måtte jeg erkende, at jeg ikke anede hvor jeg var. Jeg havde ikke en gang en fornemmelse for, om husene omkring mig lå i Valby eller Hvidovre.
Det er nok i bylandskaber, jeg lettest mister orienteringen i. Det sker ind imellem, at jeg for drejet omgivelser helt rundt i hovedet. Som regel varer det kun et øjeblik, men i denne situation var jeg helt fortabt.
Med ét slog det mig: jeg havde min telefon og Google-maps. Hvor var det let. Lynhurtigt var jeg på kendte veje igen.
Kortet og landskabet
Den kontroversielle franske forfatter Michell Houellbeq har skrevet en bog der hedder ‘Kortet og landskabet’, og den handler blandt andet om hvordan symbolerne på papiret, malerlærredet eller filmstriben relaterer til verden og virkelighed som vi oplever den. En god bog, men måske ikke så relevant i forhold til at finde vej i en kajak, men bare for at finde vej i livet det hele taget.
Der er en forskel på ikke vide hvor man er helt præcist og så at være faret vild. Når man er faret vild, er man helt væk, og man må grave dybt for at finde redskaber, der kan hjælpe én tilbage. For mig er der dog noget spændende ved ikke at kende de omgivelser jeg bevæger mig gennem, både i sind og rum. Jeg ved ikke hvor jeg er, men har stadig en god fornemmelse af hvordan jeg kommer tilbage til kendte strøg.
Det er her eventyret opstår, her jeg går på opdagelse, her jeg lærer noget nyt – både om verdenen og om mig selv.