Når jeg er ude på havet i en kajak er det en oplevelse der rør mig på mange måder. En oplevelse der først og fremmest gør mig glad, men det er også en oplevelse der lader mig komme tættere på mig selv. En oplevelse der forbinder mig til noget der er større end mig selv. Det er en oplevelse der især træder frem når jeg er på længere ture og rejser. Derfor kalder jeg bloggen Kajakpilgrim. Jeg er en pilgrim på havet.
Hvad betyder ordet pilgrim?
»Pilgrim, en person, som foretager en pilgrimsfærd eller valfart, dvs. en rejse med religiøst formål og symbolsk indhold til et helligt sted. […] den valfartende udskilles af sit vante miljø, gennemfører en farefuld eller strabadserende færd, når sit mål og vender tilbage […] Pilgrimmen når i symbolsk, men konkretiseret, forstand et mål, et centrum, en opstigning til et højere åndeligt stade, paradis, det sande hjem.«
»Pilgrimmen er typisk iklædt en bestemt dragt […] iagttager en række rituelle regler og lever renset og asketisk undervejs til målet.«
»Begrebet pilgrimsfærd […] har tillige været brugt om den moderne, rodløse, ateistiske “pilgrim” i moderne tid, der har længslen i sig, men ikke noget mål. Denne type karakteriseres centralt af Par Lagerkvist: “At være et menneske vil sige at hungre efter noget, der ikke findes” […] Vilhelm Grønbech brugte begrebet “pilgrimsmyte” på en tilsvarende vis om det moderne menneskes rastløshed og rodløshed og flugt ind i ideologier og utopier, […]«
Finn Stefánsson: Pilgrim. I Symbolleksikon, 2009, Gyldendal.
Beskrevet med andre ord, er en pilgrimsfærd altså:
- En rejse til et helligt sted.
- En rejse, der er et ritual, hvor målet er symbolsk, og som leder pilgrimmen til en højere tilstand.
- En strabadserende og farlig rejse, en rejse som også fordrer askese – et simpelt liv.
- En rejse, der i den moderne fortolkning, er et remedie mod den rodløshed og formløse længsel, der hærger det moderne menneske.
Hvad er da målet? Hvor går rejserne som pilgrim på havet hen?
Jeg tog ud på en lang tur langs Sveriges vestkyst i sommeren 2018. Målet med rejsen var ikke et konkret sted, men oplevelsen i sig selv: det at være alene af sted på havet.
Mine pilgrimsture kunne i princippet være til fods, men efter fem knæoperationer er det ikke længere muligt, og her kommer kajakken ind som det optimale alternativ: et ydmygt fartøj der drives frem kun ved min egen kraft, kun min vilje, kun min krop. En havkajak kan klare sig næsten over alt og næsten under alle forhold. Og jeg kan rigtigt godt lide havet.
Livet som pilgrim på havet, på rejse i en kajak, er et asketisk liv. Stuvepladsen begrænser hvad man kan have med. Komforten er begrænset til telt, sovepose og trangia. Man står op om morgen, spiser og gør sig klar, mens man i ydmyghed for havet og vejret planlægger dagens tur. Man sløjfer lejren og pakker kajakken. Begiver sig ud vandet. Kommer i land og slår lejr. Spiser og sover. Og igen den næste dag.
Men alligevel er alting nyt, dag efter dag.
Pilgrim i den moderne verden
Hvordan kan man rejse i den moderne verden på en måde, så rejsen bliver en frigørende handling. Hvor man ikke er bundet af destruktiv monotoni, hvor det ikke er ting og deres værdi, der sætter grænser, og hvor man får rejsens rytme i blodet – som en sang, der hver dag skaber verdenen på ny.
Rejsen med tog, fly eller bus dur ikke. I disse maskiner har man overladt det til andre at rejse. I en bil er det én selv der har ansvaret, men laget af fremmedgørelse er for tykt. Nej, på fødderne, i en båd, enten kajak, kano eller sejlbåd, eller måske på hesteryg. Det er her måden skal findes.
Alternative flyrejser er måske også en måde: svævefly, ballon eller eldrevne fly med solceller. Men det højteknologiske er en form for stopklods og et nyt lag af fremmedgørelse med alt hvad det indebærer af finansiering, konstruktion og logistik.
Og de der kæmpe krydstogtskibe. Der er det jo ikke mennesker på rejse, men en hel by i bevægelse. Pilgrimsrejsen der er blevet til en fejring af konsumerisme.
Jeg har altså valgt kajakken.
På havet
For mig er det at være pilgrim på havet en rejse til et sted i mig selv. Jeg kender ikke dette sted, jeg aner det dog et sted i tågen, i mørket. Jeg ved, det er der, der går frasagn om dette sted, brudstykker af fortællinger, der anes bag flagrende slør. Jeg vil derhen!
Jeg må følge den længsel, der altid har kruset vandene i mit indre.
Det er et ritual, og at være i naturen er en væsentlig del af dette ritual – at være ude i det fri, at være i bjergene, eller i skovene. Nu er det blevet havet, og det er godt.
Det glæder mig at være tæt på urkraften. Den kraft, der både er i den fysiske verden, og som også er et sted dybt i mig selv, så dybt, at det ikke længere kun er en del af mig, men af alle mennesker.
Målet for mine rejser er havet i denne dobbelte betydning.
Den evige pilgrim
Pilgrimsrejser har altid eksisteret, og er stadig en stor del af alle de store religioner. Her i vores tid er det også blevet noget de a-religiøse (og de moderne religiøse) begiver sig ud på. Antallet af vandrere på pilgrimsruten til Compostella er ekstrem, og andre ruter, også her i Danmark, bliver brugt i vid udstrækning.
Jeg er ikke interesseret i pseudoreligiøse destinationer. Jeg er hverken a-religiøs eller religiøs. Jeg har mit eget autentiske ritual – mit eget hellige mål – jeg kan bare begive mig på vej.
Jeg satte kajakken i vandet ved Hornbæk og roede nordpå, vendte på et tidspunkt om og roede noget af vejen tilbage.
Jeg har være på andre ture, og jeg skal ud på atter andre ture. Både i de hjemlige farvande og langt væk til fjerne egne, der hvor vild natur råder. Eller til steder hvor kulturer gennem århundreder har formet landskabet, men altid så simpelt som muligt – så nært som muligt.
Det enkle liv
Hvorfor askesen, som i følge citatet ovenfor også er en del af pilgrimsfærden? Svaret er det enkle liv. Ikke det new-age-produkt der kaldes Simpel Living, men bare det, der ikke er andet end rejsen, og de ting man gør på vandet og i lejren.
Denne simpelhed følger nærmest naturligt, når man rejser i kajak. I en havkajak er en pilgrim på havet naturligt begrænset af hvor meget, der kan være i lastrummene, og selv om der kan være en del, er man ikke tæt på at kunne leve det bekvemme, hjemlige liv.
Den askese, der naturligt opstår, bliver ikke at afsavn, men noget der skaber et mentalt rum. Et rum hvor jeg gør nye opdagelser og får nye erkendelser.
Vildmarksliv er ikke et spørgsmål om overlevelse, sådan som forskellige Tv-programmer fremstiller det.
Da jeg var ung, havde jeg til dels også den forestilling, at de to ting var knyttet til hinanden, men i virkeligheden forstod jeg ikke denne sammenkobling, og det gør jeg stadig ikke. For mig er vildmarkslivet befriende.
En pilgrims drømmespor
Dagdrømmene om ture og rejser på vandet skaber billeder i sindet og længsler efter at komme ud. Skaber idéer og forslag til hvor kommende pilgrimsfærder kan gå hen, hvor oplevelser, der opfylder forventningerne der på den måde er skabt, kan finde sted.
Men drømmene i soveposen, når man er på selve turen….?
Jeg lå i teltet tidligt om morgenen. Det var helt lyst, for vi var i Finnmarken i det nordligst Norge på vandretur i et utroligt øde landskab. På trods af at midnatssolen skinnede, havde nattefrosten lagt et lag af rim på teltets inderside, hvor kondens fra vores åndedrag havde fortættet sig.
De to andre sov stadig, men jeg var lige vågnet fra en meget levende og kraftfuld drøm. Jeg vil ikke gå i detaljer med drømmen – det er min. Dog, den var tydeligt knyttet til det sted vi var. Vi havde slået lejr i en dal, hvor en mindre elv strømmede ned fra en stor sø, ned mod den meget større elv, der prægede landskabet vi have vandret gennem et par dage. Det var tydeligt at samer havde brugt stedet langt tilbage i tiden. Der var et vadested, og skjult i græsset og mosset var stenringe, hvor lavoer havde stået, og rester af stengærder fra folde til rensdyrene.
Drømmen var skabt af dette sted, og de væsner, der besøgte mig i drømmen var af landskabet.
Der er mange andre drømme, og det er en sær oplevelse, at de kan være noget, der er en del af et bestemt landskab. Spor der sættes, både i verdenen og i sindet.
På havet igen
Jeg tager ud som pilgrim på havet igen. Jeg lader mit spor være kølvandet fra kajakken. Havkajakken bevæger sig i grænsen mellem havet, jorden luften. Ved kysten, hvor det flydende, vilde og utæmmelige mødes med det faste, der mange steder er formet (tit forgæves) af vi mennesker gennem årtusinder.
3 kommentarer
Glæder mig til at følge dig, Anders. Det er en fremragende idé du har fået. Det skal nok blive en enestående oplevelse. Karen-Lise fortalte mig om bloggen.
Godt at se dig her Joine. Velkommen.