I sommeren 2018 tog jeg ud på en lang tur i min kajak. Jeg havde et brændende ønske om at komme ud på havet i længere tid. Ikke bare en tur hvor jeg var af sted sammen med andre en uge eller to – jeg ville meget gerne være væk i lang tid. Jeg ville også gøre det alene.
Jeg havde tidligere været på ture blandt andet til Færøerne og Nordnorge, men denne gang have jeg ikke lyst til alt besværet med en lang rejse. Ikke fordi jeg har noget mod, at kajakture skal forgå på den måde – overhovedet ikke, men denne rejse skulle så vidt muligt være befriet for logistik. Det ville også give mig mulighed for at bruge pengene på en kajak i stedet for på en masse rejseudgifter.
Først og fremmest var idéen dog, at det skulle være en simpel rejse. Let at komme af sted, let at planlægge, let at finansierer og med mest mulig turglæde.
Hvorfra – hvortil?
Det oplagte var at starte fra hvor jeg bor – ikke i Købmagergade, men fra klubbens kajakskur på Holmen, altså der hvor min kajak bor. Jeg havde først tænkt på at ro rundt i Danmark, men jeg ville gerne have en naturoplevelse, der var knap så hjemlig, og mit ønske var heller ikke en rundtur. Jeg havde taget fri to måneder, og ville ro så langt jeg kunne en måned den ene vej og så vende om og ro hjem igen.
Rejsens mål var som sådan ikke et sted, men turen i sig selv og det landskab jeg kunne padle igennem på de to måneder.
Skærgården
Stedet, jeg valgte, blev skærgården langs den svenske vestkyst. Op forbi Hven, Helsingborg, Kullen og videre op langs den åbne kyst, op til skærgården nord for Göteborg, og så langt nord på gennem denne, jeg kunne nå, inden jeg så vendte om og startede turen hjem.
På den måde skulle skærgården blive det det fysiske mål for denne tur. Jeg elsker skærgården, og den er stor og smuk op langs den Svenske vestkyst.
Hvordan gik kajakrejsen så?
En del ændrede sig fra det oprindelige oplæg. I stedet for at starte fra Holmen, startede jeg fra Hornbæk, og jeg nåede heller ikke hele vejen hjem, men blev hentet i Marstrand efter at have være på vej sydpå et stykke tid.
Jeg havde lyst til at dele mine oplevelser undervejs, og jeg havde i forvejen besluttet mig for at skrive denne blog og komme med jævnlige opdateringer om hvordan rejsen gik. Det blev en spændende del af turen. Stor set hver eftermiddag skrev jeg og blev overrasket over hvor mange, der syntes det var spændende at følge med i mine oplevelser.
Jeg har samlet beretningerne fra de enkelte dage sammen til fem indlæg, hvor man kan læse om hele turen:
- Havkajak i skærgården – dagbog, første del
- Havkajaktur i skærgården – anden del
- Kajaktur i skærgården – Tredje del af dagbogen
- Kajak i skærgården – dagbog, fjerde del
- Havkajakturen i skærgården – Blev mine forventninger opfyldt?
Turen blev en fantastisk oplevelse, og gav mig mod på både at blive ved med at skrive denne blog, og komme ud på endnu flere lange kajakture. For mig er de bedste naturoplevelser knyttet til havet, og jeg vil ud igen!