Senja – havkajak blandt havørne og koraller

Der lå en kæmpestor helleflynder på gulvet i skuret, som var indrette til at rense fiskene fra de arrangerede fisketure, der gik ud fra naturhavnen i Hamn på Senja. De to unge mænd, der kort tid forinden havde halet den op af Norskehavet, så temmelig stolte og glade ud. Den var også stor. Jeg kan ikke huske hvor mange kilo, men den var tung.
Vi var ankommet et par timer tidligere og var ved at gøre kajakkerne klar, ved at få pakket al vores grej ned i dem. Vi skulle være 5 – 6 dage på vandet, og havde ikke de store problemer med at få plads i de kajakker, vi havde lejet på stedet.

Hamn på Senja

Hamn er et gammelt fiskerleje, der ligger på vestsiden af den store ø, der hedder Senja. Det er nu indrettet til hotel, restaurant og aktivitetscenter, og vi havde via kontakter fået en god aftale til leje af kajakker. Der var forskellige type, og vi valgte Reval midi i plastik – umiddelbart virkede de som det bedste valg blandt det, der var til rådighed.

Vi havde spidst en overdådig aftensmad på restauranten, og gik efter pakningen på vandet i havblik og mindnatssol. Planen var at ro et par sømil ud til en lille ø og slå lejr der.
Hamn ligger ved Bergsfjorden, som faktisk er et lille øhav. I følge turistbrochuren ligger der 98 små øer – vi talte ikke efter, men det passer meget godt: masser af små og store øer og holm mellem hinanden. Havet er fuldt af koraller og strandene på øerne består af krid-hvidt koralsand. Da vi trådet ud af kajakkerne, sank fødderne dybt ned i det grove sand, der skinnede hvidt i polarlyset.
Vi halede kajakkerne godt op ovne for højvandsmærket, og faldt i snak med en gruppe kajakroere, som var på udflugt i midnatsolen med et par af guiderne fra centret. En af guiderne stak hånden i vandet og viste os den eremitkrebs, han havde fået øje på – vores første møde med den utrolige biodiversitet, der præger havet og landet her oppe.
Vi fandet et godt sted til teltene, og tørnede ind efter en lang rejse.

Tre på kort visit i Tromsø

Vi var tre, Sune, Bue og mig, og var startet tidligt om morgen fra Kastrup, havde mellemlandet i Oslo og siddet og ventet nervøst i Tromsø. Vores bagage var ikke kommet med flyet, så det var med spænding og kriblen i maven, vi ventede på det næste fly. Ventetiden blev brugt til at lægge lidt planer for hvordan vi skulle gribe det an, hvis oppakningen ikke kom. Det blev heldigvis ikke nødvendigt – det hele var med den næste ankomst fra oslo. Til gengæld havde vi god tid til at undre os over de lokales smag i snacks: Tørfisk lå i fine poser ved siden af chips og peanuts. Jeg er sikker på det er lækkert, men undlod dog at smage – Sune og Bue følte sig heller ikke fristet.
Efter at have provianteret i Tromsø, tog vi hurtigfærgen til Finnsnes, hvor vi blevet hente af en guide fra Hamn.

Det eksotisk øhav

Næste morgen havde vi svært ved at klage, da vi stak hovedet ud af teltene. En fantastisk morgen, stille og med strålende solskin.
Øerne i Bergsfjorden danner et landskab (eller hedder det et havskab?), der ikke minder om noget man forbinder med Norge. Små øer mest, med enkelte lidt større ind i mellem. De ligger tæt sammen med små listige passager og glitrende hvide strande. Øerne er afrundede og fyldt med vegetation og masser af fugle. Også i det klare vand er der en eksplosion af liv, og vi kunne kigge ned på koraller, søpindsvin, fisk, og masser af forskellige slags tang.

Vi følte os hensat til et eller andet eksotisk sted i troperne, langt borte fra polarhavet.
I det taget var vi overraskede over hvor meget liv der var, både i havet og på land. Når man tager i betragtning, at Golfstrømmen holder havet isfrit heroppe, er det ikke underligt, at der har boet mennesker her, siden isen trak sig tilbage efter sidste istid.

Kogekaffe og Guld-toilet

Vi lagde til i en lille vig med en bred sandstrand. På spidsen af pynten, der dannede vigen, lå en stor købmandsgård på pæle. Tidligere har den været en ladeplads, hvor fiskerne solgte med deres fangst, som så blev salte eller tørret og siden udskibet til Sydeuropa. Fasten i de katolske lande var et stort marked for klipfisk.

Det store hus var nu et kulturhus med galleri, café og tjæresort kogekaffe.
Hele dagen havde vi roet glade i strålende solskin, men været lidt nervøse for den tætte tågebanke, der lå længere ude på havet. Vi fandt senere ud af, at der er et almindeligt fænomen. På den side af Senja, der vender ud mod Nordatlanten er der flere dybe fjorde. I fjordene er det fint og stille vejr, ude ved forbjergene mellem fjordene blæser det friskt og lidt længere ud på havet ligger tågebanker. De kommer sjældent helt ind til land, men en enkelt gang trak tågen dog ind i en af fjordene, og løftede sig samtidigt, så den lå som et lavt gråt låg mellem fjeldene.
Det var tilfældet, da vi lagde til i bunden af Ersfjorden. Her, på den offentlige lejrplads, var der mange turister, men også god plads. Folk på cykel eller motorcykel havdet slået telt op, og på parkeringspladsen holdet en lang række autocampere.
Den store attraktion, for os i hvert fald, var det af lokale berømmede »Guld-do«. Et meget kreativt udført toilet og bad.

Knausgård og dårligt vejr

Turen foregik jo i Norge, så vi slap selvfølgelig ikke for dårligt vejr. Den næste dag gik vi i land på en lille strand i blæst og regn, fik slået teltene op og sad og skuttede os, mens vi spiste aftensmaden. Næste morgen var vejret ikke meget bedre, men det holdt dog op med at regne og da vi roede ind i fjorden mod Husøy lagde vinden sig også, og et blødt lys mellem fjeldene gjorde dagen helt speciel.
Husøy en aflang ø, der ligger tæt ved kysten i en af fjordene. En dæmning forbinder øen med land, og danner samtidig en beskyttet havn. Byen, der fylder hele øen, er blevet rig på fiskeri og fiskeeksport. Inde på land stod kilometer lange stativer til tørring af fisk, og hørmen af tørfisk var temmelig gennemtrængende.

Vi benyttede besøget her til at købe ind og hygge os på den lille lokale café. Mætte af vafler og rømme gik vi en tur i byen. Ved den lokal skole, gik det op for mig, at dette var stedet hvor Karl Ove Knausgård havde de oplevelser, han siden har beskrevet indgående, både i det autobiografiske kæmpeværk »Min kamp« og digtet om i en anden af sine romaner. Det var med lidt ærbødighed jeg kiggede på skolen. De andre, der ikke havde læst Knausgård, var ikke særligt imponerede og syntes jeg var lidt åndsvag.

Havørne og en særlig klippeformation

Vi roede hen langs høje, lodrette klippevægge. Toppene forsvandt op i skyerne højt oppe. Fjeldvæggene lignede et sted hvor tusindvis af havfugle ville kunne slå sig ned og havde deres reder; men der var ikke en eneste. Her var helt tomt.
Vi forstod hvorfor, da to havørne kom svævende ud ad skyerne og ned langs klippefladerne. De svingede hen langs væggen og steg op gennem en kløft, op i skyerne igen. Det gik op for os, at den lille tot på toppen af en hus-stor klippeblok ved foden af ravinen i bunden af kløften, også var en ørn. Den lettede og fulgte de andre op i skyerne, da vi kom nærmere. Ørnene blev ved med at kredse langs fjeldene, ud og ind ad skyerne, mens vi roede forbi.

Det var ikke den eneste oplevelse med havørne. De var over det hele. Mest så vi dem på vingerne kredsende højt oppe, men en enkelt gang var der en, der slog ned og greb en fisk i overfladen ikke langt fra os. Vi så dem også siddende på klipperne eller i træerne. Der var mange, og tit så vi flere ørne end måger – når der var ørne, holdt mågerne sig væk.
Senere samme dag padlede vi forbi en struktur i en høj klippe. Den blev fotograferet, og vi var enige om, at der var noget bekendt ved den. Vi fandt ikke ud af det, men den må helt sikkert have haft et navn blandt de lokale…

Fisk og søpindsvin

I havet var der masser af fisk, og vi så stimer af sej mange steder. Sune smed tit fiskegrejet ud, og den stod på friske fileter nogle aftener (for dem, der ikke var vegetar). Desuden mente han, at rå søpindsvin var en delikatesse, og pillede et op ad vandet en dag og skilte det ad. Fra den alien-agtige inderside fiskede han noget orange stads ud som skulle være det spiselig. Jeg kunne påberåbe mig at være vegetar og nemt snakke uden om. Bue derimod, blev for en kort tid nødt til at konvertere, så Sune nød delikatessen alene.
Søpindsvinet er en mærkelig skabning. Inden i er der meste bare vand; op langs indersiden af skallen sider muskelbånd, som styrer piggene som dyret kravler af sted på; i midten sidder mundtøjet, som meget ligner det fra væsnet i rum-gyser filmene med Sigourney Weaver i hovedrollen; i toppen sidder så det, der tilsyneladende kan spise.
Han hævdede det smagte godt.

En dag på fjeldet

Kajakken jeg roede i viste sig at være temmelig skæv, hvilket betød at den hele tiden trak mod bagbord. Efter tre dage var jeg derfor fuldstændigt smadret i min venstre skulder og havde bruge for en hviledag. Sune og Bue tog en god, lang tur ud til nogle spændende øer nord for hvor vi havde slået lejr, og jeg gik en tur i fjeldet.

Jeg blev igen forundret over hvor frodigt, der er så langt nord for polarcirklen. Udover forskellige græsser og mange blomster, var der mange forskellige slags mosser og lav, og der var masser af birk og gran, men også mange andre træer, og nogle steder stak en orkidé eller to blomsten frem. Mellem træerne lå mosser og lav tykt – nogle steder 20 til 30 centimeter – drivvådt selvfølgelig, og jeg sank for hvert skridt langt ned i det, og måtte senere bruge resten af dage til at tørre mine gennemblødte støvler.
Nogle af træerne, især birkene, var ældgamle og krogede. Og på en af de knækkede stubbe, kunne det ses, at vi var langt mod nord: med en diameter på cirka 25 centimeter, viste årringene at træet havde været meget gammelt. Ringene var helt tynde og tæt sammen.
Skoven var tæt og ufremkommelig på trods af utallige dyreveksler. Den skjulte også på en klippevæg, så selv om jeg nåede højt op, nåede jeg ikke toppen af fjeldet, men måtte nøjes med mystikken i denne uberørte urskov.
Mens støvlerne tørrede, havde jeg god tid til mange kopper kaffe og mange kapitler i min bog, inden de to andre sidst på dagen kom surfende ind på stranden. Bue kom først, og det varede lidt inden Sune landede – en større stime sej havde optaget ham og hans fiskegrej.

Senja

Senja er en stor ø, og jeg vil tro at en kajaktur hele vejen rundt vil være en 14 dages tur. Man kan sikkert sagtens gøre det hurtigere, men der er mange dybe fjorde og andre spændende steder at udforske. Desuden er den store nationalpark i øens centrale dele, et godt mål for vandre- og topture.
Nordnorge er langt væk. Vi fløj som nævnt til Tromsø og tog en hurtigfærge til Senja, og da vi skulle hjem, kørte vi med lufthavnsbus til Bardurfos og fløj derfra til Kastrup med skift i Oslo. Så på trods af afstanden er logistikken ikke forfærdelig. En anden mulighed er at kører derop og have egne kajakker med. I det tilfælde er det nok smartest at køre gennem Sverige, hvor vejene går ligeud til forskel fra i Norge.
I Hamn kan man leje kajakker. Da vi var der i 2016, var de ikke vant til at leje ud til flerdages ture, men vi ringede derop og fik en god aftale. De bruger kajakkerne meget til små guidede ture, der er ret populære. Det er derfor en god idé at bestille, hvis man planlægger en ture der op.
Og en tur til Senja kan i høj grad anbefales!

Bilederne er taget både af Bue, Sune og jeg, klik på dem for at se dem i stor størrelse. I et tidligere indlæg er der mange flere. Se dem her.