Efter to døgns rejse mad færge og bil ankom vi i dag (tirsdag) ved middagstid til Sandnessjøen. Vi havde tænkt at byen ville være det bedste sted at sætte kajakkerne i vandet, samtidigt med at den ikke ligger alt for langt væk fra E6 og dermed ville vores køretur ikke blive unødvendig lang.
Over Sandnessjøn knejser De Syv Søstre, en af attraktioner her I Helgeland. I dag knejser de dog op i skyerne – skyerne der kun med korte mellemrum lader selve tinderne titte frem og som efterlader et beskedent indtryk hvor flotte søstrene er.
Uheld og pakning
Turen har fået en lidt uheldig start. Ingela er syg og besluttede at hun ikke ville ro i dag. Hun har indlogeret sig på en campingplads, og tanken er at vi tre andre samler hende op derfra når hun føler sig frisk (forhåbentlig i morgen).
Nu, da det er den første dag tager det som altid lidt ekstra tid at få fiflet alle pakkenellikerne ned i kajakkerne. Jeg har måske været lidt for ekstravagant med madindkøbet og et par af tingene måtte blive i land. Alt det andet fik jeg plads til efter lidt prøven mig frem.
Den første lejr
Vi roede ikke så langt – bare til en ø hvor en venlig mand havde udpeget en god plads. Den viste sig også at være rigtig god med en fin strand og så meget telt plads at hele kajakklubben kunne have slået lejr her.
Vi mødte i det hele taget en del venlig, glade mennesker på havnen i Sandnessjøen. Og da vi netop havde startet pakning, dukke en enlig kajakroer op med sin kajak på taget af bilen. Hun regnede med at ro rundt her ved Helgelandskyste nogle uger bare i selskab med sig selv
Vi har slået lejr tidligt og nydt landskabet (og det skiftende norske vejr). Landskabet er lige så storslået som vi havde ventet, og vi ser frem til at opleve meget mere af det de næste dage.