Miljøsvineri – splinten i kajakroerens øje

Jeg bliver glad når jeg ror i kajak. Jeg elsker at være på vandet. Det er fantastisk at sidde i min havkajak der hvor den hører hjemme – ude på havet. Og selv om vejret er surt med modvind og regn, er det et befriende sted at være.
Jeg nyder det også når jeg er kommet hjem efter en lang tur og sidder tilpas træt, mæt og varm i sofaen med en kop te. En glæde der sagtens kan vare et par dage.
Noget der derimod ikke gør mig glad er alt det skidt og lort jeg ser og lugter og smager rundt omkring i vandene og på strandene.
Kajakroning er en aktivitet der i høj grad vækker glæden ved naturen og ved den helende kraft naturen har, men den vækker også en sorg over at se alle de forskellige måder vores vande er svinet til på. Med ‘vores vande’ mener jeg ikke bare det lokale ro-vand, men alle bælter, sunde, fjorde, vige, bugter, have og oceaner, nære og fjerne – alt det vand der eksisterer på Jorden.
I kajakken er vi tæt på vandet, og det miljøsvineri der fylder naturen er umuligt ikke at se.

Miljøsvineri med olie

Jeg kan godt lide at lave grønlændervendinger, jeg er faktisk ret optaget af det lige for tiden. Hvis du er interesseret, så læs mit forrige indlæg om kajakrul.
En dag for et par uger siden var jeg var hoppet i kajakken for at træne et par nye rul. Jeg startede med at padle lidt rundt for at varme op, og skulle lige til at dykke ned i vandet, da jeg opdagede at der lå en tynd oliefilm overalt på vandoverfladen.
Det sker tit i Københavns havn, og man kan godt undre sig over hvorfor. Olien eller benzinen kan været kommet der på mange måder. Selvom det er nemt at spilde noget, når man skal fylde en påhængsmotor eller tømmer det gamle bundvand ud, sker det kun hvis man er sløset eller uopmærksom. Som om, at når det er havet eller havnen, så sker der ikke noget ved det, man kan smide alt muligt i lige fra slikpapir til kvindelig – ude af øje ude af sind.
Olie og benzin breder sig hurtigt ud over et stort område og giver let indtryk af at der er meget, selvom det blot er nogle få dråber. Dog, jeg undrer mig altid over hvorfor det ikke kan lade sig gøre at passe bedre på.
Den dag roede jeg blot lidt op mod vinden, kom hurtigt væk fra olien og kunne rulle rundt i vandet til jeg ikke gad mere.

Fugle kvalt i olie

De få oliedråber er ingenting mod de helt store olieudslip. Jeg bliver lidt deprimeret af at tænke på at skulle remse dem op, så jeg vil nøjes med at nævne det igangværende i Det Indiske ocean, hvor et helt øsamfund og alt naturen omkring det, er i stor fare for at ende som en stor oliepøl.
Og da jeg var dreng, og vi havde været på stranden og derhjemme måtte rense sko og bare fødder med rensebenzin for at slippe af med resterne af de klistrede olieklumper der dengang flød i land på strandene langs Vesterhavet.
Olie fordamper og nedbrydes efterhånden, men inden det er sket, kan alt liv ødelægges der hvor forureningen rammer.
Husk billederne af fugle og andre dyr klistret ind i det sorte stads!

Miljøsvineri med plastik

Der er plastik alle vegne. Over det hele. Hvis du kigger omkring er der helt sikkert en del plastik rundt om dig. Det er et fantastisk materiale der kan bruges til at muligt lige fra Margretheskåle til havkajakker. Det kan bruges til at pakke alt muligt ind i lige fra mennesker til julegaver til mad og naturen. Det er egentlig temmelig svært at forestille sig vores moderne verden uden plastik.
De sidste år har dog vist at der er et kæmpe problem med plastik: det er meget uforgængeligt. Det bliver liggende alle vegne i mange, mange år, og ad åre slides det blot til mindre og mindre plastikstykker (jeg ved godt man kan få biologisk nedbrydeligt plastik, men det er et minimum af al plastik, og det nedbrydes faktisk ikke særligt hurtigt).
Der ligger store øer af sammenhobet plastik flydende rundt i Stillehavet. Det flyder på alle strande. Du kan se det flydende i skove og på marker. Over det hele.
Det slår dyrene ihjel. Hvaler bliver fundet døde på stranden med maven fyldt med plastikposer og fiskegarn. Fugle ligger stranguleret i stumper af den ene eller anden slags plastik. Jeg kunne blive ved men har ikke lyst til det – du kan selv kigge videre med din foretrukne søgemaskine, det er nemt at finde tusindvis af billeder af dyr, store og små, der på grusom vis er bukket under for vores miljøsvineri med plastik.

Plastik over det hele

Det er også blevet klart at det ikke kun er plastik som vi umiddelbart kan få øje på. Mikrostumper af plastik er begyndt at dukke op alle vegne. Og når jeg siger allevegne er det lige præcist det jeg mener. Det findes i mennesker, i dyr, i jorden i vandet – i al ting. Som små korn, som man sikkert kan se med det blotte øje hvis man ser efter, og som mikroskopisk små partikler der flyder og blæser rundt alle vegne.
Jeg blev lidt chokeret da jeg tidligere på året læste en artikel i Information. Den beskrev hvordan mikroplast kan findes selv på de mest øde steder. Plast der ikke kun stammer fra affald, men er partikler der er slidt af vores tøj og vores ting. Så småt at det kan føres rundt med vinden eller vandet, oven i købet langt bort til steder fjernt fra mennesker.
Det minder mig om en serie af bøger af Gene Wolf der foregår tusindvis af år ude i fremtiden. På strandene i den verden er sandet ikke forvitrede bjerge, men små korn af plastik i alle mulige farver.
Den gode nyhed er, at der endnu ikke er noget der tyder på at mikroplast i naturen, i vores mad, i vandet, i luften, i vores blod, i vores kropsvæv har nogen skadelige virkning… Jeg er lidt i tvivl om det er en god nyhed – det er stort set lige blevet opdaget. Der er ingen der ved hvad det kommer til at betyde for vores sundhed og livskvalitet, for slet ikke at tale om naturen i det hele taget.

Drivgods – miljøsvineri?

Miljøsvineriet i havene er ikke kun olie, kvælstof, fosfor, andre udslip og plastik, for der er selvfølgelig også al drivgodset der driver rundt og ligger skyllet op på strandene.
Alt muligt: store træer, køleskabe, legetøj, døde dyr og utænkeligt meget af alt hvad du kan forestille dig (også selvom du kan forestille dig rigtigt meget). De steder hvor vind og strøm arbejder sammen, ligger det hobet sammen i store bunker.

En dag i Sognefjorden kom jeg til et lille næs hvor jeg havde planlagt at slå lejr. Der var en sjælden strand der gjorde det let at få kajakken op – især da nogle tidligere besøgende havde fjernet stenen i en lille stribe der lige passede til en havkajak. Oppe over højvandsmærket lå der tonsvis af drivgods, så meget at jeg syntes det var overvældende. Det meste var slidt til ukendelighed, der var meget plastik, gamle bøjer, et køleskab, noget fra et skib, fiskenet, flamingo og så videre – bunkevis af det.
Meget af det var drivtømmer som der ret naturligt er meget af overalt i Sognefjorden. Den meget sne om vinteren og klippeblokke fra løst fjeld river træerne ned ad de stejle fjeldsider, og store og små stammer og grene bliver skyllet op alle vegne. (Det var en stor hjælp. Min kajak var tung med grej, jeg var alene og kajakken skulle højt op på grund af den store tidevandsforskel. Det meget drivtømmer var fint at lægge ud så jeg kunne trække kajakken op uden at skrabe al gelcoaten af på stenene – og der var mange sten.)

Historierne på strandene – ikke kun miljøsvineri

Det er utroligt hvad man kan finde skyllet op på strandene, og jeg er lidt delt når det drejer sig om drivgods og drivtømmer.
Jeg bliver gang på gang forarget over alt det lort vi finder skyllet i land på kysterne, men på den anden side finder jeg det også spændende. Alt det der ligger på strandene fortæller på den ene alle anden måde en historie. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvor tingene kommer fra og hvordan de kan være havnet lige der hvor jeg finder dem.
Desuden har deres tur gennem havet forandret dem, lidt eller meget, nogle ligefrem til ukendelighed. Grene og træer der er slidt, slået og slebet til helt nye former der vækker fantasien, flokke af fabeldyr der beboer vores kyster. Gennemsyret af sol, salt og hav, med nye farver og strukturer. Ikke kun som vi finder dem, men også når vi lader dem nedbryde yderligere: bålet af drivtømmer der brænder med blå og grønne farver, helt forskelligt fra den ild vi ser i bålet i skoven.
En dag på Færøerne så vi højt oppe på en klippe hylde, 25 – 30 meter oppe, store sønderslåede træstammer liggende som vidnesbyrd om den kraft stormene rammer kysten med.

Drivtømmer, sten og skaller

Alt det naturlige drivgods. Udover drivtømmer også de sten der er skyllet op på stranden. De har som regel været på en rejse gennem lang tid ført her til af isen. Jeg har været fascineret af at tage et stykke rombeporfyr i hånden og se at den er den samme slags som jeg tidligere klatrede på ved Kolsås i Norge. Der er al tangen og algerne, og selvfølgelig alle skallerne fra massevis af muslinger, konkylier og snegle og alt det andet der gemmer sig ind i et eller andet, enten lavet af dem selv eller lånt af andre.

Der er ådslerne på strandene. Døde fisk, fugle og ind imellem også sæler og hvaler, både de helt små, og mere sjældent, også de helt store. De ligger i alle stadier af forrådnelse, fra helt friske til blot nogle få ukendelige knogler. Mange er døde helt naturligt som det nu sker for alle levende væsner, men en stor del er også dræbt af vi menneskers hensynsløshed: kvalt i plastik eller smurt ind i olie. Døde af sult og iltsvind. Eller strandet på grund af at larmen fra skibe har gjort det svært for dem at orientere sig med deres indbyggede ekkolod.
Alt på stranden har historie, en slags underbevidsthedens flaskeposter – både naturens og vi menneskers kollektive underbevidstheds flaskeposter. Nogle med en spændende historie, enten et eventyr eller en tragedie, andre igen med et SOS, men mest er det en flygtig fortælling der antyder fremmede steder og kulturer, og naturens storhed og mangfoldighed.

Den forsvindende natur

Da jeg var ganske ung og var på højskole, havde vi en dag besøg af Torkild Bjørnvig. Han holdt et foredrag som jeg ikke husker meget af, men en ting bed sig fast: han talte om sin glæde over naturen hvor han boede på det nordlige Samsø og om sin bekymring over at den måske ville forsvinde. Han var ikke bange for at der ville komme et globalt kollaps hvor alt liv forsvandt, men om det forfald, som allerede den gang var udtalt, og som langsomt gjorde, og gør, vores natur mere og mere fattig.
Som tingene har udviklet sig, er jeg ikke helt sikker på om det kollaps måske kommer alligevel… men forringelsen af naturen er i hvert fald i fuld gang.
Da jeg var dreng var det almindeligt at se store flokke af viber på markerne, nu skal man være heldig for bare at se en enkel. Jeg kunne blive ved, men jeg lader være – det er som at pille i et gammelt sår. Læs selv denne artikel.
Mens jeg sidder og skriver dette, er aviserne og nyhederne fyldt med indslag der understreger alvoren – jeg orker ikke at læse dem alle. Det er for trist.

Et lille håb midt i miljøsvineri?

Hvad kan vi gøre? Og kan vi nå at gøre det?
Der er nogen der gør noget: Der bliver solgt flere og flere elbiler, de fleste politikere har taget miljø i deres program, vegetarisk/vegansk livsstil breder sig, En ung fyr har opfundet en måde så man kan samle de stor mængder plastik i Stillehavet sammen, brugen af plastik forsøges begrænset, frivillige renser strandene, genbrug blomstrer, affald sorteres, og så videre. Generelt breder miljøbevidstheden sig. Men er det nok?
Jeg er ikke sikker. Jeg håber. Men så længe grådighed har frit løb over alt på vores klode, er alt vi kan gøre nok ikke andet end at forsinke ødelæggelserne for en stund.
Hvad mon der bliver tilbage til dem der kommer efter os?

Kajakroerens skisma

Der er et skisma i mig. På den ene side elsker jeg at ro i kajak. Det er en af de ting i mit liv jeg er allergladest for: det gør mig glad, bringer mig i balance og giver mig mere energi. Naturen, og havet i særdeleshed, virker helende og styrkende på mig. Men på den anden side giver det også en sorg og en fortvivlelse, når jeg ser forureningen og ødelæggelsen af havet, dyrene, naturen og planeten i det hele taget. Det gør mig ondt at opleve.
Det er også et skisma på en anden måde. En af de mange grunde til at jeg tager ud på havet i min kajak er at slippe hverdagen med alt hvad det indebærer. Væk fra tingene der hjemme, væk fra stress, væk fra livet i byen, fra tanker om politik og om at engagere sig – væk fra samfundslivet som sådan.
Ikke at jeg prøver at flygte fra disse ting, men det giver fred at komme ud på havet, ikke tryghed, men fred. Og når jeg så, ude på havet, konfronteres med det allestedsnærværende miljøsvineri og den grådighed der skaber det, er jeg jo tilbage i tanker om engagement, og tilbage i alt det der trækker i sindet og kroppen fra alle sider, på mange niveauer. Tilbage til det jeg padlede bort fra.
Som sagt, at ro i kajak er ikke en flugt for mig. Jeg føler mig hjemme på havet, men det er et skisma at være der ude. At være på tur, rejse eller opdagelse når selv de fjerneste egne og smukkeste steder giver en splint i øjet.