Måske på den her bølge, tænkte jeg, da bagenden løftede sig og der kom fart på kajakken, men bølgen brød for hurtigt, og skummende greb den bagenden af kajakken og skubbede den ud til siden. Jeg lænede mig ind over den brydende bølge med et lavt støttetag og blev skubbet sidelæns langt ind mod stranden. Da kraften tog lidt af, lænede jeg mig endnu mere mod støttetaget og drejede stævnen op over skummet, og med et par hurtige tag var jeg igen på vej ud mod det område hvor det er muligt at fange nye bølger.
Kaskader af skum
På vej ud rejste en ny bølge sig og ramte mig lige i ansigtet. Lige før den brød, stejlest, ramte den for fuld kraft. Det lykkedes mig at blive siddende oprejst og padle videre mod den næste. Den var lidt større og brød inden jeg nåede den og jeg padlede op over den og videre ud.
Jeg nåede ud til der hvor de største bølger rejste sig og kort efter brød frådende sammen. Der var ikke meget tid fra det øjeblik hvor bølgerne begyndte at rejse sig til de brød i en kaskade af skum, så den dag var de fleste surf på skummet efter bølgerne var kollapset. Der var dog så meget kraft i dem at der kom et par sjove ture ind i mellem.
Hvor er der bølger og brænding?
Dagen før, ved Hanstholm, havde bølgerne været lidt mindre og havde givet lidt bedre mulighed for at få nogle gode ture, både lige ind mod stranden og diagonalt på bølgen. Ture, hvor der var tid til at arbejde med støttetag og bagror og lære at holde retningen.
Da vi mødtes om morgenen på parkeringspladsen i Klitmøller, var det tydeligt at det ikke var her vi ville komme på vandet. Vinden var fra nordøst og havde været det i flere dage, så der var ret fredeligt her på den vestvendte kyst. Vi fandt også ud af at der skulle være en surf-konkurrence senere på dagen. Så efter at havde kigget grundigt på vandet og den smule brænding der var på revet, kørte vi til Hanstholm.
Fra København til Klitmøller
Vi, var en gruppe fra Københavns Kajakklub på tur sammen med to dygtige instruktører, Martin og Jan. Vi skulle lære, træne og have sjov i bølgerne og brændingen ved Vesterhavet.
Der er langt til Klitmøller fra København. Cirka 6 timer tog turen for bilen med traileren og alle kajakkerne. De der kørte i de andre biler gav sig god tid til at holde spise- og opladningspauser og kom faktisk frem senere end os med alle kajakkerne.
Vi havde lejet to gode sommerhuse og kunne mødes med Martin og Jan den næste morgen, veloplagte og klar til at kaste os ud i hvad som helst.
Store bølger
Igen ramte en stor bølge lige da den brød, en af de store den dag. Jeg var ikke helt lige på den, den skubbede mig om på siden og rev mig ned under vandet inden jeg kunne nå at lave et støttetag, som sikkert også have være nyttesløst. Under vandet passede det så jeg var klar til at lave et rul da bølgen var passeret over mig, og jeg kom op og var klar til et støttetag da den næste bølge ramte mig. Jeg brugte toppen af bølgen til at vende mig ind ad, prøve at fange den næste, men havde ikke fart nok i kajakken, padlede hårdt og fik fat i den næste igen. Da den brød lykkedes det mig at blive på den og surfe det frådende skum længere ind, hvor jeg så brugte et støttetag og et par hårde, hurtige tag til igen at vende ud ad – ud til de store igen. Og om igen.
Hvad man kan lære i bølger
Selv om man har prøvet det før, er der meget at lære på sådan en tur. Specielt når der er et par gode instruktører med, og de startede helt fra bunden. Først vadede vi så langt ud i brændingen som vi kunne og svømmede ind igen. Så padlede vi ud i kajakkerne, kæntrede og svømmede ind med kajakken, og så fik vi lov til at ro ud og ro ind igen, inden de slap os løs.
Undervejs samlede de os, og vi evaluerede på hvad vi oplevede i bølgerne og brændingen.
De forklarede mere om forholdene, hvordan de påvirkede kajakken og hvordan vi kunne håndtere dem, og sendte os så ud på vandet igen med nye udfordringer.
Rul og vendinger i brændingen
Det som jeg tidligere har følt mig mest usikker på i brænding og store bølger har været når jeg kom mod bølgerne og skulle vende 180 grader og ro den anden vej. Ikke at det har været et problem, men min tanke har været at det var her det kunne gå galt (selv om det aldrig er sket).
På et tidspunkt da vi havde været godt i gang, opdagede jeg at jeg ikke havde skænket det en tanke på noget tidspunkt. I det hele taget følte jeg mig godt tilpas i forholdene. Især var jeg glad for at mit rul virkede rigtigt godt. Jeg kæntrede en del gange, men den eneste gang jeg måtte ud af kajakken var på lavt vand hvor der ikke var plads til at rulle.
At tage fotos af bølger
Jeg havde mit lille vandtætte kamera med og håbede på at få taget et par surf-billeder, men det er ikke nemt at fange de gode motiver når man selv sidder midt i brændingen, og da jeg sad derhjemme og gik billederne igennem, viste det sig at enten var billederne rystede og uskarpe eller også var der vand på linsen.
Det er også svært at give et indtryk af bølgernes størrelse og energi på fotografier. På billedet med et par af de gamle tyske bunkers kan man dog godt se hvor kraftfuldt vandet var den dag.
I øvrigt er det helt sikkert kameraets skyld at billederne ikke er bedre end de er – fotografen er bestemt helt uforskyldt…
Sand – også næste gang
Sand alle vegne. Fint sand, så fint at det kan komme ind hvor som helst. Og det gjorde det. Da vi skulle pakke sammen ved Vigsø søndag eftermiddag kunne jeg ikke få min pagaj fra hinanden. Det var helt umuligt. Charlotte og jeg stod og hev i hver sin ende, og den rokkede sig ikke en tøddel. Vi gav op, og jeg begyndte så småt at indstille mig på at have en pagaj i fuld længde uden samling på midten.
Hjemme lykkedes det dog, efter mange frugtesløse forsøg, at få den fra hinanden. Den var fuld af sand.
Sagen er den at pagajen efterhånden er lidt slidt og der er lidt slør i samlingen, og der var åbenbart plads nok til at det fineste sand, det der svæver rundt i vandet i brændingen, nemt kunne finde ind og efterhånden sætte sig godt fast.
Pagajen virker igen som den skal – indtil næste gang…
