Kender du det? En flok kajakroere der diskuterer hvad for en vejrudsigt der er den bedste. Der er mange meninger, men hvilken er rent faktisk den bedste? Kan det afgøres? Er der en af ‘havkajakroerens vejrudsigter’ der slår dem alle?
Her er en liste over 12 forskellige udsigter, og hvad jeg synes om dem, og til sidste giver jeg et svar på, hvad jeg synes der er værd at bruge din tid og måske dine penge på.
Alle APPs her er gratis, men nogle af dem har også en pro-udgave, du betaler for. Typisk så du slipper for reklamer, og nogle tilfælde har APPen også ekstra data.
Vejret i Danmark
Jeg elsker vejret i Danmark. Det skifter hele tiden, og selv når det er rigtigt dårligt, ved jeg at det, som regel, snart bliver godt igen. Og når jeg får nok af hedebølgen, ved jeg også, at regnen snart kommer.
Jeg skrev sidste år om min glæde ved vejret og havet. Læs det her -> Havet, vejret og havkajakken.
Men lad mig komme til sagen. Her har du en stribe vejrudsigter, du ikke går helt galt i byen med:
Liste med havkajakroerens vejrudsigter
- DMI
Vores allesammens nationale vejrudsigt udgivet af Danmarks Meteorologiske Institut. Masser af oplysninger om alt med hensyn til vejr, inklusive farvandsudsigter og tidevandstabel. De har både en hjemmeside og en APP.
De har for nyligt skiftet design af både hjemmeside og APP, og har selvfølgelig fået masser af kritik for det. Mange savner det gamle, let overskuelige skema. Siden er også sværere at finde rundt på, men til gengæld er der rigtigt mange informationer, og det er nemt at finde rundt i vejrarkivet. Mit største problem er alle de reklamere, både hjemmeside og APP er befængt med.
DMI har i mange år, i øvrigt som en af de første, angivet maksimumvinden. De begyndte på det efter en sommerdag, hvor mange sejlbåde kom i vanskeligeheder, da de blev overrasket af meget kraftige vindstød. En del kæntrede og sank.
Det er også her du finder tidevandstabellerne for Danmark, Færøerne og Grønland.
DMI bliver tit anset for at være upræcis. Uforskyldt, hvilket jeg kommer tilbage til senere. - YR
Den norske vejrudsigt har lidt ufortjent fået et godt ry, hvilket i mine øjne skyldes at for nogle år tilbage var YRs APP mange gange bedre end DMIs, og derfor nemmere at bruge og aflæse.
Problemet med YR er de manglende prognoser for maksimumvinden. For eksempel viste YR forleden en vind på fem sekundmeter. DMI viste det sammen, men angav også vindstødene til mellem 10 og 12, og det meste af tiden, mens en ven og jeg var på vandet, blæste det rigtigt meget – meget mere end 5 s/m. For ny havkajakroer kunne det nemt bliver et problem, hvis man havde tænkt sig en hyggetur ud på Øresund og så var blevet blæst til Sverige.
YRs statistik og vejrarkiv er temmelig besværlig at få fornuftige data ud af. - SMHI
Sveriges meteorologiske instituts udsigter. Masser af gode oplysninger om det svenske vejr, og som noget fint har de en god side for havvejret. Meget omfattende og ligesom DMI og YR med APP og hjemmeside.
Gode vindprognoser med både middel- og maksimumvind. - FCOO
Forsvarets Center for Operativ Oceanografi har en hjemmeside, hvor du kan hente et væld af oplysninger. Det hele vist i tydelig grafik. Du vælger hvad du vil se og kan så animere det over tid.
Udover vind og regn har de info om strøm, bølger, sigtbarhed, salinitet og meget mere.
Det eneste minus er, at de bare viser middelvinden.
Kun hjemmeside. - Sejladsudsigten
En dygtig mand har lavet en APP, der henter data fra FCOO og viser den samme grafik på din smart-Phone. Kun til Android. - Sejlsikkert
Trygfondes vejrudsigt for sejlere. Angiver middelvind og strøm. Som vejrudsigt er den ikke meget værd, men da den viser, hvor der aktive skydefelter og anlægsarbejder – steder hvor man ikke må sejle, er den værd at kigge på, hvis du skal på længere ture langs Danmarks kyster.
De har en APP på vej, der ved hjælp af GPS gør det nemt at fortage nødopkald. - Windfinder
En APP der bruger data fra Deutcher Wetterdienst. Den er lavet for (vind)surfere og lægger vægt på vind og bølger, men viser også alt det andet man gerne vil se på en vejrudsigt. Hvis det er steder med kraftigt tidevand vises det også.
Ikke helt så præcis som de lokale tjenester. - Windy
Dette er en meget lækker APP med et væld af informationer. Den giver i flot grafik et godt overblik over hvordan vejret bevæger sig. Den er ikke helt så præcis som de lokale udsigter, og lokale data kan være svære at aflæse, men den viser de overordnede vejrsystemers bevægelser på en interessant måde.
Som forudstilling bruger den prognosen fra European Centre for Medium-Range Weather Forecasting (ECMWF), og en rigtigt god feature er, at du kan vælge andre prognoser.
Grafik-tung, så din bedagede smartphone kan have problemer med at følge med.
Hjemmeside og APP både til Android og iPhone. - Vejret fra DMI/YR (Byvejr)
En APP der genialt kombinerer vejrudsigterne fra DMI og YR! Desuden har den implementeret det gode, gamle oversigtsskema fra DMI. Den henter også YRs maksimum vindprognose som deres egen side og APP ikke viser.
Google play
APP store
- Badevandsudsigten
Måske er det ikke så svært at gætte formålet for denne hjemmeside og APP. Den viser kvaliteten af vandet ved en masse kendte badesteder. Vandtemperaturen kan man nemt finde andre steder, for eksempel FCCO, men det, der gør Badevandsudsigten til et godt supplement til havkajakroerens vejrudsigter er, at den viser hvor rent vandet er.
Hvis der skulle have været et skybrud, der har fået kloakkerne til at flyde over og fyldt rovandet med kolibakterier, eller der er en opblomstring af giftige alger, skal man måske ikke lige vælge den dag til fire timers rulletræning. - Københavns Kajakklubs egen vejrudsigt
Et par af vores medlemmer, der arbejder hos DMI, har lavet denne hjemmeside, der viser vinden for Københavns havn, hvor højt vandet står ved bolværket ved kajakskuret, bølgeprognosen for Øresund ud for Trekroner og strømforholdene ved slusen sydpå i havnen.
Et godt stykke arbejde med gode lokale oplysninger. - Farvandsudsigten
Vejrudsigten kan også fås på langbølgeradio, trykknapstelefon og VHF.
I radioen er der dagligt, kl. 05:45, 08:45, 11:45 og 17:45, på langbølge 243 kHz, farvandsudsigter, varsler og observationslister.
Hvis du er langt væk og kun har en trykknapstelefon med, kan du få alle farvandsudsigter, også for lokalområder, på mobilnummer 1853.
Du kan også modtage vejrmelding via Lyngby Radio på din VHF.
Og så en lille kajakhistorie…
Der var en gang, da Signe, Jakob og jeg tog en kajaktur rundt om Amager. Det var en lørdag, og vejret var fint med solskin og med vind mellem fem og seks sekundmeter fra sydøst.
Både DMI og YR fortalte os det, og det var også det, vi selv kunne se da vi sad på vandet.
Vi startede ved otte-tiden, roede ned gennem havnen, forbi slusen og holdt en kort tisse/kaffepause lige før Højbroen med Amagermotorvejen.
Mens vi roede videre ned langs det store dige, der kanter Vest-Amager hele vejen ned til Pinseskoven og Hejresøen, friskede vinden op, og vi havde den lige i næsen hele vejen, i det den langsomt drejede mere og mere mod øst, efterhånden som vi fulgte rundingen af øen. Efter frokost på sydspidsen af Amager, blæste det mere end friskt lige fra øst.
Der var masser af kite-surfere på det lave vand syd for øen, og vi nød synet af farten og de mange farvestrålende sejl, mens vi stred os mod vinden i retning af Dragør.
Kite-surfere i vandet
Pludseligt lå de fleste af kite-suferne og rode rundt i vandet, og vi kunne også mærke hvorfor: det blæste kraftigt op, bølgerne blev store, og vi var lidt udasede, da vi surfede ind i Dragør havn
Resten af turen havde vi den kraftige vind lige fra siden, og vi var trætte, da vi lagde til ved kanonbådsskuret sidst på dagen. Vinden havde været meget kraftigere end vi havde regnet med.
Det er problemet med vejrudsigter, der kun viser middelvinden, eller hvis man ikke tænker over, at der står to tal i udsigten. Selv om vinden måske er angivet som 5-6 sekundmeter, kan det sagten blæse dobbelt så hårdt eller mere i længere tid. Så et af mine vigtigste kriterier for havkajakroerens vejrudsigter er, at de både skal vise middelvinden, og hvor hård maks-vinden er.
Havkajakroerens vejrudsigter – hvilken er så den bedste?
Det korte svar: den lokale.
Jeg har for vane at tjekke mere end en vejrudsigt, hvis jeg skal på en lidt længere dagtur, eller hvis jeg er af sted på en tur over flere dage. Efterhånden har jeg fundet ud af, at i Norge er YR den mest præcise, i Sverige er SMHI den mest præcise, og her i Danmark er det DMI der levere den bedste udsigt. De forskellige APPs og hjemmesider rammer på skift helt ved siden af, men jeg har svært ved at se, at nogen af dem er værre end de andre.
Det har været lidt svært at overbevise andre om de iagttagelser. Derfor var det lidt af en befrielse at finde denne artikel på videnskab.dk,der bekræfter hvad jeg selv har konstateret, og kan underbygge det med data.
Kort fortalt bruge de tre nordiske meteorologiske tjenester de sammen data. Disse leveres af European Centre for Medium-Range Weather Forecasting (ECMWF), der er kendt for at lave gode, globale prognoser. DMI, YR og SMHI supplere så med egen lokale observationer og modeller lavet til deres specifikke områder. Desuden koordinerer de deres udsigter.
Hvad der er forskel på, er brugervenligheden af både APPs og hjemmesider, og det er sikkert, for det meste, det der ligger bag, hvilke vi foretrækker som havkajakroerens vejrudsigter.
Internationale vejr-APPs
Der er rigtigt mange APPs til vores telefoner, og det kan være en jungle at finde rundt i. Jeg har to, som jeg ofte benytter mig af: Windfinder og Windy. Begge levere pålidelig oplysninger, men mangle de lokales præcision. Til gengæld giver især Windy et godt overblik over hvordan vejrsystemerne bevæges sig, så når jeg sidder på en kyst i vildmarken, får jeg en god idé om hvad der er i vente.
En hjemmeside jeg også synes er fin at kigge på er Earth. Den viser med besnærende grafik, hvad der bevæger sig rundt om vores klode.
Anbefalede vejrudsigter
Hvis du kun skal ud på en lille smuttur på en time eller to, er det vel nok bare at kaste et blik ud ad vinduet og lige tjekke den lokale udsigt for tordenvejr. Men hvis det er en lidt længere tur der er på programmet, giver jeg mig altid tid til at undersøge flere forskellige tjenester, se bort fra mine aversioner mod åndsvage brugergrænseflader og dykke ned i de reelle data.
Jeg kan godt lide APPen, ‘Vejret fra DMI/YR’ – begge udsigterne på et sted. Hvis jeg er i Sverige bruge jeg også SMHI, og jeg supplere dem Sejladsudsigten/FCOO, Windfinder eller Windy. Hvis jeg ror et sted jeg ikke kender her i Danmark, kaster jeg også et blik på Sejlsikkert.
Hvis du kun har en trykknaptelefon eller VHF med på tur er der altid Farvandsudsigten.
Hvorfor også maksimumvinden i Havkajakroerens vejrudsigter?
Maksimumvinden er det kraftigste det blæser i vindstødene og vindbygerne, og det kan sagtens være meget mere end middelvinden for det område vejrudsigten dækker. Det skyldes at byger – både vind og regn – kan være meget lokale. Selvom om de er lokale, kan de godt vare et stykke tid, op til en time eller mere. Som i historien om vore tur rundt om Amager, hvor det i lang tid blæste 10 -11 sekundmeter i stedet for de seks som var middelvinden for området.
Det kan have fatale følger, hvis man ikke har erfaring i at håndtere kajakken under de forhold.
Meteorologi – tænk selv!
Det kan godt betale sig, at sætte sig lidt ind i meteorologi hvis man færdes meget på havet, i fjeldene, i vildmarken eller i naturen i det hele taget. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at aspirere til at tone frem på skærmen hver aften i TV-avisen eller Nyhederne, men et grundlæggen kendskab til hvad høj- og lavtryk er, og hvordan de påvirker vejret og bevæger sig omkring kloden, hvad de forskellige skyformationer gør ved det lokale vejr, hvordan man vurderer hvor meget det blæser og så videre, er godt at have.
Jeg tænker ikke på gammeldags husråd (selv om en del giver god mening), men regulær viden.
Opmærksomhed og kilder til at lære om meteorologi
Det er en god vane at være opmærksom, både før man tager af sted, og på vandet. Se på skyerne, ser de ud til at give regn? Kommer det til at blæse mere, når den store, sorte sky kommer her hen? Ser de bølger vinden former ud som de skal i forhold til den lovede vindstyrke?
Der er mange steder, du kan tilegne dig viden om vejret. De fleste bøger om havkajak, og bøger om vildmarksliv i det hele taget, har afsnit meteorologi, og der findes selvfølgelig bøger kun om meteorologi. Mon ikke også internettet flyder over med info.
Efterhånden bliver det en naturlig del af det at være på havet, at være opmærksom på vejret og hvordan det udvikler sig.
Hvad mener du om havkajakroerens vejrudsiger?
Ligesom alle har meninger om vejret, har alle tit meget faste meninger om vejrudsigter. For mig er det vigtigste ikke at være kritikløs. Ikke af gammel vane, at holde fast i en bestemt af de mange muligheder, men at søge så meget information som muligt.
Men hvad syns du? Hvad fortrækker at bruge som havkajakroerens vejrudsigter?
Ny inspiration er altid velkommen. Skiv en kommentar!