Jeg elsker vejret i Danmark fordi det altid skifter. Selvfølgelig er det dejligt når solen skinner, og det er varmt, som for eksempel med den sommer vi lige har haft; men efter al den varme, nyder jeg også blæst og regn her om efteråret. Især når jeg kommer ud i naturen, er det skiftende vejr en indgroet del af oplevelsen. I en kajak, altså en havkajak, hvor man som regel er klædt på til at kunne blive våd, er selv tåge og regn en selvfølgelig del af naturoplevelsen.
Det foranderlige hav
Selv hvis vejret er rigtigt surt, der er modvind, og kold regn slår én i ansigtet, er turen en god oplevelse, både fordi man er tæt på elementerne, kajakken kan håndtere det og senere, når man når i læ, har fået tørt og varmt tøj på og noget varmt i koppen, og hygger sig med noget god mad, kan glæde sig over at man tog ud på vandet.
Det hele kan lyde lidt som en kliché, men for mig er det en realitet. Selvom når det om efteråret og vinteren kan være svært at komme ud ad døren, når regnen rusker mod ruden, er det altid en god tur, når først jeg kommer af sted.
Og havet gør oplevelsen større. Det er altid i forandring, formes altid af vejret og er med til, sammen med vejret, at give enhver kajaktur et nyt aspekt. Også hvis det bare er den sædvanlig tur ud fra klubben, den som man har roet utallig gang, kan vand, vind, sol og regn gøre den til noget helt andet, end den var i går
En lille dreng på havet
Jeg har færdes på havet, siden jeg var en lille dreng, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang sad i en båd. Jeg har svært ved at forestille mig et liv, hvor jeg ikke er tæt ved havet. Alle de oplevelserne, hvor det har været råt og barskt, og hvor jeg har været på grænsen af min psykiske og fysiske formåen, er med til at gøre glæden ved dette uforudsigelige element endnu større – bringer mig endnu tættere på. Det sammen er også den fortryllende skønhed og intensitet, der er, når man sidder i kajakken en dag, hvor det er helt stille, vandet er spejlblankt, og der ikke er en lyd at høre.
Kajakture ved Kerteminde
Jeg var på tur en dag ud fra Kerteminde. Jeg havde sat kajakken i vandet ved Nordstranden, og roede derfra ud langs kysten ved Hverringskoven, forbi Stavre og ud til Romsø i Storebælt. Det blæste let fra sydvest og solen skinnede. Jeg krydsede over til revet ved Romsø med vinden i ryggen, og roede nord om øen til en lille vig, der hedder Stenkastet (der ligger ret mange sten). Vigen vender mod nordøst, og der var læ, og fint at sidde og spise frokost. Det var påske, og der var ikke mange både på vandet, og ingen besøgene på øen; men her var masser af larm. Måger, strandskader og forskellige slags ænder skreg og skræppede, og de var ligeglade med, at jeg sad og gnavede i min ostemad og nippede til min kaffe.
Da jeg vendte næsen hjemad, havde vinden lagt sig, og jeg satte kursen fra fyret på Romsø direkte mod Stavrehoved. Cirka halvvejs stoppede jeg op. Der var helt stille, vandet var spejlblankt, og der var helt bogstaveligt ikke en lyd. Skrigene fra havfuglene var forstummet efterhånden som jeg var kommet væk fra Romsø. Der var ingen både på vandet og ingen fly på himlen. I hvert fald var alt, der kunne give lyd så langt væk, at jeg intet hørte. Helt, helt stille. Når man til daglig bor midt i København, midt i Købmagergade, er det ret usædvanligt. Faktisk også andre steder, selv i naturen er der altid lyde – mange eller få, men der altid et eller andet.
»Pfffft…« Stilheden blev brudt af udåndingspustet fra et marsvin, der brød overfladen 20-30 meter væk. Et minut eller to senere kom det op igen for et nyt åndedrag. Lyden gjorde oplevelse af stilheden endnu dybere – understregede hvor stille der var.
Da jeg begyndte at ro igen, var det med helt forsigtige paddeltag, hvor jeg gjorde mig umage for at plaske så lidt så mulige og bare glide af sted over den uforstyrrede overflade.
Næste dag skinnede solen også, men til gengæld blæste stærkt fra vest. Jeg var taget op til Korshavn ved Fyns Hoved, og roede herfra ned mellem de øer, der ligger som en mini-skærgård syd for naturhavnen. Det blæste så meget, at turen mest gik ud på at finde de steder, hvor der var mest læ fra øerne; men ellers var det et dejligt friskt vejr. Især turen tilbage til Korshavn fra spidsen af Langø var en god oplevelse. Grønt vand, store bølger med hvide skumtoppe og en surf-tur, der hurtig blev for kort, da jeg drejede ind i læ ved det lille fiskerleje.
Det kviksølvlysende hav
Havet drager. Som det element det er i sig selv, men også på den måde det hele tiden formes og ændres af vejret: blank som et spejl den ene dag, mørkt og frådende en anden. Dybt-blå med gnistrende hvide skumtoppe. eller kviksølvlysende, som William Heinesen beskriver det i begyndelsen af De Fortabte Spillemænd. Måske som en grå olieagtig masse hyldet i tåge. Eller, som da vi krydsede Bermudatrekanten i et stort sejlskib: en udvisket blå farve, der umærkeligt gled over i horisonten, der var sløret i en let dis, så skibet nærmest svævede i et blåt rum, med solen som det eneste holdepunkt. Eller en mørk nat på Atlanten i stormvejr, hvor bølgerne som skygger rejser sig bag skibet og hylder alt i morild, når de bryder over dækket.
Når havet drager, er jeg efterhånden blevet mest glad for en havkajak. På trods af min fortsatte glæde ved sejl – store og små – er det kajakken, der bringer mig tættes på det jeg vil opleve. Horisonten, og de store og små eventyr der ligger bag den, komme helt bogstaveligt tættere på, når man sidder i dette lille, skønne fartøj. Et fartøj, der er lavet så man er helt tæt på både havet og vejret.
Havet, vejret og havkajakken tilsammen gør mig glad.