Glitrende på tusind måder rammer lyset de små urolige bølger der udenfor havnemundingen løber ind i hinanden fra alle sider. Mønstre der slås i stykker hver gang de er lige ved at finde regelmæssigheden.
En skarv, en sky, en svartbag og en gammel tønde halvt flydende gør reflekserne i vandet til ikke kun at være himlens genspejling. Både havet, himlen og luften mødes her.
Sprøjtet fra pagajen og bølgernes slag mod fordækket rammer salt ansigtet. Dråberne kilder i håret og skægget.
Som dagen svinder bliver lyset varmere og luften køligere. Vandet bliver roligere og bølgerne mere regelmæssige og lidt større, mens molerne svinder agterude. Havet bliver langsomt befriet for land.
Den svider i øjne og næse, osen fra krydstogtskibene. Krydstogtskibene der hæmmer horisonten og gør tanken om rejser til en ond drøm om kvælende vækst. Svinsk fratages de rejsende frigørelsen fra det fremmedgjorte.
På sundet, fri af molen, brydes regelmæssigheden i søgangen, en anden række bølger kommer på tværs. Der æltes fra den ene og den anden side.
Skarven lavt over vandet lander på bøjen og ryster fjerene – tyst sidder den korsfæstet mod skumringen.
Mod molen banker den sunkne båd. Kajakken bruser forbi i medsøen, skummende krummer den ind bag molen i læ. Stille.
Den eftermiddag da solen skinnede var de der igen, de småsummende, grå klumpebåde med tanker om saltvandsromantik – i vejen for alting.
Forestillingen om Sydhavet og svajende palmer i solnedgangen. Margaret Meads Melanesiske myte gjort til en lille forretning i det grumsede havnevand.
En tætning af efterårsblade strækker sig i vandet langs et antydet strømskel – eller måske er det vinden og skruevandet der har fejet dem sammen. Bleggule og brune i kanten lyser de mod det sortgrønne vand. Ålegræsset hænger fast på pagajen.
»Hey!«
»Ja?«
»Kan du se hvad det er der ligger i vandet derovre?«
»Ved kajen?«
»Ja, oppe fra lejligheden kan jeg se der ligger et eller andet i nede på bunden inde ved bolværket. Den anden dag var der en hjemløse som var druknet og lå der i vandet, så vi er begyndt at holde lidt øje.«
»Var han bare faldet i vandet?«
»Det så sådan ud. Måske var han fuld og skulle tisse og ville gøre det i vandet.«
»Det er vist bare et stort stykke plastik – det er i hvert fald ikke et menneske – så ingen alarm.«
»Jeg tænkte det var godt at se efter. Det var lidt uhyggeligt med en død mand i vandet lige her hvor vi bor. Lidt hensynsløst. Tænk at der ikke er nogen der tager sig mere af den slags.«
»Nå men, det er i hvert flad bare et stykke plastik der ligger der nu – så ingen grund til bekymring.«
En tordendag hvor det skumrer for tidligt. Lyn gnistrer mellem de mørke skyer over byen, og lys tændes bag ruderne. Regnen slår i nakken mens vinden rusker kajakkerne hjem gennem havnen og kanalerne.
Sundets spejl bliver brudt af en række hvirvler der zig-zagger sig væk fra den forsigtige stribe af bovvand. Fra bovvandets forvrængede billede af digesvalernes huller i molehovedets murværk.
Hornfisken er væk og sælens uudgrundelige øjne er et øjeblik fra forurettelse.
Sæløjnene de kære, de meget kære. Store, runde og bløde, men efter en stund bliver den vedholdende stirren ulæselig og foruroligende. Hvilke tanker pusler bag de grådige rovdyrøjne?
Svalerne stryger uanfægtet ud og ind af hullerne. Små hurtige glimt over vandet der svinder bort sammen med molen, mens rytmen lader landet bag sig – ud, væk, alene.
En lille klynge træer, en udtværet klat på horisonten, bliver mere og mere distinkt og trækker samtidigt en stribe land op ad vandet – lavt land med fugle – ingen kan vel bo der?
Vindstødene mellem skurene kradser krusninger op, som skygger drives de over det glitrende, blå vand. Vinden rusker i siv og træer som lysende svajer og bøjer sig i den lave eftermiddagssol.
Blæsten gør vandet i ørerne smertende koldt. Det løber ud, og igen kommer hovedet under vandet. Kroppens fjeder vender kajakken, og efterårsvandet løber af hår, næse og ører.
De kinesiske kameraer knipser, mens højttalerstemmen siger noget ligegyldigt.
Der er varm kakao om lidt.
