Minderne, fra da jeg roede i kajak i skærgården, får også i denne uge lov at udfolde sig her. Det at samle det jeg skrev på turen, læse teksten og rode med billederne igen, lader mig genopleve turen, og husker mig på, hvorfor jeg elsker at ro i kajak. Det motivere mig til også at komme ud at ro her i vintermørket, og inspirerer mig til at begynde at planlægge næste sommers ture.
Forskellige idéer er så småt ved at vokse frem, og det vil jeg skrive mere om senere – når vi igen begynder at kunne fornemme at foråret er på vej. Nu drejer det sig om at ro kajak i skærgården i sommeren 2018.
22. juli
Store sten…
… ligger tilfældigt strøet ud over det hele. Med let hånde drysset rundt omkring af isen for mange tusinde år siden. Ikke bare dem, der er solidt forbundet med grundfjeldet, men der er mange som bare er efterladt hist og her. Der er selvfølgelig uendelig mængder små sten, det vil sige fra sammen størrelse som en appelsin op til en dejlig stor badebold – de ligger i bunker rundt omkring. Der er også nogle, der er rigtigt store, som et hus eller en elefant, også slængt rundt omkring, måske er af isen. Måske er det faktisk jætter, der har spillet bold.
Dyre gulerødder
Nu hvor søndenvinden blæser, er jeg forsat nord på. Dog ikke så langt i dag – jeg var også inde at handle og få mere vand i dunkene. Jeg burde måske have vænnet mig til det, men jeg overraskes igen og igen over hvor dyre tingene, især økologisk frugt og grøntsager, er her i Sverige. Praktisk kan man dog købe gulerødder i løs vægt. Godt, når de ellers fylder meget og ikke kan holde sig så længe i en varm kajak, og godt, når de er næsten tre gange så dyre som i Danmark.
Idyl
Idyllen i de små skærgårdsbyer er uforlignelig. Smukke træhuse, mest hvide eller røde, men også i andre farver, stående, enten langs små, krogede gader, måske med en lille have, eller på kanten af klipperne og med en lille bro ud i vandet. Meget Carl Larssonsk.
Det hele spoleres lidt af de ufatteligt mange turister, der er over det hele. Både i byerne og ved skærene er der lystbåde og deres mennesker i store mængder.
Jeg har som sådan ikke noget imod, at der er mennesker, men det er lige i overkanten som det er nu. Det er simpelthen meget svært at finde et sted at slå lejr.
Det bliver spændende at se om det tynder ud i masserne, når jeg ror tilbage i august.
Bronzealder
Stenene er her helt sikkert stadig, når jeg er på vej den anden vej.
Det er ikke kun isen, der har flyttet rundt på dem. Mennesker har også været i gang, og det er tydeligt, at der er blevet brudt sten lige fra kysten flere steder.
Oldtiden har også sat sine spor. Her er, ligesom hjemme i Danmark, bronzealderhøje. De er placeret på flere af øerne. Ikke lavet af jord, men af rund sten i samme størrelse, stakket op så de danner høje af samme form og dimensioner som dem vi kender fra det hjemlige landskab
Gad vide, hvad de om fem tusinde år tænker om det vi har efterladt her?
24 juli
På kanten af Koster – kajak i skærgården
Kosterøerne og Koster havets nationalpark er det nordlige mål for denne tur, og det er gået lidt hurtigere end jeg havde forvendte, at nå her op. Turen syd på igen skulle efter planen starte den 1. august, om en uges tid. Nu er jeg ikke nået helt til Kosterøerne endnu, men bare til den sydlige grænse for nationalparken, hvor jeg har fundet et godt sted at slå lejr. Jeg ror ud til øerne i morgen og tænker at bruge et par dage derude, og måske tage en overnatning på campingpladsen (gisp) på Nord-koster.
Den næsten uberørte strand
I går fandt jeg for første gang et sted, hvor jeg har oplevelsen af at være på en vildmarkstur. To små holme i forlængelse af hinanden ligger tæt ind Kockholmen, som er forbundet til en større ø, der hedder Rossön (Råssön på nogen kort). Mellem Kockholm og de to små øer er en smal vig. Jeg kom surfende på en af de store dønninger ude fra Skagerak, ind i den snævre passage mellem øerne, ind i vigen, og vidste med det samme, at her ville jeg slå lejr.
Stedet har noget uberørt over sig. En strandvold stiger fra stranden der er uden forspor, op mod en skov af vindblæste, krogede fyretræer. Mellem toppen af strandvolden og skovbrynet er et jævnt stykke med græs, mos og fyrnål, helt plant og perfekt til teltet. Der ligger selvfølgelig nogle lorte, her er det dog ikke de evindelig gåselorte, men nogle der er efterladt af får og rådyr. Det var dog nemt at gør den bedste plads klar til teltet.
Nede i vandkanten ligger et stort grantræ. Det er sikkert smidt ind på stranden af en nordvestenstorm for et par vintre siden.
Selv om stedet har denne uberørte atmosfære, så kommer der selvfølgelig mennesker. Der er et ildsted få meter fra hvor jeg har slået telt op, og der går en sti, som ikke kun er lavet af dyrene. Et par vandrere kom også forbi, og i vigen dukke en jolle op i løbet af eftermiddag. Vigen er dog meget lavvandet, så der er ikke, som så mange andre steder, en opankret flåde af store norske motorbåde, og derfor heller ikke en masse glade sommermennesker.
Her virker afsondret, og jeg besluttede straks at tage en ekstra dag her, også selv om det betyder jeg må rationerer mit vand.
Tilbage igen
Tanken om at skulle ro tilbage igen er lidt underlig. Jeg har mere lyst til at fortsætte nord på; men jeg skal jo hjem igen, og mine søkort rækker ikke længere ned til den norske grænse. Det bliver da fint at ro ned gennem dem svenske skærgård, og jeg kan sagtens finde en rute, som for det meste er anderledes end den, der gik nord på. Dog er tanken om at ro gennem det sammen landskab en gang til lidt kedelig. Især når jeg kommer ned til strækket syd for Varberg. Her er der ikke så meget at gøre: det er den samme tur som jeg tog her op, og jeg bekymrer mig også lidt for Laholm-bugten og turen fra Hallands Väderö ned til Kullen. Hvis vejret ikke arter sig, kan det blive ret besværligt, men den tid den sorg. Nu er jeg her.
Den gamle jord
Tit når jeg er i længere tid på en øde strand, hvor bølgerne skyller ind over sandet, stenene og skallerne, har jeg en følelse af at jorden er ældgammel. Det er svært at beskrive nærmere; men det hænger nok sammen med det vedvarende og evige i vandets bevægelser, og den eroderende virkning det har på jord-elementet. Jeg har en fornemmelse, som jeg i mangel af bedre og for mig selv, kalder ‘tidernes aften’.
Det er en god følelse, som får mig til at føle mig godt tilpas, selvom den har et strøg af længsel og melankoli. Jeg har også den følelse her på denne næsten uberørte strand.
Østers i volden
Der er østersskaller alle vegne i skærgården. De ligger på skærene rundt omkring efterladt af måger, der slår dem i stykker mod klipperne for at kunne gøre sig til gode med indholdet.
Her er der mange flere end ellers. De er skyllet op i strandvolden sammen med en masse sten, og der ligger et tykt lag af dem – jeg har ikke set så mange på en gang andre steder. Hvide af solen uden på og stadig perlemorsglinsende inden i. Et væld af former i alle størrelser.
Inden jeg ror ud til Kosterøerne i morgen, vil jeg bruge dagen i dag til at gå tur i skoven og rode i strandvold.
Jeg føler mig rigtigt godt tilpas på dette sted.
25. juli
Bønnegryde
Det er ikke så tit jeg laver varm mad. Mest fordi det tit er for varmt; men jeg vil også gerne spare på gassen. Som jeg skrev tidligere, havde jeg egentlig forestille mig at spise en masse ris og linser, men på grund af kogetiden har jeg opgivet det.
Til gengæld har jeg fundet på en anden ret, som er en god erstatning, nemlig bønnegryde. Her i Sverige kan man få bønner på karton i stedet for på dåse. Det er praktisk, da de er nemme at pakke ned, man kan nøjes med at bruge halvdelen og lukke med en poseklemme, og man slipper for den bisfenol, der er i coatingen, der beskytter indersiden af almindelige dåser.
Bønnegryden laves ved at man først tager nogle tørre svampe og hælder vand på, så de kan trække lidt, der smides også en håndfuld ris i (de må også gerne trække lidt), så kommer man enten lidt flåede tomater eller tomatpuré eller begge dele i. En god sjat olivenolie skal oven i, og så bønnerne selvfølgelig. Der krydres med gurkemeje, spidskommen, korianderfrø, sort peber og tamari og lidt salt efter smag. Det koger under låg i tolv minutter (der skal være rigeligt vand), og trækker derefter ligeledes i tolv minutter. Værs’god!
Nemt at lave, smager sk… godt og mætter på en behagelig måde.
Kosterøerne
Dagen i dag har jeg brugt på at ro ude til Kosterøerne, op mellem dem og tilbage til skærgården inde ved fastlandet igen. Alle øerne er et naturreservat, så man må kun telte på den campingplads der er på Nord-Koster. Der var alt optaget ind til en gang i august. Min tanken om at bruge en ekstra dag ude på øerne, blev på den måde skudt ned.
Kosterøerne er et rigtigt spændende sted. De består af to store øer, en håndfuld mindre øer og hundredvis af små skær og holm der ligger tæt sammen syd for de to store øer. Skærene og holmene stikke afrundet op, og danner små interessante passager – ideelt til at udforske i en kajak – de er slidt bare af bølgerne, og for det meste er de uden nogen vegetation. De lidt større holme og de to store øer har masser af steder, hvor træer og buske kan gemme sig for det grumme vejr fra vest. Det smalle sund op mellem Nord- og Syd-koster har den sædvanlige svenske skærgårdsidyl.
Øerne ville være et alle tiders sted for en ferie i kajak i skærgården. Man kunne bestille plads på campingpladsen (det er nødvendigt) til en tre-fire overnatninger, tage til Strømstad med kajakkerne, ro ud til Nord-koster, og så bruge dagene derude til at udforske det hele, se på sælerne og alle fuglene, inden man så ror tilbage til Strømstad og turen hjem.
Hvis de store dønninger kommer ind fra Skagerak, vil der mange steder være gode muligheder for rock-hopping.
Man skulle nok planlægge det i august, hvor der er knap så mange turister, og hvor fredningen er ophævet de fleste steder.
Strømstad-skærgården
Jeg har slåer lejr inde i skærgården, der ligger syd for Strømstad. Landskabet her er helt anderledes end ude ved øerne, og domineret af store øer med lange, smalle sunde imellem. Skoven står højt, her væk fra havet – en stor kontrast til oplevelsen ude ved Kosterøerne.
Jeg er dejligt mæt af bønnegryden, her er læ og solen skinner, og jeg regner med at sove godt, så jeg kan tage en god tørn, når jeg begynder turen syd på i morgen.
26. juli
En skærgårdskrydser
Hvis jeg ikke skulle rejse i kajak i skærgården, men i en sejlbåd, skulle det helt sikkert være i en skærgårdskrydser. Lang, lav og med virkeligt smukke linjer – ideelt til, for vinden, at krydse ud og ind mellem de mange øer og skær. Dog er det ikke mange man ser. Det er moderne sejlbåde, mange, meget store og luksusprægede, der for motor kommer målrettet op og ned gennem farledene.
I dag kom jeg forbi en skærgårdskrydser i det lille sund ved Rossöhamn. Dejligt at se, at nogle få stadig er på vandet.
På vej tilbage i kajak i skærgården
Jeg er nu begyndte hjemturen. Foreløbigt tager jeg den i små skridt. Det er søndenvind stadig væk, og jeg har ikke travlt, og jeg padler gennem et smukt landskab – der er tid til at nyde det.
Jeg har fundet en eng, der med solbleget, højt græs skråner op fra en lille strand. En klippe står i den ene side og skygger for teltet, og på den anden side er der en skov af fyretræer. Jeg sidder i skyggen af et lille æbletræ og nyder en kølig brise. Det er også i dag en meget varm dag.
Jeg var lidt i dårligt humør i går og i forgårs ved tanken om at skulle ro tilbage, men det er overstået nu. Det er spændende at finde en ny vej ned mellem øerne og skærene, og det ser ud til at vinden måske går i nordvest om nogle dage, så det bliver med medvind, og jeg kan udforske de steder, jeg ikke så på vejen her op.
Der er skønt her i skærgården, og jeg kunne også godt tænke mig en tur her i sejlbåd – en skærgårdskrydser vel og mærke.
27. juli
Ingen opdateringer i dag…
… det er alt for varmt!
28. Juli
Det er også varmt i dag
Det blæser ret kraftigt, 10-12 sekundmeter, og det hjælper lidt på varmen, dog ikke så meget, da vinden kommer fra øst, inde fra land, og føre varmen derfra med sig.
På grund af den kraftige vind har jeg ikke roet så langt, kun ca. 12 km. Turen gik ned gennem Hamburgsund, et smukt, langt sund med mange af de typiske bådhus, der står på stolper i vandet ud fra klipperne. Jeg benyttede lejligheden til at få mere vand og smuttede også en tur i ICA. Jeg ville være sikker på, at jeg har mad nok til nogle dage, da vejrudsigten er lidt svær at blive klog på, og jeg gerne vil være sikker på, at jeg har nok at spise.
En seværdighed!
Da jeg ikke havde tænkt mig at ro ret langt, var det en god chance for lidt sigth-seen. På kortet er der angivet en borgruin på toppen af en høj klippe midt i sundet. Det var et fint sted, da jeg kom der op. Meget flot udsigt over sundet og ud over skærgården; men det var ret svært at få øje på selve ruinen, som skulle være fra 1400-tallet. Til sidst gik det op for mig, at en række med 7-8 halvt begravede sten måtte være resterne af den omtalte borg.
Det hele mindede mig om hvordan der, også hjemme i Danmark, gøres pinlige krumspring for at blæse seværdigheder, der faktisk er ingenting, op til at være endnu mere ingenting.
Neden for fjeldknolden lå tre små vikingeskibe ved en lille bro, og jeg padlede hen og kigge nærmere på dem – og snuste til dem, der lugtede kraftigt af tjære og tovværk – meget fine, især dem mellemste af dem havde smukke linjer.
Dannemark
Jeg har slået mig ned på en ø, der hedder Dannemark. Det er lige syd for Hamburgsund, og det er et meget besøgt sted. En stor bugt giver god læ til mange både, og i bunden af bugten er der en stor, dejlig sandstrand. Både folk, der med deres sejl- og motorbåde er på tur gennem skærgården, stopper op her, og her er også familier, der er taget her ud fra fastlandet for at spise frokost og bade og more sig med deres børn.
Jeg har fundet et lidt afsides hjørne, hvor der ikke er overrendt – tilpas med læ, så det også lufter lidt og ikke bliver alt for varmt. Eftermiddagen står i tøjvaskens tegn, og så bliver det spændende hvordan vejret bliver i morgen.
Kajak i skærgården – det går mod de sidste etaper
Denne historie om min tur i kajak i skærgården nærmer sig afslutningen. Tilbagerejsen er begyndt, og tiden da jeg afsluttede turen er ikke langt væk.
Læs den sidste del af beretningen i næste uge.