En kajaktur i skærgården ved den svenske vestkyst er ikke en vildmarkstur. Som man kan forstå, når man læser hvad jeg har skrevet, er der mennesker over det hele. Der er både de fastboende, der er små byer og havne allevegne og enkelte større byer, og der er de mange feriegæster. Specielt når vejret er så godt som det var sidste sommer, fylder de skærgården.
Der var masser både på vandet, store og små sejlbåde, enorme, luksuriøse motorbåde og speedbåde. Ikke kun feriegæsternes både, men de lokale bruger meget hurtige motorbåde, som vi andre bruger biler.
Det er ikke noget nyt, at øerne langs Sveriges vestkyst er beboet. Der har boet mennesker her siden isen trak sig tilbage, og især bronzealderkulturen har efterladt sig spor i form at gravhøje og helleristninger.
På den måde var min kajaktur i skærgården ikke en vildmarkstur afsondret fra civilisationen. Det var dog en stor og smuk naturoplevelse, og med primitivt lejrliv. Jeg troede, jeg havde brug for en pause og et bad – læs i denne tredje del af dagbog fra min kajaktur i skærgården om hvordan dét gik.
16. juli
Camping – kajaktur i skærgården
Her, på Vindön Camping och Marina, er livet primitivt på en anden måde, end når man slår lejr i det fri. Jeg forstår ikke helt tiltrækning ved det primitive på denne måde. For eksempel, når jeg er på tur, skider jeg siddende på hug over et hul i jorden, som jeg dækker til bagefter (jeg er blevet ret god til at sidde i skovskiderstillingen), mere simpelt kan det vel ikke gøres. Her på campingpladsen skider man på det, der mest af alt minder om et offentligt toilet. Det primitive er altså blot en forringelse af det, der kendes der hjemmefra. Den store lejlighed eller det store hus er skifter ud med noget mindre på hjul, hvad enten det er en campingvogn eller et mobilehome. Bad tages ikke i det hjemlige badeværelse, men i et fælles rum – dog er der stadig bruser med koldt og varmt vand. Selv de, der sover i telt, har sat en lille spisestue op med borde, stole og køkkenbord.
Livet på en kajaktur, eller enhver anden slags friluftstur for den sags skyld – er primitivt på en anden måde: man prøver ikke at efterligne hverdagens komfort, men i stedet at tilpasse sig de omgivelser, man nu engang har valgt at drage ud i. Teltet er beregnet til at give ly, ikke en efterligning af stuen derhjemme. Sovepose og underlag prøver ikke at være en seng, men bare at give god søvn og varme, og trangiaen er blot en afløsning for ildstedet. Attituden er anderledes, man prøver ikke at få det primitive til at være så tæt på dagligdagen som muligt, man tilpasser sig i stedet det primitive.
Nogle vil måske sige at livet på en campingplads en nemt, når man er en familie med børn, og der er da også mange børn der morer sig her; men jeg har flere gange på turen mødt et ungt tysk par med to små børn. Der sejler rundt i en gammel Folkebåd af træ. For de, der ikke ved det, er livet i en Folkebåd ikke noget, der kan sammenlignes med hverdagens komfort. Et oprigtigt primitivt liv er ganske muligt selv med børn, og børnene har det stadigt sjovt.
De mennesker, der er her på camping, er noget anderledes end dem jeg møder rundt omkring i havnene, selv de, der rejser omkring i store luksussejlere. Her på campingpladsen er det lange samtaler i mobiltelefoner, solcreme og store vomme – jeg er overraskende nok en af de meget slanke her.
Hvorfor, kan man så spøge, er jeg så her? Jo, det er lidt af hverdagens komfort der trækker. Efter godt 14 dage har jeg brug for at vaske mig selv, mit tøj og mine spisegrejer i ferskvand. Jeg tager en hviledag her, og håber at få det hele rent, og også gøre kajakken ren og orden lidt småting på den.
Så smuk, så smuk…
I går, da jeg havde slået lejr det sidste sted inden campingpladsen her og sad med en kop kaffe, gik det op for mig hvor smukt et landskab, jeg kiggede på: træer, forskellige slags, stod tæt ned til vandet. Dem jeg sad under var fyrtræer, træhuse skimtedes i skoven på den anden side af vandet, solen skinnede, men der var præcis så meget vind, at det ikke var for varmt, vandet i det smalle sund, der skiller Orust fra resten af Sverige, var glitrende blåt, og ned langs sundet kunne jeg se runde, stejle, skovklædte bakker, der bag hinanden fortabte sig i disen. Det hele vakte en dyb glæde i mig – turen begynder for alvor at virke.
I morges var det ikke anderledes. Alt var stille. Her væk fra havet er der ingen måger, gæs og strandskader, vandet var spejlblankt og flige af tågebanker hang i de lave dale. Tågen blev først farvet gyldent, for senere at forsvinde helt, efterhånden som solen kom højere op.
Turen hele vejen op til campingpladsen var på helt stille vand, mens skærene, bakkerne og skovene gled forbi, og viste den ene udsigt efter den anden.
Solen
Her på campingpladsen brænder solen ned og det er alt for varmt, men man kan heldigvis købe is. Der er også en bruser med koldt vand, og snart når træernes skygger hen til der hvor jeg sidder og til mit telt.
17. juli
Flere billeder
Nu, da der er strøm på min iPad igen, har jeg benyttet lejligheden til at lave et udvalg af de billeder, jeg har på kameraet. Det tage billeder i raw-format og de skal en tur gennem Lightroom, inden de kan bruges her på bloggen. Lightroom kræver en del resourcer – WiFi og strøm, så det er bare nu, hvor jeg har adgang til en stikkontakt og et hotspot, at jeg tager mig af de foto, jeg har fået fanget på mit lille Nikon.
Her er udvalget:
18. juli
Camping II
Det var ikke en god idé at bruge så lang tid på campingpladsen. Selv om jeg fik taget bad og vasket tøj, har jeg ikke haft det godt her. Jeg er selvfølgelig blevet udhvilet, dog har jeg ikke sovet helt godt nok. Det at være her, er meget forskelligt fra resten af turen jeg har været igennem, og jeg føler lidt, at jeg er kommet ud af den rytme, det flow jeg havde fundet ind i. Jeg har egentlig ikke fortrudt jeg tog hertil, kun at jeg valgte at bliver her to overnatninger. Jeg regner med at benytte en campingplads en eller to gange mere på turen; men i så fald bliver det bestemt ikke mere end en overnatning af gangen.
Der er noget tarveligt over en campingplads. Jeg har svært ved at sætte fingeren på det – men det minder mig lidt om en upasset offentlig institution. Det er ikke noget specielt for denne plads, den er så fin som de findes, og jeg har set værre. Jeg må se i øjnene at campingpladser ikke er mig. I det lys, er det lidt dyrt for de to ting jeg kom her efter: vask og strøm.
Her til morgen sidder jeg bare og venter på at komme på vandet igen. Jeg må vente på tidevandet. Kajakken er trukket op på en lille strand, hvor det er meget lavvandet – en familiestrand kalder campingpladsen den, og ved ebbe er der tørt sand langt ud, først mellem 8 og 9 vil vandet stå så højt, at jeg nogenlunde ubesværet kan trække kajakken ud på dybt vand. Jeg har også brug for at besøge ICA i den lille by, Henån, tæt ved. De åbner sikkert først også mellem 8 og 9 lige som tidevandet.
Når jeg kommer af sted, går turen op i Lysekil fjord – spændende om der findes en lejrplads der, så jeg kom komme til hægterne igen.
19. juli
Teltet
Mit gode, gamle telt er ved at gå i stykker!
I morges, da jeg pakkede sammen, opdage jeg en revne i selv teltdugen, ikke i en af sømmene. Det blæste ikke i nat, og da jeg satte teltet op, var jeg bestemt ikke hårdhændet, men alligevel er der spontant kommet en flænge i dugen. Det er et gammelt telt, og selv er det er lavet af et stærkt nylonstof holder det ikke evigt. Nylon nedbrydes med årene af UV-strålerne fra solen og bliver langsomt skørt. Mit telt er det åbenbart nået dertil, at det falder fra hinanden helt uden at der sker noget belastende.
Nu har jeg lappet telt og håber der ikke sker mere. Det vil være ødelæggende for turen, hvis teltet går så meget i stykker, at det ikke kan bruges længere.
Selv om jeg har et vandtæt overtræk til soveposen, vil det at sove under åben himmel ikke være alternativ i det lange løb. Så længe det bare er det sommervejr der har ramt os, er det kun myggene, der vil være et problem; men hvis det regner eller blæser meget, er jeg blevet for gammel til den slags sjov. Og der kommer jævnligt tordenbyger skabt af sommervarmen…
Spørgsmålet er, om jeg skal vende om, og se om jeg kan nå hjem inden teltet går helt i stykker, eller jeg bare skal fortsætte og se hvor langt jeg når inde det kollapser helt. Hvis det sker, så må jeg finde ud af, hvordan jeg kommer hjem derfra, hvor jeg er nået til?
Foreløbigt ror jeg videre nord på og ser hvad der sker.
Sladholmen
Jeg er nået til et sted, der hedder Sladholm, og som ligger lige øst for Malmön (ikke Malmö). Jeg er kommet væk fra den skovklædte skærgård, og er igen ude ved de golde skær, præget af det karske vejr. Rå klipper, hvor de enkelte træer og buske der findes gemmer sig revner og hulninger, hvor de prøver at finde lidt læ.
Her på Sladholmen fandt jeg en lille beskytte strand med helt fladt græs til at slå teltet op på. Det bliver spændende at se om det gamle telt stadig hænger sammen i morgen tidlig…
20. juli
Søndenvind og sol
Med det her sommervejr er det ikke underligt, at skærgården er fuld af mennesker. Der er både på vandet over det hele, nogle sejlende mellem skærene, andre tøjret til dem, og med deres mennesker henslængt i solen på klipperne eller badende i vandet.
På turen i dag var meget af min ruten henlagt til at følge ‘farleden’, som sejlrenderne mellem skærene hedder på svensk. Her er der en hel karavane af lystbåde – helt utroligt mange. Det ser flot ud, når massevis af hvide sejl kommer op mellem øerne, men det romantiske bliver noget ødelagt af de ligeså mange store motor- og speedbåde, der pløjer sig gennem det hele.
Den gode vej på kajaktur i skærgården
Jeg startede fra Sladholmen med en kort tur over til Malmön for at tanke vand, og fortsatte så til Kungshamn, og videre op til Sotekanalen. Her opgav jeg en hver tanke om at ro gennem selv kanalen – det var en lang kø af lystsejlere af enhver slags, og med de lodrette klippekante ville det blive et helvede af refleksbølger. Jeg roede derfor udenskærs. Her var vinden frisk fra syd, bølgerne dejligt store og havet havde den rigtige dybblå farve. Jeg surfede af sted på bølgerne, og have det hundrede gange sjovere end de, der sad i kø inde i kanalhelvedet.
Teltet holder
De mange mennesker gjorde det også i dag svært at finde en god lejrplads, men det lykkedes til sidst.
Telte holder, jeg er i godt humør igen, solen skinner og vinden bliver ved med at komme fra sydlige retninger. I morgen forsætter jeg nord på og prøver at holde mig fra de mest befærdede farled.
21. juli
Opvarmning på kajaktur i skærgården
De forskellige kajaktrænere og -instruktører, jeg har haft siden, jeg startede med at ro kajak, har alle lagt vægt på det vigtige i at varme godt op inden selv roningen begyndte. Det er jo klogt; men stor har forundringen så været, når det viste sig at i alle tilfældene, har opvarmningen bestået i, at vi stod og hoppede og svingede med armene i et par minutter på kajen, eller lavede lidt strækøvelser i kajakken. For en mand (sikkert også en kvinde) på min alder giver det ingen mening. Der skal væsentlige mere til, hvis det skal have nogen positiv effekt.
Min opvarmning består i at ro et godt stykke tid i et roligt tempo. Jeg starter meget adstadig ud, og ror, måske lidt hurtigere efterhånden, mindst 20 minutter, gerne en halv time. Det er det, der skal til, før jeg er klar til at give den fuld gas.
Modvind
Når så dagen starter i hård modvind ret fra stranden – omkring 10 sekundmeter – og efter en stund kommer fra siden med store bølger, der bliver gjort endnu større og helt uberegnelige af reflex-søerne fra den åbne, lodrette klippekyst, er det ikke den opvarmningen jeg foretrækker. Det er især hårdt for skuldrene, som normalt virkelig skal lempes i gang, og jeg kan stadig mærke det i dem, nu jeg sidder og skriver dette. Det er ikke noget stort problem, eller noget, der er i nærheden af at være en skade, men det ville havde været rart at starte lidt mere roligt ud. Desuden var det bare en god halv times roning, så var jeg inde i smalle sunde mellem skærene og øerne, og med den kraftige sydvestenvind i ryggen.
21 dage
I dag er det 21 dage siden jeg startede på min kajaktur i skærgården, og foreløbigt er turen gået som jeg gerne ville have det. Der er kun en uge til at jeg skal begynde at ro tilbage, og rent geografisk er der ikke så langt til Koster Havets Nationalpark, der var noget jeg håbede på at nå at se. Det er ganske muligt, da der faktisk kun nogle få dages roning derop.
I morgen
Jeg har slået lejr på en ø, hvor jeg har fundet et sted, hvor der er god læ nu det blæser så meget. Øen ligger et par kilometer nord for Hamburgsund (jeg er ikke i Tyskland – det hedder altså sådan). Jeg har ikke roet så langt i dag, og i morgen regner jeg heller ikke med at ro mere end 15-20 km.
Vinden skulle bliver lige så kraftig som i dag, men endnu mere sydlig, og det er godt: jeg kan starte stille og roligt i medvind og få varmet godt op, inden jeg sætter fart på.
Kajaktur i skærgården – minderne der kommer igen
Jeg nyder at samle det jeg skrev, da jeg var af sted på den lange kajaktur i skærgården. Det er dejligt at genopleve turen igen på den måde, og dykke ned i de oplevelser og tanker jeg havde i sommervarmen.
Der er selvfølgelig mange ting, der ikke kom med i det jeg skrev på turen. Ellers havde jeg ikke fået roret ret langt, og bare siddet og skrevet; men et minde holder kimen til andre minder, så når jeg beskæftiger mig med en af de ting jeg husker fra turen, hjulpet enten teksten jeg retter i eller de foto jeg bearbejder, dukker andre minder op igen, og hele min tur får på den måde nyt liv. Jeg glæde mig derfor til de næste par uger: igen, i sindet, at være på kajaktur i skærgården.
Læs mere i næste uge!