Jeg var på vej hjem på cykel ude fra kajakklubben, og i et af de øjeblikke, hvor jeg ellers ville være blevet stresset og sur over irriterende oplevelser i trafikken, gik det op for mig at jeg var rigtig glad.
Glæden var i to dele: den ene del kom fra træningen i sig selv: følelsen af at have brugt kroppen på en god måde og velværet af en sund træthed. Den anden del af glæden kom fra selve det at have været på vandet – kom fra den naturoplevelse det er at være tæt på vandet og havet.
Det var østenvind 7 til 8 sekundmeter, og jeg havde været uden for havnen, ude på Øresund, og det var for at være i bølgerne jeg var roet derud. Bølgerne havde en god størrelse, cirka et halvt hoved højere end mig når kajakken var i bølgedalene. Bølger i den størrelse inviterer egentlig til at surfe på dem, men typisk for området uden for Trekroner var de alt for uregelmæssige og kom fra flere retninger. Jeg nøjedes derfor med blot at ro en tur i dem og nød fornemmelsen af hvor god min kajak er i den slags forhold.
Min kajak er en Anas Acuta.
Jeg købte den brugt, og jeg har mødt eller kender alle dem der har haft den før mig. Ham der købte den fra ny for mange år tilbage, er Niels der nu om dage hjælper mig med min rulletræning. Det giver mig en god fornemmelse at jeg kender kajakkens tidligere liv.
Jo mere jeg bruger den, jo gladere bliver jeg for den og for de egenskaber den har: hvor nem den er at håndtere, hvordan den reagerer på styretag og kantningen og især hvordan den opfører sig i bølger, brænding og andre hårde forhold.
Jeg var nød til at pille lidt ved den: Det oprindelige Valley-sæde havde en form så det var som at sidde med røven i et hul, men at efter jeg fik ændret vinklen på sædet og skummet den lidt op i siderne, sidder jeg godt, og sammen med dens ocean-cockpit, har jeg god kontakt med kajakken hvad enten det er i bølger eller når jeg ruller.
Tågen
En anden dag, her i det tidlige forår, stod jeg på kajen ved klubben, betaget af solskinnet og hvordan tågen kom rullende forbi borte bag træerne ved Christiania og halvt skjulte Amagerbakke. Det var også østenvind denne dag, men jeg ville ikke ud på havet – jeg ville ned i det.
Vandet var stadig skide koldt for at sige det på godt dansk, og jeg havde forskanset mig mod kulden med masser af neopren og uld. Mit ansigt var dog ubeskyttet og kulden bed i huden, og det tog fire til fem rul inden jeg kunne koncentrere om andre ting: for eksempel selve rullene, og om jeg udførte dem korrekt.
Det er dragende, vandet.
Her om foråret er vandet som regel klart som glas, og man kan se langt ned. Selv de steder hvor der er flere meter dybt, kan jeg i stille vejr uden besvær se detaljerne nede på bunden. Alger og tang dækker endnu ikke alt det der ligger dernede. Det er både forunderligt og foruroligende.
Forunderligt fordi det er en skjult verden der åbenbarer sig. De hemmelige steder hvor fisk og deres yngel færdes, hvor sæler jager, hvor muslinger vokser og hvor snegle og søstjerner kravler rundt. Der ligger store og små sten, tomme skaller, ubestemmelige ting dækket af rurer og blåmuslinger, og der ligger skidt og skrammel.
Og det er skidt og skrammel der gør det foruroligende, for der ligger rigtigt meget – og jeg synes der kommer mere og mere for hvert år der går. Mange af de ting der ligger dernede er næsten ukendelige, halvt begravet i mudder, dækket af spirende alger, blevet til underlige former af skyggefuldt grønt. Mellem dem er der dåser, plastik, solbriller, cykler, gamle møbler og måske en gammel båd.
Lidt senere på året vil det hele være dækket af alt det grønne der vælter op efterhånden som lyset og varmen tager til.
Hejrerne i København
Der står en skildvagt ubevægelig i det lave vand ved bredden – klar til med det spidse næb at spidde uforvarende småfisk der skulle vove sig forbi.
Man ser hejrerne alle vegne i København hvor der er vand. Historien går (jeg ved ikke om den er sand), at den daværende direktør for Zoo, Bent Jørgensen, tilbage i 80’erne slap dem fri så de havde hele København at boltre sig i.
Om det er sandt eller ej, så er det almindeligt se de store fugle over hele byen.
Meditationen i kajakken
Jeg opdager, at jeg mere og mere tager på vandet alene. Her må jeg understrege at jeg ikke har noget i mod at være sammen med andre – jeg nyder at være på tur med ligesindede. Der er dog en fordybelse jeg søger: rytmen af rotagene og i kroppen, kajakkens bevægelser i vandet; når vandet er spejlblankt eller dybblåt med lysende hvidt, skum på bølgetoppene; at sidde og stirre ned i dybet, spejde mod horisontens dragende linje.
»Det store hav
bevæger mig!
Det store hav
sætter mig i drift!
Det bevæger mig
som søgræs på sten
i bækkens ilende vand.
Himlens hvælv
bevæger mig!
Det mægtige vejr
stormer gennem min sjæl.
Det river mig med
og jeg skælver af glæde.«
– Uvavnuk, angakok