Alene

Jeg var af sted alene.
Det var en af præmisserne for rejsen i kajakken. Og hvorfor det?
Svaret er mange svar, og måske også noget, der slet ikke kan besvares.
Rent praktisk var det en lang tur, planlagt til at vare i to måneder. Den blev noget kortere, men var stadig omfattende. Det er ikke mange, jeg kender, der kan forlade job, familie og alt det der hjemme i så lang tid.
Der er heller ikke mange personer, jeg kan forstille at være så tæt sammen med i så lang tid. De få, der kunne være tale om, kan sikkert slet ikke se sig selv på en færd som denne. Det er ikke fordi jeg har problemer med at være på tur med andre – tværtimod. Jeg har det fint med ture på alt fra en weekend op til et par uger sammen med andre – få eller mange; men det er noget andet, når det bliver så lang tid.

På tur alene

Når man er af sted sammen med andre, indretter man sig selvfølgelig efter hinanden. Nogen står tidligt op, andre kan godt lide at sove længe. Nogen drikker kaffe, nogen vil heller have te, en del er vegetarer, og den anden del sværger til bacon; nogen vil sove med hovedet ned ad i teltet, andre vil sove med hovedet opad, og sådan kan jeg blive ved. På tur kan det være et kunststykke, at få det hele til at passe sammen. Jo længere turen er, jo sværere er det at få det til at lykkes.
Det var en af fordelen ved at være alene. Jeg har kunne gøre lige som det passede mig: stå tidligt op, være hurtig til at pakke sammen og pakke ud, spise og drikke hvad jeg ville, og ikke mindst egenrådigt bestemme hvorhen og hvor langt jeg skulle ro.

Pakning behøver ikke tage en evighed

Især det, med hvornår jeg står op og det med pakningen, er tit et problem for mig når jeg er ude sammen med andre. Jeg vågner næsten altid mellem kl 5 og 6, og sidder tit en time eller to og venter på at de andre for kravlet ud af soveposerne.
Fra år tilbage, da jeg ofte var på klatretur med min klatremakker Henrik, har jeg øvet mig i at pakke hurtigt sammen. Henrik og jeg blev enige om vi simpelthen ikke gad bruge en masse tid på den proces, så vi gjorde en dyd ud af at kunne få telt, sovegrej, køkkengrej, klatregrej og alt det andet pakket sammen så hurtigt som muligt. Vi ville gerne have mere tid til de andre ting, også selv om det bare var at sidde i solen med en kop rødvin. Det har fulgt mig lige siden, og jeg er stadig god til at få pakket sammen hurtigt – tit meget hurtigere end dem jeg er sammen med. Så sidder jeg igen og venter på de andre.

Mad og planlægning

Jeg er vegetar. Det kan være et problem på ture med mange deltagere og fælles mad. På nogle større ture, har vi været delt op i grupper, der tager sig af de forskellige måltider. Jeg har ind i mellem oplevet, at de, der stod for indkøbene, har ikke taget det alvorligt og ikke brugt energi på at sørger for, at der var mad alle kunne spise.
Når man planlægger ruten, er der selvfølgelig forskellige meninger og ønsker om hvorhen og hvor langt man skal ro. For det meste er det ikke et problem at finde en løsning alle synes godt om; men der er situationer, hvor den ene eller anden må gå slemt på kompromis.
Jeg har kunnet stå op når jeg ville, tage af sted når jeg ville, spise hvad jeg ville og ro hvorhen jeg ville. Jeg har kun haft mig selv at være uenig med – og ‘vi’ har tit og let kunne find en god løsning på uenighederne.

Friheden ved at være alene

Der er en form for frihed ved at være alene, ved ikke at være begrænset af andet end én selv, og på en kajaktur som den jeg lige har været på, af vejret, havet og det praktiske ved turen.
Der er et skisma for os mennesker, vi trives godt sammen med andre og længes som regel efter at have mennesker omkring os; men samværet er også begænsende.
De sammenhæge vi befinder os i har regler og love, måder at være sammen på, der selvfølgelig er nødvendige. Jeg tænker ikke bare på det officielle, der er vedtaget i det overordnede samfund, men mest på det, der gør at den nære gruppe vi er i kan fungere, hvad enten den gruppe er en familie, et kollektiv, en skole, en arbejdsplads eller en flok på tur i kajakker. Regler, der både kan være skrevne og uskrevne, og regler der er til for at samværet mellem mennesker kan fungere.

Det, der tit kan være et problem, om det nu er i den lille nære gruppe eller i den store gruppe vi kalder samfundet, hvor det nok er mest udtalt, er hvis nogen tilraner sig en autoritet, de ikke har hjemmel til. Hvis nogen hævder en form for autoritet, skal der altid stilles spørgsmål ved dens legitimitet, og det er altid autoritetens opgave at retfærdiggøre den – det er aldrig andre, der skal bevise, at den ikke er legitim.
Når man er alene, er der kun éns egen regler og éns egen autoritet. Ingen påfører begrænsninger, kun én selv.

Tavshed

Jeg har ikke talt meget, i det stykke tid jeg har været af sted. Den længste samtale jeg har haft på den gode måneds tid jeg har roet i kajakken, har højst varet nogle få minutter. Ind imellem er der gået flere dage, hvor jeg ikke har ytret et eneste ord. Man kommer i en anden tilstand af ikke at benytte sig af sprog i så høj grad, som vi gør til daglig. Oplevelserne bliver mere nære, når man ikke lægger et lag af ord hen over dem.
Det har ikke været rigtig tavshed, jeg har befundet mig i. Jeg har haft litteratur med på turen, jeg har skrevet her på bloggen, jeg har læst nyhederne og jeg har selvfølgelig snakket med de folk jeg mødte.

På intensive yogakurser, som for eksempel tremånederskurset i Håå, har jeg flere gange oplevet at være i dyb tavshed i op til 33 dage. Det er en transformerende oplevelse, der fritsætter utrolige ressourcer i éns væsen. Turen her har ikke været tavshed på den måde, men der var noget af det sammen over den, og jeg oplevede at komme tættere på naturen, end hvis jeg var i en sammenhæng med andre.
Det kunne være interessant at tage på en tur til et sted, hvor der er helt øde, hvor der ikke er noget læse, noget at skrive, ikke er noget internet og hvor der ikke er nogen at snakke med – en kajaktur, hvor der er regulær tavshed undervejs. Ingen ord, kun ødemarken og havet.

Alene

Skal man være alene for at være fri?
Jeg anser frihed for at være en tilstand i éns væsen. Helt grundlæggende er den tilstand uafhængig af ydre omstændigheder; men så snart man involverer sig i det man oplever omkring sig, er den tilstand væk. Og man involverer sig hele tiden, det er klart, og heller ikke noget man som sådan skal undgå, men hvis man forstår det, kan man altid vende tilbage. Det kræver træning, og for mig har turen været en del af den træning.
Turen har været en søgen efter frihed på mange planer, en test af hvad frihed er, og en lyst til helt enkelt at være fri for at nogen siger hvad jeg skal gøre; hvad der er den rigtige måde at leve på. Den har været en måde at vende tilbage til mig selv på – ikke til det jeg får påduttet, der er mig selv.
Jeg kan godt lide at være alene.