»Arrrgh! Jeg skal tisse!« Når man sidder tissetrængende i en kajak på fjerde time, og ikke har haft mulighed for at gå i land og lette sig, kan det blive ret besættende.
Der kan være mange grunde til det ikke lige er muligt at hoppe ud af kajakken. Det mest åbenlyst er, hvis man er i gang med at langt kryds over åbent hav. Eller man ror langs en kyst i pålandsvind og ikke har lyst til at at skulle ind og ud gennem den store brænding alt for tit. Eller langs en stejl klippekyst. Eller man sidder midt i et Lucia-optog i Københavns havn. Eller hvad ved jeg?
Der kan være masser af grunde til, at det ikke lige kan lade sig gøre at få tisset, når man er tissetrængende i en kajak.
Tisse med sæler
Da jeg i sommeren 2018 roede langs Sveriges vestkyst, lavede jeg et par lange kryds i starten af turen. Det første var fra Kullen op til Hallands Väderö. Det var en tur på cirka 20 kilometer, og jeg måtte knibe godt sammen, da jeg nærmede mig sæl-reservatet og de første skær på sydsiden af øen.
Bølgerne på turen nord på fra Kullen havde været så store, at jeg ikke havde haft lyst til at forsøge mig med at tisse i min pøs undervejs. Derfor var det med nogen lettelse, at jeg kunne hive den frem (pøsen), da jeg kom ind i læ af det første skær. En af de spændende ting ved Hallands Väderö er de mange sæler, og mens jeg sad og hyggede mig med pøsen, stak fem af dem hovedet op ad vandet ganske tæt på kajakken. De sad og kiggede intenst på mig, mens jeg fyldte pøsen godt op. Tit tænker man på sæler som søde med deres store øjne, men jeg må indrømme at jeg følte mig temmelig overvåget og oplevede de fem par store øjne uudgrundelige og mærkeligt fremmede. Det var en lettelse (ikke bare i blæren), da jeg var færdig og kunne begynde at ro igen. Bevægelsen fik sælerne til at forsvinde under overfladen, for så kort efter, at dukke op længere væk.
Tisse på bagdækket
På en anden meget lang tur, ned gennem Vestmannasund til Hestur, orkede jeg ikke at kravle ud af kajakken ved det første tissestop, og til min fortrydelse viste det sig at blive det eneste. Turen var lang, så da vi nåede frem til den ucharmerende havn på øen, var jeg nærmest ved at eksplodere, og fløj op på den første, den bedst bro. Jeg var så spændt, at tisset i lang tid blot piblede frem, men hvilken lettelse!
I det hele taget fandt vi på Færøerne ud af, at gjaldt det om at benytte de få lejligheder der bød sig til at komme i land og tisse. Selv om en del skær blev udråbt til potentielle tisseskær, var det ikke altid vind og bølger gjorde det muligt at udnytte dem.
En af kvinderne skulle en dag tisse rigtigt meget – virkeligt meget. Der var absolut ingen steder at gå i land, klipperne var stejle og bølgerne slog op mod dem. I følge søkortet var der en del sømil til vores planlagte landingsplads og ikke nogen mulighed for landgang før det. Det gjorde så ondt at hun blev nødt til at tisse.
Vi arrangerede os sådan at jeg og en anden sad på hver side af hendes kajak og støttede den, mens hun kravlede op og satte sig overskrævs på bagdækket. Med noget besvær fik hun lynet sit drop-seat i tørdragten ned. Ikke den mest bekvemme stilling at gå på toilettet i, og det er ikke nemt at slappe af siddende med bar røv på bagdækket af en kajak i bølgegang, så det tog sin tid. En af de andre måtte binde sit slæbetov i os for at holde tisseflåden væk fra kysten. Til sidst var det overstået, og hun kunne med lettelse i ansigtet kravle ned i cockpittet, og vi kunne forsætte turen igen.
Stort
Et drop-seat kunne også, i nogle situationer, være en god ting i en tørdragt til herre. En gang, da hele gruppen var klar til at tage af sted, og de andre allerede sad i kajakkerne, blev jeg nødt til at løbe hen bag en sten for at skide. I den situation ville det havde været rart bare at kunne lyne ned og sætte sig på hug. I stedet blev jeg nødt til at tage næsten det hele af, blive færdig og så tage det hele på igen.
Pøsen
Til gengæld er det bekvemt, at der er en lynlås foran i herre-dragterne. Bekvemt når man samtidigt har sin pøs hos sig i cockpittet. Jeg har tit hørt, at man kan bruge en gammel sodavandsflaske, men jeg synes at pøs er bedre. Den er nem at bruge (ingen problemer med at ramme), den er nem at gøre ren og den kan bruges som supplement til pumpen og svampen, når der skal vand ud af kajakken. Da jeg købte den, syntes jeg det måske var lidt af en luksusting, men nu vil jeg ikke undvære den. Det er dejligt at kunne tisse når jeg har brug for det. Også selv om det er nemt at komme i land, er det tit det meget nemmere at ordne det hele i cockpittet, og så ro af sted igen.
Det kan selvfølgelig være et problem at bruge pøsen når man er ude i søgang. Ikke så meget på grund af faren for at tisset skvulper over, men når man har løsnet spray-dækket og bølgerne skyller hen over dækket, får man også brug for pøsens anden funktion, når man har besørget. Jeg plejer at sænke kølen helt ned, så kajakken ligger med bølgerne ind bag fra, og kun løsne (så vidt det kan lade sig gøre) spray-dækket foran. På den måde kan jeg ofte holde det meste vand ude.
Knap så tissetrængende i en kajak
Noget jeg hurtigt opdagede, da jeg begyndte at ro i kajak, er hvor træls det er at sidde og knibe sammen, måske i timer, inden man får mulighed for at lette sig. Jeg begyndte derfor at gå meget op i hvor meget vand, jeg havde brug for at drikke på en tur.
Det er jo ikke nogen god ting at blive dehydreret, men på den anden side er det nemt at sidde og sippe for meget. Jeg er derfor nået frem til et system hvor jeg venter med at tage en tår til jeg har roet cirka 20 minutter og derefter tager en tår mere hvert kvarter. Ikke en stor slurk, bare så meget at jeg ikke bliver tørstig. Det har krævet lidt eksperimenter, men fungerer fint for mig nu.
Jeg bruger altid en flaske/drikkedunk, som jeg har liggende på dækket. Selvom der er en lomme i ryggen på min redningsvest til en pose med drikkeslange, har jeg ikke lyst til at bruge den slags. Både for ikke at falde for fristelsen til at sippe for meget, men også med tanke på hygiejnen. Det er ikke nemt at holde en drikkeslange så ren som jeg gerne vil have den på en tur over flere dage.
Jeg skal tisse!
Alle mennesker tisser, og tisser også flere gange om dagen. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har i sin bog ‘Om efteråret’ regnet ud, at han, på det tidspunkt han skrev kapitlet, har tisset cirka 75.000 gange i sit liv.
Det kunne være rart hvis man ikke sad tissetrængende i en kajak så tit, men der ingen vej uden om. Så det gælder bare om at få det til at fungerer bedst muligt. Med lidt planlægning og lidt bekvemmeligheder synes jeg, at jeg efterhånden har fået nogenlunde styr på det.
Nu vil jeg ikke skrive mere – jeg skal på toilettet.
2 kommentarer
Istedet for en pøs kan man bruge et øsekar.
Hej Henrik,
Det er faktisk et øsekar jeg mener når jeg skriver pøs. Jeg har et øsekar i forholdsvis blødt plastik som kan klemmes fast ved siden af sædet i kajakken.
– Anders