Traditionel kajakbygning.
Hos Kajakkspesialisten i Vestfossen

Dråber fra pagajen trommede mod det stramme stof i fordækket, og blandede sig med overjordiske lyde fra den åbne dør til øvelokalet i det rytmiske musikkonservatorie. En sælsom musikoplevelse der akkompagnerede min første lidt længere tur i min nybyggede kajak.
De få dråber, pagajen smed op i luften, gav forskellige lyde alt efter hvor på dækket de ramte, om det var en af de større flader eller en af de helt små tæt ved stævnen. Stoffet var stramt og nylakeret, og augustsolen, som af uransagelige årsager havde besluttet sig for at titte frem lige den dag, glitrede i den blanke lak og i vanddråberne.

Et par dage tidligere var jeg kommet hjem fra et kursus i traditionel kajakbygning hos Anders Thygesen i Vestfossen i Norge. Kurset var en meget generøs julegave fra min søster og svoger, Anne og Ronny, og noget jeg havde set frem til at prøve i en del år.
Vi byggede kajakkerne i det gamle kapel i Vestfossen som nu er er blevet sat i stand og indrettet som kajakværksted.
Anders, der har bygget traditionelle kajakker og holdt byggekurser i mange år, er en dygtig håndværker og rigtigt god til at formidle sin viden.

Det blev en intens og meget lærerig oplevelse, og undervejs skrev jeg mine indtryk ned i en slags logbog (jeg kan ikke kalde det en dagbog, jeg er lidt for maritimt indstillet), og jeg tog en masse billeder.
Jeg har redigeret lidt i det hele, både tekst og billeder, og serverer det her:

Mandag d. 31/7.
Første dag – kajakken dukker op.

På trods af min bekymring over ødelagt nattesøvn i teltet på grund af trafikstøj og regnvejr og et nyt sted, en lang rejse og tanker om hvad der skulle ske denne dag, havde jeg sovet lige så godt som jeg plejer at gøre. Hvilket også betød at jeg vågnede tidligt, og havde god tid for mig selv til morgenmad, kaffe, læse nyheder og skrive.
Køkkenet i Kapellet er hyggeligt, og jeg besluttede hurtigt at jeg ikke ville sidde og kukkelure i teltet, men kun sove der, og ellers bruge de sparsomme ledige stunder ved bordet her.

Det blev en lang dag, 8 morgen til 8 aften – med pauser dog, og vi fik lavet en masse. Til forskel fra da vi mødtes om morgenen, hvor der blot lå nogle træpinde på bukke, lå der til aften noget der lignede kajakker – eller i hvert fald begyndelsen til kajakker.
Der var god og tydelig instruktion, og vi kom hurtigt i gang, og Anders lagde vægt på at vi arbejdede sammen og hjalp hinanden, hvilket også skabte en god stemning.
Vi sluttede dagen af med at høvle spanter: To hjalp hinanden med at tage kanter af listerne med en el-høvl, mens vi andre rundede dem af og glattede dem til ved hjælp af bugthøvle. Spanterne blev derefter lagt i blød så de var klar til at blive bøjet i facon.
Ellers var arbejdet mest udmåling og tilpasning, vi fik skåret huller til spanterne i rælingsstykker, og begyndte at tilskære de stykker træ som skulle ende som dæksbjælker.

Pauserne var hyggelige. Sibbe havde fødselsdag, og der manglede ikke kage, og han lavede en yderst lækker frokost til os.
Frokosten var i øvrigt noget vi skiftedes til at lave, vi havde en dag hver hvor vi stod for det hele.

Tirsdag d. 1/8.
Spantebøjning – kajakkernes skrog får form.

De to første dage var jeg frustreret over mit øjemål, noget jeg også har bemærket tidligere: det er blevet dårligere med alderen (og sikkert også fordi jeg ikke bruger det så meget længere).
Dagen før, da vi skulle save dæksbjælkerne til, havde jeg store problemer med at måle og save korrekt. Dæksbjælkerne skulle skæres i smig på to leder, og det kræver sit at få den halvsløve sav til at gå rigtigt gennem træet.
Da jeg var yngre var jeg god til både at tage mål og save lige, men det er en saga blot.

Ellers gik det hurtigt frem i Kapellet: Denne dag fik tre af kajakkerne spanterne på.
Netop spanterne var noget jeg havde været lidt spændt på. Spanterne havde ligget i blød et døgn og blev derefter puttet i en interimistisk ovn hvor de blev dampet. Derefter skulle de tilpasses og bøjes per øjemål, og jeg havde svært ved at se os uerfarne have nogen chance for at kunne gøre det korrekt.
Det blev vi heller ikke nødt til: Anders bøjede, tilpassede og placerede alle spanterne på alle kajakkerne. Det var tydeligt, at det er noget han har gjort rigtigt meget, han var hurtig og præcis, arbejdede med en havesaks, en mora-kniv og perfekt håndelag.

Onsdag d. 2/8.
Svindende frustrationer og Kajakdesign.

Min frustration fra mandag blev en del modereret tirsdag. Jeg mærkede fornemmelse af at bruge hænderne og behandle værktøjet komme tilbage efterhånden som arbejdet skred frem. Sammen med det vendte også glæden ved at skabe noget med hænderne tilbage. I forhold til at stå og bøvle med epoxy og glasfiber, var det dejligt at have høvlspåner i håret og lugten af træ i næsen.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om spring i kajakken, om det er en god ting når vi ruller, nogle mener det ene og andre det andet – jeg er lidt usikker. Naja’en, jeg ellers ruller i, har ikke meget spring. Den jeg byggede på kurset har noget mere.
Spring hjælper helt sikkert når kajakken ligger med bunden i vejret og skal om på siden, men om det hjælper når kajakken skal resten af vejen op står hen i det uvisse.
Vi var tre der byggede rullekajakker: Anne, Stien Arild og mig.
Anders er selv en dygtig kajakruller og har et godt og velovervejet rullekajakdesign.

Jeg blev færdig med at dyvele og snøre alle dæksbjælkerne og masik’en, fik stævnstykkerne monteret, passet kølen til og ikke mindst lagt fast hvor meget spring der skal være i kajakken.
Fordi det er en rullekajak, er det ikke i udpræget grad en replika af en grønlandskajak: de egenskaber, der gør at kajakken ruller som en drøm, er ikke de samme som en kajak skal have hvis man jager sæler på polarhavets kolde vande.
Alle kajakkerne fik spanter på, og flere af dem er kommet langt videre.

Torsdag d. 3/8.
Traditionel kajakbygning.

Det traditionelle ved kajakkerne vi byggede, det der på godt dansk kaldes skin-on-frame-kajakker, altså kajakker hvor stof er spændt ud over et træskelet, er ikke at kajakkerne ligner kajakker fra enten Grønland eller Aleuterne, men selve byggemetoden og at kajakkerne blev lavet specifikt til det vi skal bruge dem til, og at de er tilpasset os der skal ro i dem.
At lave en replikation af en kajak, bygget til en tætbygget inuit på 165 beregnet til sæljagt, hvis man selv er en høj slank person der skal ro stille aftenture langs sommerkysten i Danmark, giver ikke ret meget mening.
Hvis man kigger på de kajakker der er udstillet på Nationalmuseet i København eller kigger i Harvey Goldens bog, Kayaks of Greenland, bliver man hurtigt klar over at en kajak ikke bare er ét design og én byggemetode, men at de er udtryk for en tradition hvor metoden og brugen flydende udvikler sig alt efter omstændighederne, og at det er det der er kernen i traditionen. På samme måde som kajakroning i det hele taget er en mangfoldig kultur og kulturhistorie.

Torsdag blev alle kajakkernes indre trækonstruktion færdige, og de fik linolie så de var klar til at blive betrukket næste dag.
Vi var en hel dag foran planen, hvilket jeg var glad for. Jeg kunne komme tidligt af sted hjemover mandag morgen.
Det var en god dag, hvor jeg mere og mere faldt ind i rytmen med at blive ved og ved gennem hele den tolv timers lange arbejdsdag. Jeg var selvfølgelig dødtræt om aftenen, og den sidste times tid lykkedes det mig også at skære mig i fingrene tre gang – ikke noget alvorligt, bare små flænger der blødte så jeg måtte finde plastret frem hver gang.

Til aften var det ikke duften af høvlspåner der fyldte kapellet, men den noget tungere, dog ikke ubehagelige, lugt af linolie.
Det var temmelig mange dyvler der blev slået i, og temmelig mange spåner der blev høvlet af og i høj grad temmelig meget øjemålsarbejde der er blev udført: Det var den sidste finpudsning og tilpasningen af designet der blev afsluttet – heldigvis med minimalt blodtab. Vi var blandt andet nede og sidde i kajakkerne for første gang for at være sikre på at dimensionerne var helt rigtige.

Fredag d. 4/8.
Snedkerværkstedet og Kapellet…

Rytmen i kroppen, høvlen der stryger over træet og efterlader en spejlblank flade, spånen – halvgennemsigtig – der krøller og falder til gulvet, formen man nærmer sig: jeg elsker at høvle. Og jeg høvlede en hel del dagen før og var stadig lidt øm i armen da jeg vågnede.
Til morgen lugtede det ikke af høvlspåner og savsmuld i Kapellet, men af linolie og terpentin. Kajakkerne lå nøgne på gulvet og ventede på et blive beklædt. Det så ud til at de to næste dage ville gå med at trække dug på og ordne alt med cockpitkarm og dæksfittings. Med lidt held kunne vi farve og lakere kajakkerne søndag.

Der blev syet denne dag. Først blev dugen skåret til og lagt over kajakker der lå med bunden i vejret.
De lå der som døde kroppe med ligklæder over sig, som var kapellet ikke et snedkerværksted, men netop et kapel. På trods at den lidt morbide beskrivelse, var rummet snart fyldt med forventningsfuld aktivitet.
Stoffet blev strakt og sikret over enderne af kajakkerne, og vi begyndte at stramme stoffet omkring de træstrukturer vi havde brugt de foregående fire dage til at bygge. Langsomt dukkede kajakkernes form frem af ligklæderne som genopstandne efter dommens dag.

Stemningen var en lidt anden end de andre dage. Ikke så meget stress med at nå at blive færdig – alle kunne se at vi havde god tid, vi var en hel dag foran det skema Anders havde sat op på opslagstavlen.
Planen var nu at kajakkerne skulle være nået så langt at vi kunne lakerer dem lørdag aften.
På trods af at dagen ikke var så fysisk hård som de andre dage, var jeg meget mere træt hen mod aften, og måtte opgive at sy videre allerede klokke syv. Det var fint, mit syarbejde ville blive 1000 gange bedre næste morgen, og der var tid nok.

Lørdag d. 5/8.
… og skrædderstuen.

Det var tydeligt at vi ville blive færdige med kajakkerne denne dag. Alle manglede blot de sidste sømme og at fæstne cockpitkarmen. Når det var gjort skulle kajakkerne bare have farve, så var de klar til at blive lakeret om aftenen.
Det ville passe mig fint at køre ned gennem Sverige søndag med mindre trafik på motorvejen.
Jeg var ikke 100% tilfreds med hvordan jeg fik beklædt kajakken dagen før: først skar jeg forkert så der var meget lidt stof at sy sammen ud mod stævnen, jeg fik også brugt en anelse for lange sting i den syning der trækker stoffet sammen. Bevares, det blev ganske udmærket, men jeg ville jo gerne have lavet det helt perfekt.
Anne og jeg blev nødt til at sprætte en del af syninger op for at få tilpasset cockpitkarmen. Det gik fint, men da jeg skulle genetablere syningerne kom jeg til at rode med det i lang tid og blev temmelig irriteret.

Jeg blev færdig inden frokost og Stein Arilds hjemmelavede pizzaer i Jan Olufs transportable pizzaovn gjorde meget for at genoprette humøret. Jeg kom tilbage på sporet og blev snart klar til at fastgøre cockpitkarmen.
Det var en rigtigt frustrerende dag hvor jeg ikke nåede så langt som jeg gerne ville. Hvis kajakken var blevet lakeret her til aften, kunne jeg være kørt hjem i morgen tidlig. Nu ville det blive mandag som det hele tiden har været planlagt. Det betød jo også at der var god tid næste dag – måske kunne jeg nå at lakere den to gange.

Søndag d. 6/8.
Kajakken får den første lak.

Sidste dag. Det var en intens uge, og jeg glædede mig til at komme hjem, mest fordi jeg var ret træt af at sove i telt. Det var en rigtigt god idé at tage dyne, pude og lagen med. Jeg har sover bedre end forventet, men dagene med jævnlig småregn havde gjort at der var blevet mere og mere fugtigt i teltet, og selv om der ellers har været komfortabelt, er det ikke det samme som min egen seng.
Mine forventninger til dagen var at få kajakken farvet og lakeret, måske to gange og tilpasset med hvordan jeg sidder. Jeg var lidt i tvivl om farven. Jeg havde lidt lyst til at den bare skulle lakeres, men er lidt usikker på om det var bedre med en lys bejdse. Hvid ville være det bedste, men det ville kræve at kajakken skulle males, og det havde jeg ikke lyst til, ikke selve malerarbejdet, og jeg ville gerne bevare det gennemskinnelige ved nylon/polyesterstoffet.

Storm over Øresund.

Turen hjem blev en traumatisk oplevelse. Den startede fint nok, jeg fik lakeret kajakken med det første lag, og kunne tage af sted ved halv et-tiden. Det endte med jeg blot lakerede kajakken. Mest fordi jeg gerne vil have den så lys som mulig, og fordi jeg ikke var så vild med de farvemuligheder vi havde.
Turen gik syd over, og den gode ting ved at køre om søndagen er den minimale lastbiltrafik på motorvejen. Alt gik vel, og syd for Göteborg begyndte det at regne. Snart regnede det mere, og endnu mere, og så regnede det mere, og jeg skulle til at holde øje med store vandpytter der kunne gøre det svært at styre.

Der hvor det så gik galt, var på vej over Øresundsbroen. Jeg havde kun lagt mærke til regnen, men det blæste meget kraftig, og på selve broen var det storm, og vinden rykkede vildt i kajakken. Jeg var begyndt at overveje om den ville blive revet i stykker, da den gik løs på taget. Jeg blev nødt til at stoppe midt på broen og spænde den fast igen. Det var ikke et sted hvor jeg havde lyst til at tjekke om der var sket den noget: bilerne susede forbi, stormen rev i alting og regnen piskede mig i ansigtet. Jeg kørte forsigtigt videre og håbede på det bedste.
Vinden ruskede stadig voldsomt i kajakken, og lidt efter lidt kom den til at sidde mere og mere diagonalt over taget. Mentalt blev jeg også mere og mere oprevet, og forestillede mig at kajakken vil være smadret inden jeg nogensinde kom til at ro og rulle i den.
Det var med stor lettelse jeg kørte ned i tunnelen, og oppe på Amager var vinden bare kraftig og ikke et problem. Hjemme ved kajakklubben kunne jeg til min store lettelse konstatere at kajakken end ikke havde den mindste skramme.

Tirsdag d. 8/8.
Hjemme igen med en nybygget kajak.

Det var en intens uge med arbejde og en masse ny information fra 8 til 8 hver dag, og jeg var stadig træt både fra kurset og køreturen hjem et par dage efter.
Der manglede lidt arbejde på kajakken: alle syninger skulle tætnes med Tec 7, den skulle lakeres fire gange mere, der skulle sættes dæksliner på og der skulle laves sæde og rygstøtte.
Det passede fint med det dårlige vejr, jeg blev ikke fristet til at prøve den. Der var stille i kajakskuret, og jeg kunne arbejde på den i fred og ro.

Alt i alt var det en spændende og lærerig proces, og noget jeg helt sikkert skal prøve igen, enten på endnu et kursus hos Kajakkspesialisten eller på egen hånd herhjemme – hvis jeg kan finde et sted at bakse med byggearbejdet.
Jeg har i høj grad nydt at skabe noget med hænderne, hvilket efterhånden er lang tid siden – især hvis det er noget til mig selv, noget hvor jeg selv har valgt målet og kriteriet for succes.
Det bliver dejligt at blive helt færdig med kajakken og få prøvet både at ro og rulle i den for alvor.