Jeg er lidt i tvivl om mange ting angående min lange tur i kajakken. Der er ikke mere end et par uger til jeg starter, og min tvivl er en tvivl på flere niveauer: praktiskt, logistiskt og fysisk/mentalt.
Tvivl om provianten
Spørgsmålet om mad fylder ret meget. Hvor meget skal jeg have med, og hvor meget skal jeg købe undervejs? Det må ikke fylde for meget og skal helst være sundt (masser af grøntsager). Hvor kompliceret tilberedning og hvor lang kogetid kan jeg tillade mig, både med tanken på mængden af brændstof der er plads til, og hvor let det skal være at få depoterne fyldt op, når jeg er træt og sulten; og vigtigst af alt: Jeg skal have lyst til at spise det.
Reparationer
Så er der et spørgsmål om værktøj og reparationsgrej. Jeg forstiller mig ikke at kajakken går i stykker, men den kommer til at blive brugt meget, og uheldet kan være ude. Så jeg skal have forskellige slags lim og tætningsmaterialer med. Hvor meget tingene fylder, er også aktuelt når det kommer til værktøj. Hvor mange skruetrækkere, tænger, svenskenøgler, save og knive skal jeg have med? Skal jeg investere i et multi-tool og sparer plads på den måde?
Førstehjælp
Førstehjælpssættet skal også tænkes grundigt igennem. Her er det dumt at gå på kompromis; men bagagen skal heller ikke fyldes om med noget, der slet ikke bliver brug for.
Tvivl om det rigtige lejrudstyr
Desuden er der alle de små overvejelser omkring lejerudstyr. Der er stort set styr på grejet, og jeg har, hvad jeg skal bruge. Min erfaring fra utallig ture kommer mig til gode, så det er mest bare detaljer. En ting der er værd at bemærker er, at som årene og turene er gået, kommer der mindre og mindre med.
Ruten – tvivl om hvor jeg starter
Spørgsmålet om hvor jeg skal starte er dukket op igen. Min oprindelige plan er at starte fra kajakskuret i Københavns havn, og så ro nord på langs Sveriges vestkyst. Enkelt og uden omkostninger. Dog er der to ting, der nager mig. Den ene drejer sig om, hvad det er jeg gerne vil opleve. Dét er skærgården og de dybe fjorde, og for en kajak starter skærgården oppe ved Varberg. Jeg tænker på at allierer mig med én, der har en bil, og blive kørt derop. Dette er lidt imod det oprindelige koncept, der hylder enkeltheden i rejsen – at starte fra dørtrinet så at sige, og se hvor man havner:
»It’s a dangerous buiness, Frodo, going out your door, … You step into the road, and if you don’t keep your feet, there is no knowing where you might be swept of to.«
Hvor bølgerne skyller kajakken hen bliver spændende, og det er formålet med turen. At inkludere en dyr biltur er en tvivlsom ting. Skal jeg opgive den oprindelige idé for en anden oplevelse?
Det, der måske taler for bil-starten, er tanken om den udsatte kyststrækning fra Kullen op til Varberg. En kyst med små muligheder for at søge ly, og meget ubeskyttet i vestlig vinde. Det er ikke så meget selv sejladsen. Når jeg ror ude på havet kan vejret være temmelig dårligt, det er start og landing på en åben kyst i en vild brænding og muligheden for hurtigt at søge ly, hvis vejret bliver rigtigt stygt, der bekymre mig.
Oplevelse og komfort kontra oprigtighed – jeg tror, jeg holder fast i den oprindelig idé.
Den rigtige tvivl
Det ovennævnte er faktisk ikke rigtigt tvivl, men mest overvejelser. Den rigtige tvivl drejer sig om min fysiske og mentale formåen. Vil jeg være i stand til at gennemføre en to månereds kajakrejse på egen hånd? Har jeg fysiskken der skal til, og har jeg den mentale udholdenhed det kræver, alene, at blive ved dag efter dag?
Min træningen i løbet af foråret er forløbet fint, selv om jeg kom senere i gang end planlagt, og jeg føler mig i god form. Jeg har vekslet mellem små korte ture i et højt tempo og lange ture i mit tur-tempo, og med tiden øget mængden og længden af de lange ture.
Den mentale udfordring ligger i at være alene så lang tid. Nu er den Svenske vestkyst ikke ødemarken, så jeg kommer til at møde mennesker undervejs, og i al almindelighed har jeg ikke problemer med at være alene – heller ikke i længere tid; men når jeg er alene, mangler der måske et incitament til at få de ting gjort, der skal gøres i lejeren om aftenen. Vi får se.
Som dug for solen
Al denne tvivl er nu ikke noget der bekymre mig; men er, ud fra min erfaring, en naturlig del af forberedelserne til en tur. Og når dagen kommer, og jeg sætter mig ned i kajakken og tager det første ro-tag, vil den være forsvundet som dug for solen.