På en af de store sten i vandkanten stod en strandskade. Dens orange næb lyste op i aftenlyset, og med korte mellemrum udstødte den et af strandskadernes typiske, høje, gennemtrængende skrig. Skrigene blandede sig med al den anden larm, der var på stranden, hvor jeg havde slået lejr. Måger der skreg, gæs der skræppede, bruset fra bølger, der vedholdende rullede ind over stenen og sandet, og lyden af motorbåde der strøg forbi. Faktisk var der meget mere larm end hjemme, hvor jeg bor midt i Købmagergade. Hvordan falder man i søvn og sover godt, så man er udhvilet til en god lang tur på havet næste dag?
Mit svar er yoga og meditation, når jeg er på kajaktur.
Restitution på kajaktur og i ødemarken
På en længere kajaktur er det vigtigt at man får restitueret godt når man er på land. Turen kan så fortsætte dag efter dag med gode dagsmarcher. Udover at man får nok, god mad at spise, er det også vigtigt at man får sovet godt.
I teltet, enten på stranden, i fjeldet eller i skovene, er det nogle gange ikke nemt at falde i søvn. Hvad er det det rør sig i busken tæt ved? Og hvad var det for et underligt skrig? Alle lydene, hvad enten de er få eller mange, og stilheden, når lydene er væk, kan få én til at ligge og blive så spændt på hvad der sker i omgivelserne, at det er svært at falde i søvn. Man bliver nærmest overvældet af ødemarken.
Indre Stilhed
Yoga kan være en god hjælp. Nogle af de fysiske yogaøvelser kan få kroppen til at falde til ro og få stivheden og stresshormonerne ud af lemmerne. Der er er også flere, enkle afspændingsteknikker der er nemme at bruge på tur; men det jeg selv har haft mest glæde af er meditationen Indre Stilhed. Specielt det første trin i meditationen, hvor man lytter til lydene omkring sig, får én til at føle sig tryg i de omgivelser hvor man er. Man lytter ikke efter nogen bestemt af lydene, og man prøver heller ikke at finde ud hvad der laver lydene. Man lytter simpelthen til det hele på engang. Ind i mellem kommer selvfølgelig til at tænke på andre ting, og når det sker, så vender man bare tilbage til at lytte igen. Det bliver man ved med til man ikke oplever omgivelserne som en forstyrrelse længere. Meditationen fortsætter med flere trin, og er en god hjælp til at sove godt – udover i hele taget at være en rigtig god meditation.
Jeg brugte især det første trin meget på min tur i skærgården. Der var mange af mine lejrpladser hvor det ikke var særligt still. Jeg sad, enten i telte eller i min underlags-stol, stort set hver aften og lyttede (og lavede selvfølgelig også resten af trinene) og sov godt bagefter.
Yoga og meditation
Der er mange andre yogaøvelser, man kan havde glæde af på tur. Selv er jeg, udover Indre Stilhed, glad for afspændingen shavasana. Om morgenen, mens de andre sover, så er Kriyayoga, Ajapa Jap eller Energiens Kilde gode måder at starte dagen på.
Yoga har meget andet at byde på i forhold til kajakroning. Hvis man gerne vil i gang, vil jeg foreslå der hvor jeg selv underviser: Skandinavisk Yoga og Meditationsskole; men der er selvfølgelig mange andre muligheder, der er bare at hive Google frem og finde noget der passer dig. Yoga og meditation er god måde at berige sit kajakliv på.
Så kan strandskaderne ellers skrige så meget som de vil.