Når man gribes af en bølge, er det værste man kan gøre at kæmpe mod den. Selv en lille bølge har meget mere kraft end et menneske, og det bedste man kan gøre er at lade bølgens energi lede én.
Nogen bølger er sjove at ro i, nogle er afslappende, andre kræver årvågenhed, med andre igen skal man slås for at følge dem og nogle bliver man nødt til at overgive sig til. Der er så mange faktorer, der skaber bevægelserne i vandet, og derfor er det, på trods af genkendeligheden, aldrig den sammen oplevelse at være på havet.
En lille dreng i bølger
Engang, da jeg var dreng på 12 år og lige var begyndt at sejle i optimistjolle, var vi til en kapsejlads sejlklubben havde arrangeret. Det blæste friskt fra øst, og i bugten ved Kerteminde, der normalt har god læ, var der store bølger. De var i hvert fald større end noget, jeg ellers havde sejlet i, og jeg kunne slet ikke finde ud af at håndtere jollen i søerne. Jeg sad bare klamrende mig til rorpinden og følte mig lidt forurettet over det uvante og kom hurtigt til at ligge og rode rundt bagerste i feltet. Det var ikke noget jeg plejede. Til de ugentlige træninger var jeg som regel en af de forreste, men det ukendte ved de store bølger, forvirrede mig fuldstændigt. Specielt bevægelserne på læns, hvor jolle blev løftet og skubbet frem, for derefter at blive suget tilbage når bøglen passerede under mig, blev ved med at sidde i mig længe efter jeg var kommet i land. Jeg husker, at jeg vågnede flere gange om natten med fornemmelse af, at sengen bevægede sig på samme måde, som jollen havde gjort det i bølgerne.
Det dæmpede lidt min lyst til at sejle, men ikke længe, og nu, i en helt anden alder, elsker jeg at komme ud i bølger. Det er sjældent i en sejlbåd nu om dage – det er i kajakken.
Jeg kender nu bevægelserne i havet, kender dem på en måde, så selv om bevægelserne aldrig er de samme, er der ikke noget fremmed ved dem.
Søgang på Den Engelske Kanal
Bølger. Der var en gang, hvor vi var fire mand, der sejlede en Colin Acher (hvilket er en gammel norsk lodsbådstype – meget velsejlende) fra Malaga hjem til Kerteminde.
Vi var nået op til den nordlige ende af den engelske kanal. Det var nat, og planen var, at sejle op langs den vestlige side af de store banker, der strække sig fra nord til syd på det sted og som laver meget uroligt vand. Efter at have passeret den nordlige ende, ville vi gå østover til den hollandske kyst. Men inden vi nåede så langt, fik vi forsejlet os en smule og befandt os pludseligt midt mellem bølger, der tårnede sig op omkring os fra alle retninger.
Når strømmen i Kanalen presser vandet op over bankerne, og det møder vinden, skabes der nogle lede, uforudsigelig bølger. Ud af ingenting rejser de sig lodret op, bevæger sig i forskellige retninger, brager sammen med hinanden og kaster meningsløst rundt med de mindre både, der vover sig ind blandt dem.
Vi mente, at vi bedst kunne slippe bort fra den voldsomme søgang, ved at falde af for vinden og sejle tværs over banken – simpelthen den korteste vej ud af besværlighederne. Som sagt som gjort, og det virkede fint. Med vinden agten for tværs blev sejladsen mere rolig selv om båden stadig blev slynget op og ned, og vi kom hurtigt frem på den ny kurs.
Halvejs revnede klyveren.
Det lille forsejl gav op over for de voldsomme bevægelser bølgerne skabte. Vi have andre sejl oppe, og det eneste problem var at få det flængede sejl ned, så det ikke gik mere i stykker, og vi nemt ville kunne sy det.
På det yderste
Jeg lå og klamrede mig til den yderste del af bovsprydet. Jeg havde begge benene og den ene arm rundt om det, mens jeg med den anden prøvede at tæmme klyveren som blafrede vildt i vinden. Skødet var strammet for hårdt, men det lykkedes mig, at få de andre til at forstå, at de skulle slække på sejlet, og langsomt kunne jeg hale det ned centimeter efter centimeter. Alting blev gjort ekstra vildt af den vanvittige søgang vi befandt os i. Der yderst på bovsprydet, blev jeg løfte mange meter op over bølgerne, for derefter at styrte ned og forsvinde under vandet, når båden dykkede ned i en bølgedal. Igen og igen blev jeg kastet op og ned, og til den dag i dag undre det mig stadig, at det lykkedes mig både at holde fast og ikke blive skyllet bort i nattemørket og samtidigt at få det genstridige sejl ned. Men til sidst var sejlet surret, og jeg var tilbage i cockpittet, gennemblødt og mere rolig end jeg forestille mig, jeg kunne være.
Det var dog en illusion. Da det gik op for mig, hvad jeg lige have været igennem uden redningsvest og livline, og da adrenalinrusen forsvandt, blev jeg temmelig søvning. Efterhånden som den indre ild forsvandt gjorde det våde tøj mig også iskold. Jeg forsvandt ned i soveposen, mens de andre navigerede over Kanalen i mørke og gennem den omfattende skibstrafik, der altid er i det farvand.
Østenvinden ud for Trekroner
Vi var et øvet kajakhold fra USG, der under kyndig ledelse, en dag roede ud på Øresund for at prøve kræfter med store bølger. En kraftig vind fra øst skabte høj søgang. Det blæste jævnt 16 -17 sekundmeter, og bølgerne rejste sig over os, da vi kom uden for molen ved Trekroner.
Planen var at ro lige mod bølgerne så langt vi orkede for så at vende om og ro ind i læ bag molen igen.
Jeg sad i en af klubbens plastik-Nordkapp, og hver gang stævnen blev løftet op over bølgetoppene, blæste den hidsige vind kajakken ud til siden. Det blev hurtigt en tabt kamp at holde den op i vinden. En af de andre, der også roede i en Nordkapp, havde de samme problemer, og hun var faktisk en bedre kajakroer end mig. Det varede ikke længe inden vi begge lå et stykke bag de andre. Turlederen kom tilbage og foreslog vi sejlede ind læ igen, og vi var ikke sene om at sige ja tak.
I det jeg var ved at vende og lå med siden til vinden, blev jeg ramt af en stejl bølge, der brød ned over kajakken og fik mig til at ligge med bunden i vejret. Det var med stor tilfredsstillelse at mit rul fungerede perfekt, og jeg retvendt surfede tilbage til havnen.
Jeg har som regel ikke problemer med at håndterer en Nordkapp i vind og bølger, men det var en ekstrem situation vi var ude i, og bølgerne så stejle at forenden på kajakken kom meget højt op.
Det kan lyde som en vandvittigt ting at begive os ud under de forhold, men vi var alle trænede kajakroere og turlederen meget erfaren. Desuden lå havneåbningen lige bag os med beskyttet fladt vand. Alt i alt blev det en meget lærerig oplevelse.
Bølgerne ud for Bua
På min tur langs den svenske vestkyst var jeg på vandet en dag, hvor jeg måske ville været blevet i land, hvis jeg havde haft vand nok og ikke var tvunget til at nå en havn med en vandhanen. Det blæste pænt fra nordvest, ikke så meget at det var et sikkerhedsproblem, men jeg var lidt træt af modvind og jeg kunne se på søkortet at en del af turen ville være langs åben kyst og dermed i de store bølger, der ville komme rullende ind fra Skagerak.
Det var højt solskin, og langs den åbne kyst var vandet dybblåt og skummet på bølgetoppene blændende hvidt. Det blev en fantastisk tur. Bølgerne kom skråt forfra, så jeg ikke skulle slås med dem, men kunne ro op ad den ene side og ned af den anden. Kajakken var som skabt til denne sejlads. Op ad dagen gik vinden mere i vest, og jeg padlede af sted med søerne ind fra siden.
Til sidst åbnede en lille bugt sig for mig. Inderst lå det smalle sund, der skaber indsejlingen til til Bua, og med bølgerne bagfra surfede jeg ind i læ bag pynten med fyret.
Jeg var glad for, at jeg manglede vand og var kommet ud på havet. Det blev en af de allerbedste dage.
Ud i brændingen
Bølger, og den måde havet bevæger sig på, kan give et indtryk af at der er et mønster, at der er gentagelser, at det er det samme igen og igen. Dette er dog bare tilsyneladende. Det er kaos, der lader som om det er et mønster og på den måde skaber en illusion af noget genkendeligt. Men kaos er også underlagt de almindelig fysiske love som al materie bliver nødt til at underkaste sig. Derfor er det som regel muligt at finde de rammer kaos regerer indenfor. For det meste…
På en strand på Senja var vi en morgen ved at sætte kajakkerne i vandet. Små bølger kom ind fra Nord-atlanten og blev til brænding på en halv til en hel meter.
Bue og jeg satte os i kajakkerne i vandkanten, og Sune ville så skubbe os ud på et passende øjeblik. Bagefter ville han skubbe sin egen kajak ud og hoppe op i den på det rigtige tidspunkt. Ikke noget nogen af regnede for et problem, og det var bare for bekvemmelighedens skyld, at han skubbede os ud.
Da der så ud til at komme et stykke med fladt vand, skubbede han med et par hurtige skridt mig og min kajak ud på vandet. Samtidigt, nærmest ud af ingenting, rejste der sig en høj stejl bølge, og det passede præcist så den ramte mig netop da den brød, og jeg fik toppen af den lige i ansigtet. Uforudseligt, og et godt eksempel på, at selv om man bruger tid på at udse rytmen og bevægelserne i bølgerne, kan der altid ske noget, der bryde af mønstret.
Dønninger og reflekssøer
Ud på havet – det store. Atlanten for eksempel. Der hvor der er dybt, og hvor intet land forstyrer vandets bevægelser, vokser bølgerne sig store. Selv om det ikke blæser særligt, kommer de store dønninger tit rullende langt borte fra, rester af blæst og storme i fjerne egne. På trods af at dønninger er høje, er de også lange, og i kajakken padler man op ad den ene side og ned igen af den anden. Noget helt andet end de krappe bølger man møder i snævre farvande.
De bølger, der rejses af vinden bliver også meget store ude i det åbne. Stejlere og højere en dønningerne, og der hvor de, eller de store oceandønninger rammer land, kan man se hvor meget kraft og energi der er i vandet. Et af de steder, der er berømt for at brændinger bliver særligt stor, er kysten ved den portugisiske by Nazaré.
Der er dog masser af steder i verdenen hvor havets vilkårlige kraft sætter sine spor. På Færøerne så vi et sted, hvor der 30 – 40 meter oppe på en afsats på klippevæggen lå drivtømmer. Ikke små kviste eller rester af sildekasser, men noget der en gang havde været træer, der var blev kastet der op af havet.
Det er frustrerende, når den rytme der tilsyneladende er i vandets kaos brydes. Som for eksempel når bølgerne brydes med en lodret kyst, en klippevæg eller en spånsvæg ved et havnanlæg, og kastes tilbage ud mod de bølger, der stadigt kommer rullende ind mod land. Nogen af dem ophæver hinanden, andre mødes, slår mod hinanden og tårner sig op som en pyramide, der sprøjter skum ud af toppen og som er højere end begge bølgerne der skabte den, og atter andre bryder bare den tilsyneladende rytme der er i vandet og skaber kaos, så skibe, både og kajakker flyttes rundt på en uforudsigelig måde.
Vi så et sted, hvor en reflekssø på vej ud, ramte en af bølgerne der var på vej ind, netop da de begge passerede et skjult skær. Begge bølgerne rejste sig over det grunde vand og bankede sammen. De blev til en søjle af vand og skum, der ravede mange gange op over alle andre bølger omkring os. Vi syntes det var en god idé at ro pænt uden om lige det sted.
Surf bølgen og lad kaos råde
Havet, og den kaotiske rytme der er i det, kan ikke tæmmes. Bølgerne kan ikke stoppes. Man kan kun følge med, ro op og ned eller surfe med.
En havkajak er lavet til at bevæge sig i bølger. Der er selvfølgelig meget forskel på hvordan de forskellige modeller, man kan se i forretningernes og firmaernes kataloger, klarer sig på havet. Mange detaljer i skrogets udformning har betydning, og den bedste ledetråd er egen og andres erfaring.
Vær i en klub, tal med andre, kom til træf. Lær af andre og af havet.
Lad dig gribe af bølgen.
