Jeg vil bygge kajak

Er der noget bedre end duften af træ, af en lang, papirtynd spån fra en nyslebet høvl, et skarpt stemmejern der let mejsler væk i et fint stykke egetræ eller en trækkniv der, efter man lige har slebet den barberbladsskarp, fjerner træ og tryller den form man leder efter frem?
Kan længslen efter godt håndværk forenes med den overvældende trang til at ro i kajak?

Trangen til at bygge min egen kajak

Lige siden jeg begyndte at ro i kajak, har jeg tænkt på at bygge min egen. Jeg faldt hurtigt over Björn Thomassons hjemmeside med alle hans tegninger til kajakker og tydelige instruktioner i at bygge én af lister og glasfiber, og med masser af billeder af smukt håndværk.
Der var også mange steder på internettet hvor jeg fandt videoer om, og instruktioner i, at bygge skin-on-frame-kajakker.
Det var vel blot et spørgsmål om at gå i gang… og selvfølgelig at have adgang til værktøj, et værksted og materialerne.
Mon ikke lidt personlig instruktion kunne være en fordel?

Bygge kajak eller reparere kajak?

Når man ror meget i kajak sker det, at der går noget i stykker, og man bliver nødt til at lave reparationer. Her må jeg indrømme at reparere ikke giver mig samme glæde som at lave noget nyt – mest af alt gør det mig træt.
Flere ting er i spil her.
For det første, er det en afbrydelse der stopper mig i at bruge kajakken, hvad enten det er at lave grønlændervendinger, IPP4-træningen eller den klubtur jeg ville have været med på.
For det andet, er det ikke dejlige høvlspåner og godt håndværktøj jeg har i hånden, men glasfiber, epoxy, gummihandsker og den slags der ikke giver den samme taktile og æstetiske oplevelse.
For det tredje og vigtigste, er det ikke arbejde der skaber noget nyt, det er ikke et stykke arbejde der, for mig i hvert fald, er kreativt tilfredsstillende.
Det er klart at disse indvendinger er mine personlige oplevelser, men måske har jeg tidligere brugt lidt for meget tid og energi på at reparere og vedligeholde gamle cykler og træhuse.
Jeg kender mange der elsker at reparere og restaurere, og som laver fantastisk arbejde.

Når det så er nødvendigt

Sidste år opdagede jeg revner i gelcoaten i bunden af min rullekajak. Jeg lavede en reparation, og opdagede samtidigt nogle begyndende revner i selve glasfiberen. Najaen er en meget let kajak, og revnerne var lige under der hvor jeg sidder, og altså der hvor belastningen er størst.
Jeg lagde et stykke glasfibervæv på indersiden af kajakken i det område for at gøre den stærkere, og troede at alt var velforvaret.
Jeg blev temmelig irriteret da jeg her i foråret opdagede revner i gelcoatreparationen.

Først troede jeg, at jeg ikke havde lavet den ordentligt, og at gelcoaten havde sluppet glasfiberlaget. Da jeg så begyndte at fjerne gelcoaten opdagede jeg at det faktisk var selve glasfiberen der havde sluppet kernematerialet i et større område. Kernen, i den sandwichkonstruktion kajakken er lavet i, er kork, og det glasfiberlag der er uden på korken viste sig at være overraskende tyndt.
Det blev en omfattende reparation hvor jeg lagde et stort stykke glasfibervæv(kraftigere) på korken og til sidst brugte indfarvet epoxy til at dække med i stedet for gelcoat. Ikke kønt, men det virker til at være stærkt uden at have gjort kajakken væsentligt tungere.

Teskålen

Jeg er uddannet keramiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Som keramiker får man et lidt andet forhold til ting der går i stykker – som Nis Petersen skriver i Sandalmagernes gade: »Den smukkeste krukke var den der gik itu.« Man er derfor som keramiker mere rede til at acceptere tab af ting man holder af.
Jeg har dog en teskål, jeg lavede for mange år siden. Den har været slået i stykker utallige gange, og hver gang har jeg møjsommeligt limet den, og har lukket revnerne med sort lak. Til sidst kunne jeg ikke få den tæt længere, og den hensygner nu på skrivebordet fyldt med unødvendige småting.
En kajak udgør nu engang mere værdi end en teskål (bortset fra de allerdyreste), og jeg har lidt lettere ved at overbevise mig selv om nødvendigheden af reparationer.

Julegaven

Tilbage til at bygge en kajak. Jeg fik en fantastisk julegave af min søster og svoger: Et kajakbyggekursus hos Kajakkspesialisten i Vestfossen i Norge. Et kursus hvor jeg i løbet af en god uge skal lære at bygge en skin-on-frame-kajak. En kajak bygget på samme måde som kajakkerne oprindeligt har været konstrueret på.
Det bliver en kajak bygget så den passer til mig, og til det jeg gerne vil bruge den til. Og den skal bruges til at rulle i.
Sammen med DM i kajakrul, bliver det min sommers kajakprojekt.

DM i rul afholdes d. 19 august af os i Københavns Kajakklub, og jeg har tænkt mig at deltage.
Det betyder at det meste af min tid i kajakken i år kommer til at være rulletræning (når jeg ikke bruger tiden på at reparere kajakken og bygge en ny).
Når jeg gerne vil bygge, og lære at bygge, en kajak, så er det forskelligt der trækker. Der er selve det at lave noget med hænderne, der er arbejdet med træ og godt værktøj, der er selve konstruktionen lavet af træ og lærred så den passer til roeren og formålet, og der er også det at konstruere noget oprindeligt – kajakken som den har været lavet langt tilbage i tiden.

Den tidligste kajakkonstruktion

Hvor langt tilbage i tiden er et godt spørgsmål. Et tidligt arkæologiske vidnesbyrd er fra cirka år 500, og den tidligste kendte illustration er et kort over Grønland fra 1605 hvor der er tegnet to kajakker. Kortet er en kopi af et andet kort lavet i 1570 (Scavenius Jensen, 1975). På Grønland er fundet cirka 4000 år gamle rester af spanter der efter al sandsynlighed er fra en kajak (Arktiskinstitut, 2017). Bortset fra det, er der vel ikke nogen der ved hvornår inuitterne begyndte at bruge kajakker, og hvor og hvornår proto-kajakken opstod.

Måske var kajakken ligefrem noget der fulgte med den migration vest fra der befolkede Nordamerika. John Turk, opdagelsesrejsende, videnskabsmand og forfatter, mener i hvert fald at en del af migrationen ikke kun skete via isen og landtangen under sidste istid, men også til søs helt nede fra Hokkaido, Japans nordligste ø. Urbefolkningen der, jomon-folket, havde oceangående både, og for at understrege sin teori lavede John Turk en ekspedition hvor han sammen med andre roede i kajak fra Hokkaido langs Kamtjatka-halvøen til Aleuterne. Han udlægger sin teori, og beskriver turen og strabadserne i to bøger, først og fremmest i »In the Wake of the Jomon«.

Mangfoldigheden af kajakdesign

I Københavns Kajakklub er vi efterhånden nået op over 60 klub-havkajakker, både glasfiber og plast. Der er mange forskellige fabrikater og modeller, og kajakflåden giver et godt indtryk af den mangfoldighed der er i kajakdesign. Dog er det et begrænset udpluk af hvad der faktisk er på markedet. Ude i butikkerne er der mange veldesignede havkajakker at vælge mellem. Lavet med tanke for at skabe glæde for dem der bruger dem. En stor del er nu også kun lavet med profit for øje, hvor de forskellige elementer, man har set en kajak bør have, blot er sat sammen uden tanke for om de nu også virker efter hensigten.

Jeg har altid været tiltrukket af de kajakker hvor man stadig kan se den arktiske arv i udformningen. Den ene af mine kajakker er en Anas Acuta, et design der har mere end 50 år på bagen, og som er tæt baseret på opmåling af en kajak fra Østgrønland. Den er, efter min mening, en rigtig god kajak der er helt på højde med de bedste af de moderne kajakker.
Den anden af mine kajakker, den jeg ruller i, er en Naja fra Rebel. Ikke et direkte afledt design, men man er ikke i tvivl om hvor den har sine rødder.

Æstetik

Jeg har ikke noget problem med nutidigt kajakdesign, jeg er ikke maskinstormer, og mener ikke vi allesammen skal rende rundt i sælskind og bastskørt. Moderne designteknikker og hydrologisk forståelse har, sammen med glasfiber, kulfiber, kevlar, termoplast og så videre, gjort det muligt for dygtige designere at skabe fantastiske kajakker.
Men de hårde forhold i ishavet har skabt et fartøj, lavet af de forhåndenværende materialer, der funktionsmæssigt stadig er på højde med det nyeste.
Desuden kommer der automatisk, via konstruktionen af træ og lærred, et æstetisk udtryk i kajakkens linjer der tiltaler mig – jeg synes simpelthen grønlandskajakkerne er utroligt smukke.

Et flerdimensionelt kajakliv

Kombinationen af håndværk, kulturhistorie og æstetik får to ender til at mødes, det oprindelige og det nutidige. Det skaber en sammenhæng i, og føjer en dimension mere til mit kajakliv.
Jeg har ingen intention om at leve som en neolitisk inuit og spise sæl og hval, men jeg har heller ikke tænkt mig at glemme hvor mit moderne liv har sine rødder.
Kajakken og kajakkulturen, nu og lang tid tilbage, bringer stor glæde.