Den pagaj der får kajakken til at bevæge sig rundt på havet – hvad for en skal det være? En grønlandspagaj eller et euro-blade, som en almindelig pagaj også kaldes. Det er et godt spørgsmål som tit vækker nysgerrighed og debat.
Når de nye, håbefulde kajakroere på vores begynderkurser i klubben ser grønlandspagajerne på stativet i kajakskuret, hænder det at vi bliver spurgt om hvorfor man vil ro med dem.
Man kan opleve diskussioner på Facebook, andre steder på nettet og på kajen hvor kajakkerne sættes i vandet om hvilken pagaj er den bedste – i det hele taget eller til bestemte formål.
Der kan være mange grunde til om man vælger en grønlandspagaj eller et euro-blade. Der er fordele og ulemper ved begge, men hvad taler for grønlandspagajen, eller grønlandsåren som nogen foretrækker at kalde den, og hvad taler for et euro-blade, en almindelig pagaj?
Er en grønlandspagaj bedre end et euro-blade, eller omvendt?
Ret beset er der ikke nogen teknisk grund til at vælge den ene eller den anden. Farten kan blive lige så høj med grønlandspagajen som med et euro-blade, og alle styretagene og alt det andet sjov man kan lave i en havkajak går lige fint med dem begge. Forskellen ligger i hvordan man ror med dem.
Vil man lære at rulle kajakken, er det en fordel at lære det med grønlandspagajen, men det går også udmærket med et euro-blade.
Grønlandspagaj – det autentiske valg
Grønlandspagajen har noget autentisk over sig. Den er det oprindelige redskab på sammen måde som de sælskindsbeklædte drivtømmerkonstruktioner er stammoderen til alle de moderne kajakker.
Ligesom kajakkerne har udviklet sig i mange retninger, er pagajerne blevet til en vidt forgrenet samling i mange forskellige former.
Det virker naturligt at vælge en grønlandspagaj, hvis man ror i en grønlandskajak, hvad enten det er en skin-on-frame bygget efter mål, eller en moderne efterligning i glasfiber. På samme måde falder det lige for, at vælge et storbladet euro-blade eller en vingpagaj, hvis man ror i en moderne havkajak lavet til fart, men man kan sagtens gøre det omvendt.
At ro med en grønlandspagaj er dog ikke blot et spørgsmål om autenticitet.
Høj og lav rostil
Med et Euro-blade har man en høj rostil, i hvert fald hvis man gerne vil udnytte pagajens fulde potentiale.
Grønlandspagajen er lavet til en lav rostil. Et eksempel på hvordan nødvendighed og formål falder sammen. Inuitterne havde kun drivtømmer til rådighed, og det har ikke været nemt at finde et godt stykke træ. Tanken om at snitte brede, tynde pagaj-blade er sikkert slet ikke dukket op. Desuden har grønlandspagajens lave rostil været af betydning både i modvind og især på jagt, hvor det bestemt ikke er en fordel at sidde og vifte med noget stort oppe i luften mens man sniger sig ind på en sæl.
Et blødt rotag
Grønlandspagajen giver naturligt et blødt rotag. Den har et længere blad, og det tager et et stykke tid inden det er helt nede i vandet. Når man lægger kraft i rotaget, er det lange smalle blad med til at kraftfasen ikke starter i et ryk, men mere øges gradvis. Især hvis man ror lange ture, kommer det til at mindske belastningen på kroppen.
Med et euro-blade kan man faktisk gøre det samme. Selv inden jeg lærte at ro ordentligt med en grønlandspagaj havde jeg øvet mig i at have en blød fornemmelse når jeg satte pagajen i vandet og begyndte at lægge kraft i. Med et euro-blade er det nemt at flå eller rive i vandet når man starter rotaget, specielt hvis der skal tages ved. Så et blødt rotag med et euro-blade er noget man skal arbejde bevidst med – med en grønlandspagaj kommer det mere af sig selv.
Vægt og masse på en pagaj
Vægten på pagajen har betydning. Især hvis man ror langt den ene dag efter den anden. Jeg har ikke regnet det ud præcist, men man løfter pagajen rigtigt mange gange på en kilometer, så selv en vægtreduktion på nogle få hundrede gram bliver til mange, mange kilo efter en lang dag på vandet.
Grønlandspagajens lave rostil gør desuden at man ikke løfter den så højt som et euro-blade og altså samlet set ikke løfter så meget.
Svingvægten har også betydning, hvilket i denne sammenhæng taler for grønlandspagajen, der netop har mest vægt samlet i midten af skaftet, i modsætning til et euro-blade, der er tungest i enderne.
Vægten er under alle omstændigheder værd at tage i betragtning, og når man har fundet ud af hvad man selv foretrækker, er det en god idé at bruge penge på så let en pagaj som muligt.
Kulfiber, glasfiber eller træ?
Pagajer laves i forskelligt materiale. Billige pagajer er ofte lavet af aluminium og plastik. Lad være med at købe dem. Gode euro-pagajer er lavet af glasfiber eller kulfiber, og grønlandspagajer er af træ eller kulfiber.
Træpagajer er som regel tungere end kulfiber. Disse kan laves meget lette. Dog kan en grønlandspagaj i træ være lige så let som pagaj af kulfiber, hvad enten det er den ene eller anden slags.
Den ene af de grønlandspagajer jeg har, en Andreas Holm har lavet af western red cedar, er lige så let som den Wener Cyprus jeg også ror med.
Skader
Hvilken af de to man vælger at bruge kan have mange årsager. En del vælger grønlandspagajen fordi de vil undgå skader og føler at ro-stilen ikke belaster deres krop så meget.
Der er forskel på hvordan man bruger de to pagajer: hvordan man holder dem og hvordan de sættes i vandet, men det gælder for dem begge at det er kropsrotationen der driver kajakken fremad.
Håndled
For eksempel, hvis éns håndled bliver belastet af at ro med et skivet euro-blade, kan man med fordel skifte til en grønlandspagaj. Jeg kender dog én, der i lang tid roede med én fordi hun netop havde problemer med håndledende, men på trods af det blev med at have ondt. Først da hun skiftede til et euro-blade med ergonomisk skaft, gik smerterne væk.
Det fik mig til at tænke på, at problemer med håndleddene måske mest skyldes at man holder for hårdt om pagajskaftet. I klatring er det et af de mest almindelige begynderproblemer, at man holder for hårdt i grebene, og derfor bliver træt for hurtigt og måske får skader.
Skuldre
På samme måde kan problemer med skulderen skyldes manglende kropsrotation. Jeg havde på et tidspunkt en del smerter i min venstre skulder fra en gammel klatreskade. Det gjorde, at jeg blev meget opmærksom på hvordan jeg roede, og jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg brugte kroppen rigtigt, gjorde det ikke ondt. Så snart jeg brugte armene for meget og ikke roterede i kroppen, gav det et jag i skulderen. På den måde blev en gammel skade en striks læremester i god rostil.
Kropsrotation
Det gælder for begge slags pagajer at manglende kropsrotation belaster skuldre og arme uhensigtsmæssigt og kan føre til skader – grønlandspagajen er dog mere tilgivende.
Skader er nu ikke noget man skal bekymre sig om hvis man bare nyder en stille tur i godt vejr i ny og næ, man kan plaske af sted lige som man vil. Det er først når man begynder at ro tit, langt og måske hårdt at det er noget man skal være opmærksom på at undgå.
Alligevel er det en god idé at lære at ro ordentligt hvad enten det er den ene eller den anden pagaj man har valgt. Man kan ro længere uden at blive træt og får mere tid og glæde på vandet.
Jeg bruger både grønlandspagaj og euro-blade
I lang tid foretrak jeg at bruge min Cyprus fra Werner. At ro med et euro-blade passer mig godt, og på min tur langs Sveriges vestkyst roede jeg ikke med andet, helt uden problemer.
Jeg prøvede tidligt en del forskellige grønlandspagajer og lærte også at ro korrekt med dem. For eksempel da vi i Københavns Kajakklub havde besøg af Björn Thomasson.
Jeg blev dog ved med at vende tilbage til mit euro-blade.
Tingene har dog ændret sig. Efter jeg er begyndt at dyrke kajakrullene for deres egen skyld, har jeg vænnet mig så meget til at bruge en grønlandspagaj at jeg er blevet rigtigt glad for at ro med en.
Jeg skifter mellem at bruge den ene eller den anden. Det giver mere tid på vandet, da belastningen af kroppen skifter en smule alt efter hvilken jeg ror med.
En buket af pagajer
Man kan ikke have for mange kajakker, man kan bestemt heller ikke have for mange pagajer. Ingen siger man kun skal nøjes med en.
Jeg har fire lige for tiden to euro-blades, en af glasfiber og en af kulfiber, og to grønlandspagajer, en af træ og en af kulfiber.
Alle fire har skrammer og mærker efter alle de ture de har været på.
Den i glasfiber bruger jeg ikke så meget mere – mest bare til at fjerne fåre- og gåselort fra eventuelle lejrpladser. De tre andre bruger jeg rigtigt meget.
Vær i en kajakklub og vælg din pagaj!
Hvilken pagaj man bruger, er mest et spørgsmål om hvad der passer én og éns rostil bedst. Et spørgsmål om hvad man vil på vandet, både teknisk og etisk.
De to, der lige for tiden har flest kilometer i klubbens ro-protokol, ror henholdsvis med en vingpagaj og en grønlandspagaj. Mads bruger en vingpagaj. Han har to gange vundet DM i Oceanrace og træner stort set hver dag, ca. 10 kilometer af gangen i højt tempo, men også lange ture ind imellem. Tobias ror ikke helt så tit, men ror som regel længere ture og bruger en grønlandspagaj.
Prøv dig frem
Det bedste råd er, at prøve dig frem og se hvad der virker bedst for dig, og hvad du bedst kan lide. Det er endnu en god grund til at være med i en kajakklub: du kan få god instruktion og god mulighed for at prøve forskellige pagajer, og på den måde finde ud af hvad du foretrækker. Siden er du godt rustet, når du beslutter dig for at købe.
En ting der taler for en grønlandspagaj er at det er nemt, med lidt snilde, at lave en selv.
At have sin egen pagaj hvad enten det er en grønlandspagaj eller et euro-blade, er stor glæde, og den bliver et meget personligt stykke udstyr – næsten mere end selve kajakken.
