Jeg kan godt lide at være alene. Tag ikke fejl, jeg elsker også at være sammen med andre, både på kajaktur med andre og i det hele taget.
Tit oplever jeg det som en af de vigtigste ting i mit liv, at balancerer hvor meget jeg er alene, i forhold til hvor meget jeg er sammen med andre. Jeg har boet alene i mange år, og jeg har også boet sammen med andre, både i tosomhed og i større fællesskaber i lange perioder. Jeg kan godt lide alle tre måder at bo på.
Når jeg har været på tur, hvad enten det har været vandreture, klatreture eller kajakture, har det for det meste været sammen med andre – indtil sommeren 2018. Jeg tog på en lang tur i skærgården langs Sveriges vestkyst. Denne blog startede som en rapport fra den tur. Jeg har dog før været alene i kajakken, men bare på dagsture, lange og korte, og på et par enkelte over to dage; men aldrig med den store ensomhed.
Der var flere grunde til, at jeg tog alene af sted sidste sommer. Jeg har tidligere skrevet om hvorfor, og du kan læse indlægget her. Jeg vil dog gerne ridse lidt af grundene op igen, og også komme ind på hvad jeg i den forbindelse tænker om fremtidige ture.
Gruppedynamik
Når man er i sted i en gruppe, er gruppedynamikken – tror jeg man kalder det – en vigtigt ting. Jo længere eller jo større turene er, jo vigtigere. Hvis det kun er en dagsture eller en ro-med-tur i klubben, er det ikke det store problem. På en weekendtur er det heller ikke et stort problem. Der, hvor det begynder at kræve overvejelser, er når turene bliver længere, og når logistikken bliver mere indviklet. Jo mere kompleks turen bliver, jo mere er der at blive enige om.
Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om, at man kender hinanden. Jeg var i -92 på en vandretur i Finnmarken sammen med to andre. Turen varede tre uger, og vi kendte ikke hverandre, da vi aftalte at tage af sted. Vi kom tættere på hinanden, mens vi planlagde og forberedte os til turen; men det var et nyt, spædt bekendtskab, og det viste sig at komme til at fungere rigtigt godt. Måske netop fordi vi var indstillet på at være mere imødekommende overfor de andre, nu da venskabet var i sin vorden.
I de fleste tilfælde er det nok en god idé, at man på forhånd har en fornemmelse for om man kommer godt ud af det med de andre. Især hvis det er en lang, intens tur fjernt fra civilisationen.
Kajaktur med andre
Fordelen ved at være på kajaktur med andre, to eller flere, er, at man kan dele opgaverne og byrden, at man har selskab og nogen at dele oplevelserne med. Det er hyggeligt, når gruppen sidder og snakker om løst og fast, mens vi ror af sted over havet. Eller når man sidder i sin term-a-rest-stol med en kop kaffe, mæt og træt om aftenen og snakker om næste dags tur. Nogle har sørget for maden, andre for lejren og måske er der én der har samlet brænde og tændt et bål. Snakken går, mens mørket falder på (hvis man da ikke er nord for polarcirklen). Selskabet, samværet med de andre, er absolut det bedste var at være på kajaktur med andre.
Det er fint at man kan deles om opgaverne, det gør turen mere bekvem. Og der er hele spørgsmålet om sikkerhed. Når man er flere sammen er hjælpen altid tæt på. Hvis man kæntrer og ikke magter at komme, er der en makkerredning tæt på. Hvis man slår sig, er der én med et førstehjælpssæt lige i nærheden. Der er hele tiden nogen der kan hjælpe, og ind imellem måske nogen der trænger til lidt hjælp.
På en stor fællestur med USG til skærgården nord for Marstrand, var der en dag hvor modvind og relativt store bølger gjorde dagens tur svær for et par af de uerfarne roer, og jeg og en af de andre tog dem på slæb og fik dem sikkert gennem det udsatte farvand.
I en god gruppe er der altid en hjælpende hånd, både til at forbygge en dårlig situation og til at hjælpe ud af den, skulle den ske.
Turledelse
Til gengæld kan der også være ting, der ikke fungerer så godt i en gruppe. Mad er tit noget, hvor man kan komme på tværs af hinanden. En gang i stor gruppe, hvor vi var delt op og havde forskellige opgaver, gad de, der stor for frokosten ikke lige købe ind til de fire af os der var vegetarer. Så til frokost på en fire-dags tur var tre avocado al det pålæg der var, hvis man ikke ville spise kød eller makrel i tomat.
Der var engang, hvor en af mine venner tog med på en fælles søndagstur i hendes kajakklub. Det blæste friskt fra øst, og de roede ud på Øresund. Udover at de andre roede meget hurtigere end hende, kom hun også i problemer i bølgerne og kæntrede. Efter turen fortalte turlederen hende, at det nok var bedst hun ikke tog med en anden gang. Nu var det en fælles klubtur for frigivne, hvilket hun var, og det er et godt eksempel på svigtende ledelse. God turledelse er et omdrejningspunkt for god gruppedynamik og gode oplevelser for alle.
Gruppen
Udover tempoet i gruppen, hvor man ikke lader de langsomste sakke agter ud, er der mange andre ting at tage højde for med grupper på tur: hvor ror man hen, hvor langt man skal ro, hvor der slås lejr, hvem der laver mad, hvor dybt toilethullet skal være, hvornår man går i seng og hvornår gruppen står op.
Noget jeg har lagt mærke til gennem årene (mange andre har sikkert bemærket det samme), er at jo større gruppen er, jo længere tid tager det at få pakket sammen og komme af sted. Det er ikke helt så slemt, når vi går i land, men det tager også længere tid at få slået lejr. Med en lille sammentømret gruppe går det smidigt. For eksempel kommer man i land, og i løbet af få minutter er stedet en eksplosion af tørdragter og undertøj der hænger til tørre, og alle har varmt, tørt tøj på og er i gang med de for skellige opgaver, og lejren er klar på et øjeblik.
I en større, mere uhomogen gruppe kan det samme tage lang tid, og det er endnu værre når man skal tage af sted. Det er både et spørgsmål om niveauet af kajakerfarenhed, hvor trænet folk er, både når det gælder at få det puslespil til at gå op, det er, at laste en tætpakket kajak, og et spørgsmål om erfarenhed med lejrliv i det hele taget. Igen er god turledelse en et vigtigt element på kajaktur med andre.
Jeg har selv været meget på tur, og har nogle gange svært til at relaterer til, at nogen ikke ved hvordan man bruger en Trangia; men det er også en af de charmerende ting ved ture med store grupper: de meget forskellige baggrunde deltagerne har, og muligheden for at give nye en god oplevelse, så de får lyst til flere ture.
På kajaktur med andre – eller alene
Der er noget spændende ved at være alene tur. Det er noget mentalt – jeg drister mig til at sige spirituelt. Noget, hvor man på mange forskellige måder konfronteres med sig selv: det at blive ved dag efter dag, ingen samtale, ingen at dele oplevelserne og byrden med, ingen der kan hjælpe én gennem psykiske eller fysiske kriser.
I ensomhed, når det meste kommunikation er med én selv i sindet, ændres tankerne, de træder i baggrunde, og man bliver mere opmærksom på tilstande og vanemæssige konstruktioner, der både binder og hjælper én. Hvis man ikke lader sig gribe af panik, er det en befriende oplevelse.
Når man begiver sig alene på en længere kajaktur, er der, i forhold til en kajaktur med andre, flere overvejelser man bør gøre sig omkring sin egen formåen, om sikkerhed og logistik. Og det, jeg har lært af min tur i sommeren 2018, er, at det ikke er nødvendigt, at finde andre at tage af sted med. Jeg kan godt klare mig alene – både mentalt og praktisk.
Jeg vil på tur til sommer. Ikke nødvendigvis en meget lang tur, men gerne et par uger. Jeg har endnu ikke besluttet mig til, hvor hen turen skal gå; men jeg er ikke bundet af, at det skal være en kajaktur med andre. Hvis jeg ikke kan finde en gruppe, stor eller lille, er jeg rede til at drage af sted alene.
En ting er dog sikkert: det skal være til et sted med storslået natur, og et sted hvor der er væsentligt mere øde end i skærgården ved Sveriges vestkyst.
Vildmarken og havet kalder.
1 kommentar