Lange kajakture

Jeg kan godt lide at ro lange kajakture – at være af sted hele dagen, eller være på lange rejser hvor jeg ror hver dag. At give mig hen til rytmen i kroppen når jeg bevæger mig over havet i medvind, modvind eller havblik, det ene tag efter det andet.

En perlekæde af padletag

Jævnt og rytmisk sætter jeg pagajen i vandet først til den ene side så til den anden. Jævnt og rytmisk drejer jeg kroppen og fører først det ene pagajblad, så det andet gennem vandet. Helt regelmæssigt laver jeg for hver tag en hvirvel i vandet, som en række flygtige perler der hurtigt bliver ét med havet igen.
Igen og igen den samme bevægelse – for det meste – for hvis der er bølger eller andre bevægelser af betydning i vandet, bliver rytmen mere uregelmæssig, og jeg bliver nødt til at tilpasse mig havet. Dog bliver havets rytme lidt efter lidt også en del af min rytme.

Det er som at bruge en mālā, en perlekæde med 108 perler som bruges i meditation til at tælle mantra eller åndedrag. En gentagelse hvor det gentagede bliver noget opløsende, noget som bringer én i en anden og mere åben tilstand.
I havkajakken bliver det til en åbenhed over for naturen og det element, vandet, som jeg befinder mig i med min kajak.

Ultraløb og lange kajakture

Jeg var på et tidspunkt meget fascineret af ultraløb, men kunne godt se at det ikke var en sport for en mand der er blevet opereret fem gange i knæet.
Jeg var på det tidspunkt godt i gang med havkajakken, og det gik op for mig at den vedholdenhed og den bevægelse gennem landskab ved hjælp af fysikken, som fangede min interesse ved ultraløb, lå lige i hånden – det var bare at gribe pagajen.
Ultraløb er meget hårdere end kajakroning, men det er heller ikke hårdheden jeg søger: det er flowet, rytmen, det vedvarende og naturen der er målet med oplevelsen, og til en vis grad også det at være brugt.
Ultraløb er mere skadeskabende end at ro i havkajak, og arbejdet med løbestil og tilrettelæggelse af træningen er centralt i at undgå skader.
Hvis man ror mange, lange kajakture slider det selvfølgelig også på kroppen, og det er nok skuldrene der er mest udsatte. Men når ro-teknikken er på plads, og med lidt opmærksomhed på tilrettelæggelse af træning og restitution, er kajakroning ikke noget der giver skader.
Jeg kan nemt komme af sted og igen og igen finde ind i rytmen på turene, rytmen hvor jeg glemmer mig selv og bare bliver ved og ved.

På lange kajakture med andre

De lange kajakture der bliver til en slags meditation, er oplevelser jeg søger alene. Hvis jeg er sammen med andre, bliver det samværet der er det væsentligste ved ro-oplevelsen. At være på tur med andre er dejligt: samtalerne, det vi kan lære af hinanden, hyggen både på land og på vand. Desuden præger det at være sammen med andre også min oplevelse af havet, vejret, dyrene og landskabet vi bevæger os gennem. Jeg ser ikke kun tingene med egne øjne, men får også del i de andres oplevelser.
Hvis det er en længere tur, får jeg dog ind i mellem trang til også at være lidt for mig selv. Jeg ror så lidt væk fra de andre – ikke så langt at det bliver et sikkerhedsproblem, bare et halvt hundrede meter eller der omkring, så jeg ikke er væk fra gruppen, men alligevel kan nyde indtrykkene alene.

På Nordatlanten

En dag på vores tur til Færøerne padlede vi sydpå langs fuglefjeldene på Stremoy. På et tidspunkt ville de andre ro inde bag en række klipper der dannede en smal passage hen langs selv det høje fjeld. Jeg var blevet lidt træt af at padle ud og ind mellem alle mulige sten og ind i huler (vi havde gjort det en god del den dag), og jeg ville hellere sejle lidt ude og kigge op på selve fjeldet.
Det var en helt speciel oplevelse at sidde mutters alene på Nordatlanten langt væk fra al ting kun i selskab med den lav eftermiddagssol, fjeldet og de mange fugle.
Det føltes meget isoleret, og det på trods af de andre ikke var ret langt væk. De var bare skjult bag en klippe, og jeg kunne nu og da se dem et øjeblik, inden de forsvandt ind bag den næste.

Rundt om Saltholm

En dag her i sommers, inden jeg rejste af sted på de planlagte ture, havde jeg bestemt mig for at en af de lange kajakture skulle gå rundt om Amager. Vejr var dejligt med solskin og næsten ingen vind og alligevel ikke alt for varmt. Jeg startede med at ro ud ad Københavns havn gennem Lynetteløbet ved Trekroner og fortsatte syd på.
Mens jeg padlede ned langs Benzin-øen, kunne jeg se over mod det af Saltholm man kan skimte når man sidder lavt i en kajak (hvis nogen ikke skulle vide det, så er Saltholm temmelig flad). Samtidigt tænkte jeg på hvor kedelig turen rundt om Amager egentlig er. Det er kun de få sømil ned ved sydsiden der er spændende med strandenge og en masse fugleliv.
Det tog mig ikke lang tid at beslutte mig for en tur rundt om Saltholm i stedet.

Sælreservatet

Syd for Saltholm er der et stort sælreservat, og for at komme pænt uden om det sejlede jeg ned til Peberøen, den ø der er anlagt i forbindelse med Øresundsbroen. Her spiste jeg frokost på stensætningen, og sneg mig derefter tæt hen langs nordsiden af den kunsige ø.
Saltholm er bred mod syd, og desuden er der en række sandrevler, der fra øens syd-ende går et stykke ud mod øst, så der var nogle sømils roning inden jeg kunne vende næsen mod nord.
Jeg så nogle sæler, men forbavsende få den store bestand taget i betragtning. Jeg holdt nu også pæn stor afstand hele vejen rundt.
Turen op langs Saltholms østsiden var dejligt fredfyldt, kun masser af fugle. Måger, svaner, gæs og mange flere. Bare mig selv og naturen.

Flakfortet

Flakfortet er et sted jeg ikke før har været ude ved, så jeg rodede tæt forbi på vejen hjem. Det virkede nu ikke særligt interessant. Den eneste grund til at ro der ud igen er for at bruge det som en mærkebøje at ro rundt om på en tur for at få lidt sømil i kroppen.
Turen rundt om Saltholm var et godt alternativ til Amager rundt. Den er lige så lang når min rute er inde fra Kanonbåsskurene, og der var stille, fredeligt og smukt det mest af vejen.
Jeg havde en meget bedre oplevelse af at være tæt på naturen og tæt på mig selv, end jeg ville have haft på en tur rundt om det store ø.

Kajakroeren

På værelset, hvor jeg har boet de sidste to uger, hænger der på væggen et lille billede af en kajakroer. Billedet er et træsnit – eller måske et linoleumssnit.
På billedet strider en mand i kajak sig mod bølgerne. Manden er grønlænder: man kan se fangstblæren på bagdækket og stativet til harpunlinen på fordækket. Han sidder med hovedet let bøjet mod vejret.
Bølgerne kommer rullende mod ham, brydende og ikke så høje, selv om de skyller hen over fordækker af kajakken. Bølgerne er uregelmæssige og han ror en lille smule skråt imod dem.
Måske er det en sæl, men det kan også være en fugle, man kan skimte i mellem bølgerne øverst i billedet.
Det er et fint, lille billede der illustrer oplevelse af at være alene på lange kajakture.
Alene på havet.

På land igen efter de lange kajakture

Når jeg kommer frem, enten til kajen eller den lejrplads jeg har fundet, glæder jeg mig over at være træt og fyldt med dagens indtryk. Enten lægger jeg kajakken op i skuret og pakker sammen, eller jeg går i land, pakker ud og slår lejr.
Derhjemme slutter kajakturen med et bad og et måltid mad, og i lejren slutter den med fornøjelsen ved at læne mig tilbage i min Term-a-rest-stol med en kop kaffe og en ostekiks i hånden.