Det er træls, når det er modvind. Når det blæser hårdt, og man har vinden lige i næsen. Vi skal knokle hårdt for at komme frem.
På en cykel slider man hårdt, dog er det ikke helt så slemt som i en havkajak, hvor kajakken bliver blæst bagud, hver gang man holder op med at ro.
Jeg snakker ikke om at det bare blæser, men om at der står en strid modvind. Det kan være flot i solskinnet ude på havet – dybblåt med brusende, hvide toppe – herligt når man sejler den rigtige vej og hjulpet af vinden surfer af sted på søerne. Selv hvis vinden og bølgerne er ind fra siden, eller endda skråt forfra og man skal ro til, kan det være en fornøjelse. Men hvis man skal lige mod vejret og bølgerne, begynder roningen at blive slidsomt.
Drømmen om fremdrift
Jeg havde en drøm. Jeg bevægede mig af sted blandt klipper og skrænter, jeg er ikke helt klar over, om jeg sejlede eller fløj lavt, men jeg prøvede at nå til noget bestemt. Flere gange var jeg lige ved at nå det, men uden at lykkes helt. På trods af de mislykkede forsøg, nogle hvor jeg var lige ved, men så faldt tilbage igen, blev jeg ved og ved.
For hvert forsøg blev jeg bedre og bedre til at bevæge mig. Og endelig! Jeg kom ud, og et fantastisk landskab åbnede sig omkring mig: Et stort, åbent øhav. Skær, holme og store og små øer lå spredt ud over det glitrende hav. Solen skinnede på den blå himmel.
Det var et landskab der gav et indtryk af åbenhed og muligheder, og jeg fyldtes af glæde og befrielse.
I modvind
Når man slås med ting, med at lære noget, med at prøve at kommunikere, med at forstå eller i det heltaget at gøre noget man ikke plejer, er det tit det opleves som i drømmen.
Det er lidt den sammen følelse som når jeg padler af sted i hård modvind. Jeg strider mig af sted med korte hurtige tag, hele tiden opmærksom på at få hele kroppen med i hvert ro-tag, så jeg ikke overbelaster skuldrene eller håndledene, og jeg hader at holde pauser og mærke blæsten skubbe mig tilbage til hvor jeg kom fra. Endelig når jeg hen til hvor jeg kan ændre kursen og enten få medvind eller kommer ind i læ.
Det kan være en befriende følelse, eller i det mindste en følelse af at kunne slappe af og give slip.
Modvind på Nordatlanten
På Færøerne havde vi en dag og et sted, hvor hvor vi blev overrasket af strid modvind. Vi kom roende fra øst langs nordsiden af Eysturoy hen mod Risin og Kellingin, to let genkendelige klipper. Vi agtede os ned til den lille by Eiði. Vinden blæste jævnt fra syd, så vi anede ikke uråd, da vi padlede mellem benene på Kellingin og lagde kursen mod syd.
En kraftig modvind ramte os lige forfra. Forbjergets lodrette klippevæg skabte en voldsom, lokal vind, som vi måtte kæmpe os frem mod for at komme ind i sundet og ned til havnen.
Vinden var meget voldsom, og vi havde store problemer med blot at holde stævnen op mod den og kom næsten ikke frem. Det var en kamp vi ville have tabt, hvis der ikke med bekvemme mellemrum havde været små huler og kløfter, vi kunne holde pause i.
Den korte distance var et langt, udasende slid, men da vi endelig nåede forbi forbjerget, var det som at komme i smult vande selv om vinden stadig var mere end frisk.
I havnen fandt vi en fin teltplads og oppe i Eiði en lille café med vafler og kaffe, hvor vi tilbagelænet kom til hægterne igen.
Hvordan ror man i modvind?
Modvind er slidsomt, men jeg synes efterhånden, jeg har lært at håndterer det. Der er et lille skisma, når jeg skal ro langt med vinden lige på næsen: Jeg vil gerne tage den med ro, så jeg har kræfter til hele turen, på den anden side hvis jeg tager den for meget med ro, bliver turen længere, og jeg sidder længere tid i modvinden, og sliddet bliver større. Det gælde om at finde en balance.
Jeg prøver at gå ned i at lavere gear: at tage hurtige korte tag i stedet for at lave lange tunge robevægelser. På samme måde som når jeg cykler op ad en stejl bakke eller cykler i hård modvind, går ned i et lavere gear og gør kadencen hurtigere, og på den måde gør belastningen i hvert enkelt ro-tag, i hvert enkelt tråd, så lille som mulig.
Samtidigt er jeg meget opmærksom på, at jeg stadig har god kropsrotation. Netop i modvind gælder det selvfølgelig om at få hele kroppen med, så jeg kan blive ved at ro i et godt tempo så langt som det er nødvendigt.
Jeg opdagede tidligt i mit kajakliv, at når jeg virkeligt skulle bruge kræfter på at komme fremad, forsvandt den gode ro-stil tit, og jeg sad bare og hjullede med armene.
Det gør jeg heldigvis ikke længere.
Fremad-roning
I kampen med modvinden, er det essentielt hvordan man ror, hvordan man bevæger sig, når man fører pagajen gennem vandet.
Meget er sagt og skrevet om fremad-roning, og da det er det vi gør mest i kajakken, er det en god idé at ofre det en anelse opmærksomhed.
Jeg har lige været på klubbens frigivelseskursus i turkajak og fået IPP2 i den kajaktype.
I tur- og kapkajak bruger man meget tid på at forfine roteknikken, og som havkajakroer er der noget at lære, at få rotaget til at være noget hele kroppen er engageret i: benet der strækkes, rotationen i hoften og i overkroppen, armene der fører pagajen gennem vandet. At det hele er med og hænger sammen i en bevægelse.
Rotation
For mig var det spændende at se kapkajakkonkurrencer på tv, da jeg lige var begyndt at ro havkajak. Det var inspirerende at se hvor meget kaprorene roterede i kroppen, og hvor hurtigt de gjorde det. Det var også en stor aha-oplevelse at se, at deres rotation startede helt ned på sædet.
For mig er den største forskel på tur/kapkajak og havkajak når det gælder rotaget, at i havkajakken er man i meget tætter kontakt med kajakken. Ikke kun på grund af lændestøtten, også hofterne og knæene er meget tættere på siderne og fordækket af kajakken, og der er ikke så meget plads til at sidde med bøjede knæ.
Kontakten med havkajakken er central i hvordan man styrer og bruger den, og det har indflydelse på hvordan man sidder, og hvordan man bevæger sig når man padler.
Det betyder dog ikke, at princippet med at energien i rotaget kommer fra kropsrotationen ikke længere gælder.
Lange arme
Der er slevfølgelig altid anekdoter om oplevelser fra enkelt personer man kan drage frem hvis man vil være kontrær. For eksempel læste jeg for nylig en artikel i Oceanpaddler om fremad-roning skrevet af Jeff Allen.
Kort fortalt skrev han, at han selv ikke havde meget kropsrotation, og forklarede det med, at han ikke behøvede det, da han havde lange arme.
Argumentet er jo latterligt, men det er svært at sige noget til det, når det kommer fra en mand der har sat rekord i at ro rundt om Storbritannien.
Tænk på rostilen
Jeg vil ikke plædere for, at man ror sin kajak på en bestemt måde, men hvis man bliver træt, og hvis man får skader i håndled, albuer og skuldre, så er det jo oplagt at kigge på rostilen. Jeg har selv fået meget inspiration fra den anden slags kajakker, og jeg har haft glæde af at bruge det kajak-ergometer, vi har i klubben – ikke til at træne fitness i, men til at arbejde med rostilen.
For at komme tilbage til modvinden, så er det der, jeg i høj grad har fået glæde af at have brugt tid på hvad jeg gør med min krop og min pagaj.
I modvind er det dog ikke kun et spørgsmål om fysik og kropsmekanik. Det er også et mentalt spørgsmål. Det at blive ved så længe som det er nødvendigt. Vi har ubevidst en tendens til at give op længe inden det fysiologisk er nødvendigt – der hvor kroppen rent faktisk siger stop.
Her er det kun arbejdet med os selv der kan drive os videre – få os til at nå ud over de grænser vi tror vi har.
5 kommentarer
https://kokatat.com/team/jeff-allen
Han roterer fint…
Årh, det var godt. Det var hans eget udsagn, så jeg tog det for gode vare.
Jeg har taget de samlede fødder og knæ fra turkajakken med over i havkajakken. Ved at fylde op med flamingo plader fra skottet til mine fødder. Jeg har så en flade hvor jeg kan placere fødderne frit. Det kræver at man enten kan have knæene imellem lårstøtterne eller at benene ikke er for strakte hvis de er delvist under dem. Samlede knæ giver en langt friere rotation end den ret låste frøstilling. Med lidt øvelse kan man lynhurtigt flytte knæene udad når der kræves mere kontakt til kajakken. Det gør en stor forskel for min effektivitet i fremadroning og gør roningen sjovere.
Jeg har selv eksperimenteret med det samme, også før jeg lærte hvordan man sidder i en turkajak. Jeg holder benene så lige som muligt, men mere spredte på grund af fodstøtternes placering og har på den måde stadig også nemt ved at bruge lårstøtterne, når der skal kantes og den slags. Min kajak er ikke så bred, så det falder lige for.