Skarven havde fanget en fisk, en fisk den havde svært ved at sluge. Vi fik øje på den mens den lå i overfladen af det stille vand. Den slog med hovedet, vred sig, slap ind imellem fisken og greb den hurtigt igen for at få bedre fat, men dens problemer med at synke fisken blev ved. Lidt tættere på kunne vi se at fisken var en fladfisk. Den var på størrelse med en stor hånd, og jeg går ud fra at det var fiskens bredde der gjorde den ikke gled ned så let.
Da det endelig lykkedes skarven at synke fisken, havde den også svært ved at få den helt ned, og den lavede den ene synkebevægelse efter den anden. Vi kunne tydeligt se fladfiskens silhuet i fuglens lange hals, som en stor bule når vi så fra den ene led, men når skarven drejede sig, var ikke meget andet at se end selve halsen.
Efter flere minutter havde den endelig kæmpet fisken helt ned, fløj over til en af vindmøllerne på Middelgrunden og satte sig til rette med vingerne slået ud.
På vej til Saltholm
Christoffer og jeg var på vej til Saltholm en dag hvor det var havblik, og himlen var dækket af et ensartet lag skyer. Der lå et let, gråt lys over vandet der gjorde alle detaljer, så som fiskende skarver og svømmende sæler, tydelige på lang afstand.
En dag der er et godt eksempel på de mange oplevelser i havkajakken, og hvor forskellige de kan være, for vi var også optaget af to af søværnets skoleskibe, M 543 og M544, der lå og futtede frem og tilbage. Vi bemærkede også hvor få fly der i disse corona-tider kommer til Kastrup. Når man ror til Saltholm kommer man under en af de mest benyttede indflyvningsruter til lufthavnen.
Kajakkultur ved kajakklubben
En eftermiddag og tidlig aften sidst i september var Johan og jeg under Idas kyndige vejledning på vandet ved klubben for at øve også i reverse sweep rul og storm rul.
Vandet var blevet klart og rent, som det bliver her om efteråret når der ikke er så mange både i havnen, og deres skruevand ikke længere hvirvler ålegræs og skidt op fra bunden. Der var en antydning af efterårsfarve i løvet på alle træerne langs Christianiasiden af Erdkehlgraven og på himlen tårnede kumulusskyer sig op – mørkegrå i skyggerne og gyldent lysende hvor den lave sol skinnede på dem.
Der var masser af kajakker på vandet: flere hold på forskellige niveauer fra vores naboklub, KSI, flere grupper fra Kajakhotellet og Kayak Republic kom forbi, vor egen klubs sædvanlige mandags ro-med tur satte i gang og klubbens ugentlige handikapræs for tur- og kapkajakker og surfski var i gang med den afsluttende og afgørende runde.
Der var en fantastisk stemning: al aktiviteten og de mange glade mennesker, det klare vand, solen der oplyste træerne med deres farver og skyerne på himlen. Kajakkultur i sit ypperste.
Det var temmelig svært at være i dårligt humør.
Troldeskov, fårelorte og hvide sejl
Troldeskoven jeg listede igennem var en af de mest troldeagtige jeg havde set i lang tid. Fyrretræerne var så snørklede og snoede at man skulle tro de prøvede at slå knude på sig selv. Jeg gik ned i en lille dal hvor der var mørkt og fugtigt og fortsatte så op over nogle stejle klippehylder og kom ud af skoven og op på det højeste punkt på øen. Herfra kunne jeg se over træerne, over det brede sund og over til Kosterøerne. Sundet var fyldt med hvide sejl.
Jeg har senere læst et digt af Tranströmer hvor der er en linje, der for mig passer fint til den udsigt: »… fjerne soles fyldte hvide sejl…« Tranströmer skrev en del digte der relaterer til den svenske skærgård, og efter at jeg har padlet rundt i skærgården, rører digtene ved mig på en særlig måde. De bringer minder og skaber eftertanke.
Jeg var kommet til stranden dagen før. Med en let sydvestenvind fra agter og skubbet af tidevandsstrømmen strøg kajakken ind gennem et smalt sund mellem en stor og en lille ø, og jeg var i en lang, lavvandet bugt. På den modsatte side viste der sig en af de mest indbydende strande jeg have set på min tur. På toppen af en høj strandvold, lige foran et mørkt skovbryn, strakte der sig et stykke med lavt græs. Det lignede den perfekte lejrplads. Stranden havde noget uberørt over sig, og den gav mig et indtryk af rent faktisk at være i vildmarken.
På sandet foran strandvolden landede jeg kajakken ved siden af et gammelt, vindfældet grantræ som sikkert var slynget i land af en vinterstorm i sin tid. Strandvolden viste sig at bestå af gamle østersskaller – millioner af østersskaller. Ingen steder har jeg nogensinde set så mange østersskaller på et sted. Skyllet sammen af bølgerne gennem årene, nogen slidt ned til næsten ingenting, andre helt nye.
Bag strandvolden forsvandt noget af det perfekte. Græsset var fint og lavt, ideelt til et telt, men det var græsset ned af får. Fårene havde efterladt massevis af lorte, ikke i dynger, men jævnt spredt ud over det hele.
På trods af fårelortene, var stedet dog så dejligt at jeg besluttede mig for at blive, og ved et gammelt bålsted i den ene ende af græsstykket, brugte jeg min reservepagaj til at vippe alle lortene væk.
I sidste ende blev jeg så tilfreds med stedet at jeg besluttede mig for at blive en dag ekstra og hvile lidt ud, også selv om jeg måtte rationere mit vand stramt.
Oplevelser i havkajakken – hulen i fuglefjeldet
En sen eftermiddag padlede vi sydpå langs de store fuglefjelde på vestsiden af Streymoys nordspids. Vejret var stille, stille efter færøske forhold, og eftermiddagssolen lagde et smukt lys på de høje fjeldsider.
Der var meget at se på og udforske, og på et tidspunkt fik vi øje på en hule inde bag et par klipper.
Her vil jeg lige indskyde, at en freudiansk orienteret psykolog sikkert ville gøre sig et par overvejelser over alle de huler havkajakroere uvægerligt søger ind i.
Passagen ind til hulen var snæver og lavvandet, og atlanterhavsdønningerne skyllede ud og ind over dette dørtrin. En efter en satte vi os klar og lod den ene dønning efter den anden bære os ind i hulen.
Hulen var ikke stor, men havde dog plads til alle fem kajakker, og her ventede der os et fortryllet syn. Sollyset blev af vandet reflekteret ind i hulen, og med tusindvis af farver blev lyset kastet rundt i hulen og op i loftet. Der glitrede og glimtede som var alt lavet af krystaller.
Skagerraks bølger
Jeg havde stridt i hård modvind et par timer, og mens jeg nærmede mig næsset blev bølgerne ude fra Skagerrak større og større. Da jeg endelig rundede næsset var det næsten en befrielse. Bølgerne, der nu kom fra siden og en lille smule bagfra, rejste sig så jeg sad og kiggede op på toppen af dem nede fra bølgedalene. Solen lyste i skummet på bølgetoppene og vandet var dybblåt.
Jeg følte jeg kunne padle mere frit og satte fart på hen mod den smalle åbning der førte ind til den beskyttede fjord. Her lå en lille by, hvor jeg havde planlagt at proviantere.
Hvor kysten snævrede sammen mod fjordmundingen, blev bølgerne presset sammen og blev større, og løftet af dem kunne jeg surfe ind i læ, ind på et fredfyldt vand og til den lille by med en stor marina.
Torden og stjerneklart – oplevelser i havkajakken
Er tordenvejr farligt når man er på havet? Ja!
Men hvis man ror rundt i Københavns havn, hvor høje bygninger rejser sig tæt på begge sider? Det tror jeg ikke.
Dog ville jeg ikke tage ud hvis det var tordenvejr, men på den anden side vil jeg ikke søge ‘nødhavn’ hvis torden trækker op, mens jeg er på tur ned til Slusen og tilbage igen.
En tidlig efterårsaften, var Signe og jeg netop taget en tur ned til Slusen. Vi var lige begyndt på turen tilbage, da en tordenbyge trak op fra sydvest. Det blæste op, og vi havde en herlig medvind på vejen hjem. Tordenvejret kom ikke lige hen over os, men gik lidt nord om så vi undgik regnen. Lynene oplyste skyerne inde over byen. Mod øst var himlen stadig klar, og efterhånden som mørket faldt på stod stjernen og nymånen klarere og klarere mod øst.
Det var en spektakulær tur tilbage til klubben.
Lyde i mørket
Karin og jeg var en gang på en kanotur på et system af søer i Midtsverige. En aften havde vi slået lejr på en lille holm i ly af en lille gruppe træer. Holmen udmærkede sig ved ikke at være besat af en af de evindelige og kæmpestore myretuer der ellers var overalt.
Da natten var mest mørk, så mørk som den bliver mod nord i juli, blev vi vækket af en sær lyd: flump – svjsh, flump – svjsh, flump – svjsh…. Et eller andet lavede noget med vores telt.
‘Vi’ blev enige om at det var mig der skulle gå ud og se efter.
Bag teltet var en mellemstor skrubtudse kommet til den overbevisning at den nemmeste måde at komme forbi vores telt på, var ved at hoppe hen over det. Den tog et ordentligt hop, ramte teltet og gled ned igen, og det blev den ufortrødent ved med.
Jeg stod og kiggede på den et stykke tid – lidt undrende. Til sidst tog jeg en pind, og forsigtigt lempede jeg den rundt så den vendte i en anden retning. Pænt hoppede den ud i natten.
Våd frokost, oplevelser i havkajakken
Ude i vinden, bølgerne og strømmen er det godt ind imellem at få strakt benene, få noget at spise og noget varmt at drikke. Da der ikke var nogen oplagte steder i nærheden, blev vi enige om at gå i land på en lav, smal revle nord for Fanø. Tidevandet var stigende, men vi regnede med at vi godt kunne nå at få et par bidder ned.
Vi hoppede op på det våde sand og fandt et par klemmer og lidt kaffe frem.
Mens vi stod og spiste og drak, kunne vi se hvordan vandet steg omkring vores fødder og omkring kajakkerne, og vi flyttede lidt efter lidt både os selv og kajakkerne længere og længere op på revlen. Det var lavvandet et godt stykke ud, så der var ingen bølger der nåede hen til revlen, men blot centimeter-høje flader af vand der kom løbende op over sandet og rundt om vores sko.
Vandet steg, og vi rykkede længere ind mod midten af revlen, og da der ikke var mere tørt sand tilbage, og kajakkerne igen flød, hoppede vi om bord og forsattet ud til Skallingen.
Sagaerne kommer til live
Der var helt stille, vandet var spejlblankt. Den eneste lyd var det fjerne brus fra en fos, et hvidt bånd strømmende ned over fjeldsiden to-tre kilometer borte. Fjeldene, der fortabte sig bag hinanden, spejlede sig i fjordens stille vand.
»Pfffftpt…«, marsvin, først et, så resten af flokken, kom på skift op for at trække vejret. Et minut eller to senere, var de væk igen, nede i dybet for at spise sild eller sej eller ørreder eller hvad de nu kan finde.
Da jeg begyndte at ro, var lyden af padletagene det eneste jeg kunne høre, og kajakkens bevægelse gennem vandet fik spejlbilledet af fjeldene til at bølge stille.
Vandet skiftede farve efterhånden som jeg kom op mod enden af fjorden. Fra at være klart havvand, hvor jeg kunne se langt ned, blev vandet grønt og grumset. Jeg stak en finger i og smagte på det, det var nærmest ferskt, og helt oppe, der hvor Bøyaelven leder vandet fra bræerne ud i fjorden, blev det iskoldt.
Fra elvens munding, og et godt stykke ud, lå en klam tåge over det isgrønne vand. Det mindede mig om den norrøne skabelsesmyte, hvor det kolde vand fra Niflheim i tomrummet Ginnugagap møder varmen fra Muspelheim, og urjætten Ymer blev skabt af den rimtåge, mødet mellem kulde og varme dannede.
Skarvernes flugt
Christoffer og jeg så ikke flere fiskende skarver på vandet den dag, kun nogle få rundt omkring, siddende med spredte vinger, svømmende eller flyvende. Ikke mange, på trods af at der er mange skarver på Øresund.
Det fik jeg syn for en tidlig morgen hvor Mads og jeg var roet ud på sundet for at se solopgangen. Mens vi sad og ventede på solen og kunne se himlen bag vindmøllerne på Middelgrunden blive oplyst, kom store flokke af skarver flyvende mod nord, hundredvis af skarver. Flokkene blev ved og ved med at komme forbi, den ene efter den anden. Jeg vidste at mange skarver holder til på Peberøen, den kunstige ø der blev anlagt da Øresundsbroen blev bygget, for når man tager toget til Malmö, og kigger mod syd mens toget kører over øen, kan man se skarverne sidde tæt sammen på den sydlige strand, hele vejen fra den ene til den anden ende på den kunstige ø.
Jeg har tit tænkt på at der er rigtigt mange fugle, men det var først da jeg så dem på himlen den morgen, det gik op for mig hvor mange der egentlig er.
Solen stod op over Sverige, dagen blev lys og skarverne forsvandt, sikkert til deres fiskepladser. Mads og jeg roede tilbage til resten af dagen.
