Kajakturen, eller rettere historien om den, lakker mod enden. Her har jeg samlet indlægene fra de sidste dage, der beskriver afslutningen af havkajakturen i skærgården. Turen blev ikke helt så lang, som jeg havde regnet med, og jeg har beskrevet grundigt hvorfor den endte som den gjorde. Alt i alt var det en fantastisk rejse. En rejse som grundlæggende har gjort mig endnu mere motiveret til at komme af sted på tur i kajakken.
Et andet resultat af den lange tur i skærgården er denne blog. Det at skrive regelmæssigt om mine oplevelser og dele dem her, har givet mig lyst til at fortsætte, med håb om at det også inspirerer andre til at komme langt bort på havet.
Så læs om mine sidste oplevelser i den vestsvenske skærgård, og se de sidste billeder.
29. Juli
På vej syd over
Kort fortalt tog jeg et godt ryk sydpå i dag – hjem ad. Ned gennem Sotekanalen og forbi Kungshamn. Jeg er nord for Lysekil, og forventer at nå langt ned langs vestsiden af Orust i morgen. Det ser ud til, at jeg når hjem før planlagt.
Glædelig sommer.
30. Juli
Blandt træerne
Det har, bortset fra tidligt i morges, været overskyet, så der er ikke meget strøm på mine dimser. Men jeg har fundet en fin lejrplads med en overflod af forskellige træer omkring mig: fyr, røn, ene, eg, el, tjørn, hassel (dog uden nødder) og noget der ligner æbletræer. Et meget dejligt sted oven på en dag med modvind.
Jeg skal spare på strømmen og skriver ikke mere. Jeg håber, at i morgen tidlig bliver lige så smuk som i morges.
31. Juli
Billeder
1. August
Katten igen
Jeg har krydset mit spor, og er havnet på Katten igen – øen syd for Tjørn. Det var som sådan ikke min plan at bruge den samme lejrplads, jeg ville bare finde et sted her i området som udgangspunkt for at kunne ro til Älgön og tæt rundt om denne. Älgön er en høj, skovklædt ø, der ligger lige syd for hvor jeg er nu.
Jeg havnede altså på Katten. Der var mennesker alle de steder, jeg ellers kunne have slået lejr; men det er også fint. Øen er et godt sted, og er sikkert kun besøgt af kajakroere, da den ikke er et oplagt sted for hurtige speedbåde og solbad i læ på klipperne. Den er også et stykke væk fra de mest befærdede farled, og det er en fryd med lidt mere ro.
Nok er Nok på havkajakturen i skærgården
Jeg er ved at have fået nok. Ikke af kajakroningen eller turen generelt; men der er nogen ting, der er ved at blive et problem:
- Mine knæ
- Motorbådene og de mange mennesker
- Indkøb hele tiden
- Tanken om strækningen syd for Göteborgs skærgård.
- Ørentviste og gåselort
Lad mig gå dem igennem fra en ende af.
Knænene
Min krop er ved at være lidt slidt, det er egentlig ikke et ro-problem, jeg kan sagtens ro lange dagsstræk, men lejrlivet tager på mine knæ. Jeg har ret ondt i dem. At skulle sidde på hug i skovskiderstillingen et par gange hver morgen, har været en for stor belastning for dem. Min lænd har det heller ikke godt af at sove i teltet, også selv om jeg har et godt underlag.
Motorbåde
Store, larmende, stinkende, anmasende motorbåde er blevet en belastning for mig. Der er alt for mange, og det er blevet en stress-faktor. De er over det hele. Hvis de ikke lige kommer pløjende ned gennem alting, ligger de fortøjret side om side ved skærene. Der er ikke fred nogen steder (lige her på Katten er der dog fint). Jeg forstår godt, at folk gerne vil være i skærgården, jeg er her jo selv, og her er fantastisk smukt og dejligt; men jeg kunne godt ønske mig, at det var nemmere at finde steder, hvor der ikke er nogen.
Jeg har ikke noget mod mennesker, men når jeg til daglig bor midt i København, behøver der ikke være horde af feriegæster, der hvor jeg selv vil holde ferie. Det er blevet belastende her de sidste dage.
Indkøb
Jeg er blevet nødt til at købe ind hver fjerde eller femte dag. Det er irriterende at skulle opsøge købmænd eller supermarkeder så tit. Jeg ville gerne have haft meget mere mad med hjemmefra, men der var, som beskrevet tidligere, ikke plads nok i kajakken.
Syd for Göteborg
Syd for Göteborgs skærgård er der ikke så meget læ, især når det blæser fra vestlige retninger. Med tanke på hvordan jeg sloges med vinden på vej her op, har jeg ikke meget lyst til det stykke kyst, og det er heller ikke særligt spændende.
Gåselort og ørentviste
Noget, der har fulgt mig på hele turen, er store mængder gåselort, og nogle steder også en vrimmel af ørentviste. Reservepagajen har været i god brug til at verfe lort bort, ikke kun gåselorte, men også fåre-hømhømmer har det flydt med mange steder. Sammen med det, har der været et vedholdende arbejde for at holde kryb ud af teltet og maden. Mest ørentviste, men også bænkebidere og myrer har trængt sig på.
En god måned var nok
Turen slutter nu. En god del før jeg havde regnet med. Jeg ville gerne have haft en tre-fire dage mere, men Lærke, min datter, er så sød at komme og hente mig, og hun kan bedst i morgen, så det bliver min sidste dag på vandet i denne omgang.
Jeg er kommet længere end jeg havde forventet på disse fem uger. Jeg havde forestillet mig, at jeg på denne tid, hvis jeg var heldig, var nået op til Kosterøerne; men jeg har nu været på vej tilbage et stykke tid. Og på trods af alt det brok højere oppe i teksten, har det været en overmåde god og givende tur. Det skriver jeg mere om en af de nærmeste dage.
I morgen spiser Lærke og jeg is i Marstrand, og kigger på det hele fra en anden vinkel end sidst, jeg var der.
4. August
Hjemme igen
Nu er jeg hjemme igen, min tur er slut. I torsdags hentede Lærke mig oppe ved Marstrand, ved en af broerne, der forbinder rækken af øer ud til den historiske turistmagnet. Det er en lang køretur, ca. Fire timer hver vej, og vi var i København ved halv otte-tiden om aftenen.
Det havde passet mig bedre, hvis det havde været på søndag – jeg ville være nået noget der ligner hundrede kilometer længere syd på, ned forbi Göteborgs skærgård – men det passede Lærke bedre med torsdag.
Turen er slut
Turen er sluttet en del før jeg havde regnet med, næsten en hel måned. Der er forskellige grunde til det, og jeg skrev om nogen af grundene i længere oppe.
En anden grund er, at jeg i de fem uger, jeg har været på havkajakturen i skærgården, er nået længere end jeg havde regnet med. Ikke i kilometer, men igennem landskabet. Jeg havde forestille mig, at jeg på denne tid måske ville være nået hele vejen til Kosterøerne, hvor man, hvis man fortsætter nord på, kommer til Norge. Jeg havde siddet og kigget på kort og på Google Earth, og havde vurderet distance til at være en del, faktisk meget, længere, end den har vist sig at være. Derfor havde jeg en oplevelse af, at turen var ved at være ovre, og det at ro tilbage, især ned langs kysten syd for Varberg, virkede lidt som en sur pligt (det er lidt overdrevet, men det peger i den rigtige retning).
Blev mine forventninger opfyldt?
Turen har for det meste levet fuldstændigt op til mine forventninger: Et utroligt smukt landskab at bevæge sig i gennem, en dejlig kajak på trods af de overvejelser jeg gjorde mig om valg at kajak til en tur som denne, oplevelsen af at have gjort det alene – at jeg mentalt har hvilet i mig selv på turen, og også at mine bekymringer om jeg fysisk kunne holde til den vedholdende roning så lang tid, blev gjort til skamme.
Landskabet
Skærgården har, med det sommervejr vi har haft, vist sig fra sin bedste side. Dette øhavs diversitet, lader én opleve rå, nedslidte og bølgrombruste klippeskær, listige passager i læ mellem små holme og øer og dybe skove, der står helt ned til vandkanten langs blå sunde. Der er fyldt med mange forskellige slags fugle: bram- og grågæs, edderfugle, strandskader, forskellige terner og måger, stormfugle, tejst, alk, hejre, ryler, præstekraver, ravne og falke – og mange flere. Der har været steder med en masser sæler, og vandet er fyldt med fisk. Det har været en fantastisk naturoplevelse.
Kajakken
Kajakken har været god at ro på sådan en lang tur, også selv om den ikke er helt så hurtig, som jeg godt kunne tænke mig. Den er meget sødygtig og klare selv meget store bølger, uden jeg har følt, at den var ved grænsen af hvad både den og jeg kunne klare. At få den til at holde kursen, uden hele tiden at skulle korrigere med styretag, har været nemt. Kajakken reagerer meget fint og følsomt på hvor langt finne (kølen eller skeg’et, eller hvad man nu mener, er den rigtige betegnelse) sænkes ned. Den har i det hele taget været nem og morsom at manøvrer ud og ind mellem skærene.
Min fysiske og mentale formåen
Jeg var lidt i tvivl om min krop kunne holde til den vedvarende roning, om jeg ville blive for udmattet af hver dag at skulle ro den planlagt distance. Det har ikke være noget problem, selv om jeg satte den gennemsnitlig dagsdistance lidt ned.
Jeg havde regnet med, at jeg skulle hvile og ikke ro ca. hver fjerde dag. Det viste sig at være en – jeg ville ikke sige dårlig idé; men det var ikke optimalt rent mentalt. Jeg blev simpelthen i dårligt humør af ikke at være på vandet. Derfor blev mine hviledage for det meste til, at jeg roede korte distancer på 10 til 12 kilometer i stedet for de længere dage, hvor jeg som regel landede mellem 20 og 30 kilometer. Den størst mentale udfordring viste sig at være campingpladsen: læs her om mine genvorligheder med camping.
Selve det at være alene så lang tid, at være af sted bare med mig selv, vil jeg skrive mere om senere.
Tilbage i København
Det kort af det lange er, at jeg har haft en rigtigt god tur – jeg er meget glad for kajak- og naturoplevelsen. Jeg skal af sted igen; men den næste tur behøves ikke være en, hvor jeg er alene af sted, og den behøves heller ikke vare så lang tid. Det kunne godt være en tur rundt i Danmark, det står helt sikkert på ønskelisten; men helst skal det være en tur til noget rigtigt vildmark, langt væk fra civilisationen, og gerne til et sted med hvaler.
Lærke ofrede en fridag på at hente mig hjem igen, og det er jeg hende meget taknemlig for.
Her hjemme i København ligger sommervarmen tungt, og der stinker af gammelt pis i gaderne, men byen er også dejlig om sommeren, her er fint at ro i kajak, spise is og bade.
Slut på fortælling fra havkajakturen i skærgården
Der er ikke så meget mere at sige om hvordan det gik på havkajakturen i skærgården sidste sommer. Som man kan forstå, hvis man læser der fire foregående indlæg, eller fulgte turen i sommers, var det en alle tiders tur.
Da jeg kom hjem, skrev jeg et længere indlæg om det, der måske var det vigtigste aspekt at turen: Læs her om at være alene.
Udenfor er det vinter på den typiske, danske måde: koldt, gråt, vådt og blæsende. Det helt rigtige tidpunkt at drømme sig væk og begynde at planlægge sommerens ture.
Hvor skal de gå hen denne gang?
Hvis du ikke fik læst de første afsnit om havkajakturen i skærgården, kan du se dem her:
- Havkajak i skærgården – dagbog, første del
- Havkajaktur i skærgården – anden del
- Kajaktur i skærgården – Tredje del af dagbogen
- Kajak i skærgården – dagbog, fjerde del
Der er mange flere billeder fra turen, se dem her:
- Billeder fra den første del af skærgårdsturen
- Flere billeder fra skærgårdsturen
- De sidste billeder fra skærgårdsturen
